Hos mange af den gamle verdens folk var året inddelt således, at nytåret markeredes ved forårsjævndøgn - svarende til cirka 21. marts i den nuværende kalender. Moses-tidens regel for påsken i den hebræiske kalender (og delvis gældende i den kristne kirkes kalender) lyder stadig, at påsken skal begynde ved første fuldmåne i årets dengang første måned („2. Mosebog“ 12,1), dvs. i marts-april:

„...Denne måned skal være begyndelsesmåneden for jer; den skal være den første af årets måneder for jer...“.

Påsken var i sig selv en rituel festival for det nye år og blev ifølge bibelteksten fastsat af Moses til at begynde ved første fuldmåne i det nye år: Det betyder, bl.a. ud fra denne bibeltekst, den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Moses havde forordnet, at på denne årets første måneds 14. dag - på hvilken det altid var fuldmåne i de gamle kalenderes måne-måneder - skulle påskelammet slagtes og frisk rejseproviant tilberedes, hvorefter „Egyptens tiende plage“, det store „forårsoffer“ med drabet på de førstefødte hos egypterne, blev iværksat.

Moses bekendtgjorde, ifølge Bibelen, at i døgnet for selve starten på udvandringen, dvs. påskens første døgn, måtte israelitterne først hen imod morgenen gå ud af deres huse. Dette samstemmer med, at påskefuldmånen først på dette tidspunkt inden for det pågældende døgn ved udvandringens start (ca. 21. marts l455 f.Kr.) nåede sin eksakte kulmination. Dette har haft rituel betydning. Baggrunden er følgende:

1) I egyptisk kalenderberegning var det skik at beregne tidspunktet for selve denne kulmination af fuldmånen. Både dette og at bestemme tidspunktet for forårsjævndøgn krævede foruden himmelobservationer også en udviklet tradition for beregningsastronomi. Her havde egypterne tusind års erfaring og teknik. Men denne udviklede form for astronomi ville kun være mulig at praktisere med stort besvær af israelitterne ude i ørkenen, når tidsintervallet - længden af en månemåned - fra en altid først usynlig nymånes himmelposition til den følgende nymånes skal fastsættes ved direkte observation på himlen.

2) Følgelig anvendtes den af Moses opstillede „hebræiske“ kalender. Og eftersom Månen én gang hver måned er usynlig i næsten tre døgn - „astronomisk nymåne“ - blev det nu den tidligste tilsynekomst af nymånen, der for fremtiden skulle markere en måne-måneds start. M.a.o. den hebræiske kalenders månefaser markeres 1-2 dage senere end i egyptisk kalender.

3) Ligeledes, i stedet for selve kulminationen af fuldmånen, som falder på andendagen under de normale tre fuldmånedage, valgtes den såkaldte tredjedagsfuldmåne, hvor fuldmånen var på vej til igen at blive aftagende. Og dette kunne netop bestemmes ud fra direkte observation, der så blev sat i relation til det tidspunkt, hvor nymånens første tilsynekomst var blevet observeret cirka 14 dage tidligere. Denne praksis ses senere også hos grækere og arabere. Den hebræiske kalender, indført af Moses, er forordnet i Bibelen og kom i brug hos israelitterne fra og med udvandringen i forbindelse med den første påske.

Endnu et egyptisk træk genkendes i Bibelens optakt til den første påske, nemlig benyttelsen (en sidste gang) af tidspunktet for fuldmånens kulmination (i stedet for tredjedagsfuldmånen). Dette fremgår af mindst fem rabbinerskrifter - bl.a. ifølge Rabbi Zvi Mond: „Exodus, I“ (Toronto 1978, s. 98) - der præcist angiver, at Moses havde varslet Egyptens tiende plage til at begynde omkring midnat og ikke præcis midnat:

...fordi Moses tænkte, at faraos og Egyptens astrologer kunne tage fejl i deres beregninger og derefter sige, at Moses’ udsagn ikke var sande...“.

Astronomisk set (ud fra de bedst mulige moderne beregningsmetoder) var tidspunktet for forårsjævndøgnspunktet ved 21. marts 1455 f.Kr. næsten to timer før midnat; mens fuldmånen først kulminerede nogle få timer senere, hen på morgenen. Der var kun relativt få timer mellem tidspunktet for forårsjævndøgnets „kulmination“ i det pågældende år (se f.eks. også Appendiks 2, samt særlig omtale i bind 5’s kap. 10) og fuldmånens kulminationstidspunkt hen på morgenen. I denne sidste fase udfoldedes en fortættet aktivitet med israelitternes forberedelser:

Inden for disse timer lige omkring midnat - netop som indikeret af Moses - udløstes „Egyptens tiende plage“: Så da fuldmånens kulmination indtraf hen på morgenen, var israelitternes nytår afgørende manifesteret ved drabet på de førstefødte.