Når man benytter denne fremgangsmåde, kan man ikke reducere disse fire traditioner til præstelig eller ideologisk uenighed om skabelsen. Historisk repræsenterer de snarere de fire paradigmer i den kulturelle udvikling, og metafysisk forklarer de, hvordan fire samtidige og synkrone strømninger − eller verdener − kan opretholde og understøtte livet fra de mindste til de største fænomener rytmisk eller i faser.

På en provokerende måde repræsenterer dette flerdimensionelle billede af Egyptens kosmologiske system en manual for åndelig udvikling, der skal forstås på et højere niveau – nemlig som en plan for både individuel og kulturel transformation. Den mystiske skabelseslegende og de dertil hørende dramatiske skikkelser skal ses som rytmer eller resonanser, der desuden repræsenterer tydelige stadier i menneskets udvikling i flere dimensioner. I mange af de religiøse tekster i det gamle Egypten, kommer denne idé klart til udtrykt i skikkelse af den indviede, der træder ind i skabelsens fire verdener og gradvist bliver omdannet til det stof, som hver verden består af.

Kort sagt ser det egyptiske intellekt skabelsesakten som et mønster af begivenheder, der ikke sker inden for en lineær tidsramme, men som synkrone begivenheder, der består af indbyrdes forbundne fænomener, der påvirker den enkeltes liv såvel som hele livsstrømmen. Disse begivenheder symboliseres af tilsynekomsten af gudekredsen, der repræsenterer energien og dynamikken i en bestemt fase af skabelsen. Mange gamle traditioner udtrykte livets opståen som en tilsynekomst, der skete i flere faser, som eksempelvis de universelt anerkendte elementer ild, jord, luft og vand.

Det samme gjorde den græske filosof af den pythagoræiske skole Philolaos (5. årh. f.Kr.). Han var stærkt påvirket af Egyptens visdom, og han forudsatte, at Universet består af fire verdener eller sfærer: Olympos (fiksstjernernes verden), Kosmos (planeterne og himmellegemerne), Ouranos (den sublunare region) og Antichthon (anti-jorden). Han var også den vismand, der definerede de fem kosmiske elementer og de tilknyttede geometriske figurer: Jorden (kubussen eller heksaederet). Ilden (tetraederet). Luften (ikosaederet). Vandet (oktaederet). Æteren (dodekaederet).

Den egyptiske filosof Plotin uddybede senere forklaringen med et firfoldigt hierarki: Den første årsag, intelligensen, sjælen og naturen. De fire verdener indgår også i den kabbalistiske kosmologi: Udstråling, skabelse, formgivning og handling.

Herefter skal der fokuseres på de fire temaer i disse filosofiske paradigmer, der udgør kosmologien i det egyptiske univers.