Men hvorfor gjorde Moses alt dette, når Josefs lig var anbragt i et netop utilgængeligt gravanlæg, hvis placering tydeligt var baseret på at skulle forblive i uforstyrrethed? Den egyptiserede Josef havde med sin høje position haft både al magt og lejlighed til - ligesom ved Jakobs død - at arrangere sin begravelse i Kanaan, om han havde ønsket dette, i stedet for at lade sin grav gemme så omhyggeligt og utilgængeligt i Egypten.

I dette findes der ikke tegn på nogen hensigt om engang at få hans lig/mumie flyttet. Men egyptiske forhold har været misforstået i Ezras stramninger i bibelteksterne i 400-tallet f.Kr. Josef-beretningen menes at indeholde udtryk fra Egypten under senere persisk styre 525-404 f.Kr.

Derimod havde Josef, ifølge „1. Mosebog“ (50,25), ladet de i Egypten indvandrede hebræere sværge på, at hans knogler engang af hebræerne skulle føres bort til det land, der var blevet lovet Abraham (i så fald jf. i nutiden, at f.eks. afdøde fjerdegenerations udenlandskinesere får deres lig transporteret tilbage til begravelse i Kina, forfædrenes jord).

Men på Josefs tid, da hebræerne i starten var tilfredse med at besidde store dele af Egyptens bedste jord, synes der absolut ingen grund til, at der skulle have eksisteret definitive planer for udrejse i fremtiden.

Stadig ifølge samme bibeltekst havde Josef udtalt, at hebræerne ville påkalde sig Guds opmærksomhed og herefter føre hans (Josefs) knogler bort. Men dette udsagn synes i virkeligheden at have haft en anden særlig betydning efter egyptisk praksis, nemlig gudens forbandelse over gravskændere. - „1. Mosebog“ (41,45) oplyser, at farao betegnede Josef med det egyptiske udtryk tsafenat pa’ankh, hvilket bl.a. ifølge den engelske egyptolog T. Eric Peete betyder ‘den, der giver livets føde’; hvilket ligeledes ses i hans norske kollega Liblein’s „Dictionaire des noms hieroglyphique“. Både en indvielseskultisk titel og en særlig guvernørtittel.

Og netop en højtstående embedsmand som Josef har, som det var obligatorisk, været kultisk indviet; ydermere understreget af at han var gift med A’senat, datter af solgudpræsten Potife’ra, ‘han, som Ra har givet’. Som navn er Putifar kendt fra en stele fundet 1935 (nu i Cairo Museum). En højtstående indviet persons krop kunne efter særlige forberedelser ved dødstidspunktet blive magisk præpareret - princip som Amenhotep II’s tidligere nævnte magiudnyttelse af de syriske kongers lig.

Josefus citerer i sit værk „Contra Apionem“ (I) den egyptiske præst og stoiske filosof Chaeremon af Alexandria, der - ligesom overleveringen gennem Manetho - oplyser fra Egyptens historie, hvordan Moses ved oprørernes udvandring optrådte i forbindelse med Josef:

„...En stor gruppe af udstødte og pestbefængte i Egypten havde tilsluttet sig oprørerne, der havde nogle „hellige skriftlærde“ som deres ledere, disse var Moses og - Josef...“.

Ifølge rabbinerskrifterne blev Josefs knogler transporteret i en ark. Moses’ medhjælpende leder var Ah(a)ron, og da dette oprindeligt egyptiske navn som nævnt kan have ordspil på hebraisk aron, (Pagtens) ‘ark’, ville det give forvekslelige sammenfald vedrørende lederne af udvandringen.

Chaeremon af Alexandria kaldte også Moses ved et egyptisk navn, Tisithen. Denne græsksprogede stavemåde kan have to tydninger: Den ene er en gengivelse af egyptisk Tehuti (Djehuti): ’Thoth’ skrivekunstens gud - et tilnavn oldtidsforfattere hæftede på Moses og synes forbundet med ham som „hellig skriftlærd“ og i traditionen også som alfabetets opfinder. Den anden version, djesheret, „den røde kongekrone“: udtryk for Nedre Egyptens hersker, passer med: At mens Moses var faraokandidat - ifølge rabbinerskrifterne - var han administrator af Nedre Egypten. Som bekendt var embedet traditionelt givet til egyptiske kronprinser.

Chaeremons oplysninger kan vise, som i tilfældet med Josef(s lig), at der i endnu i Alexandria-tidens arkiver og templer fandtes yderligere overleveringer uden for Ezras redigerede bibelversion fra 400-tallet f.Kr.

Moses har haft både taktiske og politiske grunde til at lade israelitterne medbringe Josefs mumificerede, indviede lig med dets påståede magiske kræfter. Ifølge rabbinerskrifterne opbevarede Moses undervejs Josefs kiste omhyggeligt i sit telt. Josef-skikkelsen kunne hos det nationalt tomhændede folk bruges som et „stærkt“ nationalklenodie, placeret midt i Kanaan - hvorfra landet, ifølge Bibelen, oprindelig skulle regeres: til styrkelse af sammenhold når udvandrergruppen blev bofast. I Nablus i landets midte vogtes stadig en (uægte) sarkofag med „Josefs knogler.“