RESUMÉ AF BIND 1 OG 2:

Kuppet og forbandelsen

1. fase: I de gamle optegnelser kunne afdækkes, at Moses var søn af Faraos Datter, Hatshepsut. Han var både født, uddannet og pro forma kronet tidligt til engang at skulle overtage tronen. Da Hatshepsuts halvbror og gemal, Tuthmosis II, døde cirka 1509 f.Kr., har ledende grupper i det magtfulde og voldsomt voksende Amonpræsteskab grebet ind i tronfølgepolitikken og modsat sig, at Moses kom på tronen. Et forsøg på at underløbe deres hensigt sandsynliggøres som en af årsagerne til, at Hatshepsut fortsatte som enkedronning-regent i syv år for derefter (cirka 1502 f.Kr.), tilsyneladende i en overrumplingsmanøvre, at tage det usædvanlige skridt at lade sig krone som - kvindelig - farao.

2. fase: Rabbinerskrifterne omtaler Faraos Datters indsats for at støtte Moses’ status som tronkandidat, især i hans drengeår. Men sagen var svært gennemførlig, så hun måtte diskret gemme hans tronkandidatur ved at give ham de mest indflydelsesrige embeder, mens de ventede på bedre tider.

3. fase: For at føre stærkere modspil mod Hatshepsut havde en del af præsteskabet udset sig en ny tronfølger: En yderst tyndblodet kongeætling, nemlig en yngre, stadig umyndig søn (den senere Tuthmosis III) som Tuthmosis II havde fået med sin haremskvinde Iset. Og i den konflikt ser vi baggrunden for den skjulte paladsrevolution, en udspekuleret intrige, der udløste attentatet på Moses - hvilket skulle forhindre ham for altid i at opnå Egyptens trone.

I 2. bind blev Moses yderligere identificeret, nemlig som Egyptens mægtigste mand efter farao, Senmut, der bl.a. var indehaver af just de embeder, som kronprinser normalt havde. (Dog kan seriens øvrige bøger læses uafhængigt af denne bestyrkede konstatering og uden at antage Moses som værende Senmut).

4. fase: Det er et historisk faktum, at tidlige spor af „monoteisme“ (egentlig monolatri) med læren om én udvalgt (skaber)gud fremfor de øvrige guder kendtes i Egypten bl.a. netop i 1400-tallet f.Kr. Dvs. på Moses’ tid. Han ville - ifølge oldtidsforfatterne - opstille sine egne ideer om reformering i den egyptiske religion. Præsteskabet har da haft indlysende gode grunde til at beskytte sig.

5. fase: Hatshepsut fulgte i 1493 f.Kr. de egyptiske kongers tradition for en såkaldt Sed-festival, et fornyelsesjubilæum. Her kulminerede præsteskabets modstand. Den nu nær 40-årige Moses anklagedes for drab. En beskåret udgave af intrigen omtales i Bibelens „2. Mosebog“ (2,11-14). Men rabbinerskrifterne viser en fuldt forberedt situation, et regulært frame up, hvor to hebræiske mænd lokkede Moses i en fælde og vidnede imod ham.

6. fase: Dog, Moses’ forholdsregler mod at blive dræbt medførte, at han i stedet underkastedes en symbolsk henrettelse. Her fortabte han sine høje poster og blev „bandlyst“ for at hindre forsøg på at genoptage tronkandidaturet. Han måtte straks flygte fra Egypten som fredløs; og hans officielle identitet som prins, Faraos Datters søn og tronkandidat blev destrueret som følge af skinhenrettelsen og den tilknyttede magiske forbandelse. Dertil skulle alle spor af ham slettes.

Hatshepsuts magt blev delvis overtaget af den unge Tuthmosis III, der var Moses’ „halvbror“. Denne nye farao tog - ved et historisk kendt kup - i 1488/1487 f.Kr. den totale magt fra sin på én gang faster, svigermor og proforma stedmor, Hatshepsut. Hun døde få måneder senere, under mærkelige og stadig ikke klarlagte omstændigheder.

7. fase: Da Moses flygtede, tog han ikke straks til Sinai, men undslap først til Etiopien/Nubien. Herved undgik han Tuthmosis III’s forfølgelsestogt på Sinai.