På trods af disse forandringer fik alle mysterieskolerne både kongelig og verdslig støtte og opbakning gennem tiderne. Studerende fra landets mange regioner og alle sociale lag i samfundet blev optaget i "Livets Hus" i disse centre, og der blev regelmæssigt doneret midler til støtte og opretholdelse af templernes aktiviteter. En teologisk harmoni præger disse omstændigheder, for det kræver, at der herskede en form for religiøs samhørighed, på trods af at de enkelte religiøse centre samtidig bevarede deres unikke lære og praksis. De enkelte kosmogonier var tydeligvis ligeværdigt til stede i uddannelsesmæssige opgangstider i den egyptiske civilisation. I hele perioden dannede de enkelte skabelsesberetninger − uanset hvor tilsyneladende forskellige de var både tidsmæssigt og geografisk og eventuelt i popularitet − en sammenhængende og integreret helhed, der formede et samlet verdensbillede, som de gamle egyptere bevidst kunne rumme og forholde sig til.

Det er derfor indlysende, at på trods af doktrinernes forskellighed, så kunne bestemte religiøse temaer og udtryk ikke bare opstå og forsvinde. Der er snarere tale om, at de specialiserede detaljer blev mere markante i tidens løb, og deres funktioner "udfyldte" et stadig større billede.

Denne tilsyneladende gåde kan muligvis løses ved at fortolke udviklingen ved hjælp af symbolikken. Den franske egyptolog og tænker Schwaller de Lubicz var overbevist om, at mysterieskolernes lære ikke kun var baseret på skabelseslegender, men de repræsenterede en esoterisk kode, der var skabt af templernes vismænd, og læren bestod i en afkodning af mysterieskolens hemmelige lære. Set i dette lys repræsenterer de forskellige gudekredse cyklusser eller resonanser af selve civilisationen, og derfor blev gudekredsens egenskaber indarbejdet i kunst, arkitektur og litteratur i den periode, hvor den blev skabt. Templets lærere havde bevidst tænkt og skabt et system, som var levende og vitalt, og som både kunne forudsige og instruere den åndelige proces på et hvilket som helst tidspunkt i hele Egyptens historie i forhold til befolkningens erkendelser og erfaringer. Og i kraft af undervisning og kultisk praksis i de enkelte skoler, kunne man åbenbare den guddommelige plan for Egypten i tidens løb. Karakteren af denne plan kan muligvis afsløres ved at studere skabelseslegenderne.

Denne interessante metaforiske synsvinkel forklarer de fire egyptiske mysterieskoler overordnede positioner i forskellige perioder. De fire lokaliteter var både en forbindelse til og en legemliggørelse af gudekredsens liv og kraft i de enkelte kosmogonier. Som en følge heraf blev de fire hellige byer geografiske modstykker til skabelsens fire åndelige verdener, der bragte liv til Egypten. Universet opstod og udviklede sig progressivt, og på tilsvarende måde var den egyptiske civilisation under gradvis udvikling for at manifestere det karakteristiske mytiske sindelag og de kulturelle værdier i overensstemmelse med tidens og naturens cyklusser og i kraft af den voksende indflydelse fra Hermopolis’, Memphis’, Heliopolis’ og den Thebanske mysterieskole.