Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN FORSVUNDE TRONARVING
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth

DEN FORSVUNDE TRONARVING (69 af 97)


Var Egyptens ti plager magisk krigsførelse? Hvad var Bibelens skysøjle og ildsøjle? Hvilke konger hjalp med udvandringen? Hvad betød det at Solen stod stille?

DEN FORSVUNDE TRONARVING (69 af 97)

Problem at indlemme levitterne

som ‘Israels børn’

 

At levitterne hovedsagelig var en egyptisk gruppe vil forklare, at det var mest naturligt at få „indlemmet“ Moses med hans herkomst, opdragelse og baggrund som egyptisk prins i denne gruppe.

Det er forståeligt, at præsten Ezra tusinde år efter Moses-tiden havde problemer med sine omredigeringer og ændringer af de pågældende bibeltekster. Bl.a. i slægtsregistrene er ikke alle detaljer rettet samstemmende, hvorved der kom uorden i antallet af levitter, hvilket giver indtryk af forsøg på at få ikke alene Moses og Ahron, men også hele den øvrige levitgruppe til at fremtræde som med hebræisk oprindelse, hvorved de egyptiske spor blev fortrængte.

Hebræerne havde ikke tidligere i deres religionsudøvelse og historie som „halvnomader“ i Mellemøsten og gennem fire generationer fastboende i Egypten haft præster. Derfor har levitternes egyptiske „fremmedelement“ - dvs. hele deres egyptiske baggrund, uddannelse og indgående kendskab til egyptisk religionspraksis - netop været en bedre forudsætning for, at de kunne fungere som kombineret præste- og embedsgruppe; ligesom i det egyptiske system.

Dette underbygges bl.a. gennem en oplysning i rabbinerskrifterne, hvoraf det i forbindelse med „2. Mosebog“ fremgår, at:

„...levitterne var de eneste blandt israelitterne, der i Egypten havde fået foretaget omskæring...“.

Omskæring var ifølge Herodot oprindelig en egyptisk skik. Dette blev sjældent foretaget hos de lavere klasser i Egypten, f.eks. trællearbejdere, men ofte på højtstående og på indviede kultmedlemmer. Det kan vise, at mange levitter kom fra højtstående egyptere blandt de „spedalske“ - men altså i virkeligheden politiske - fanger, der tilsluttede sig oprøret.

Mange levitter har således været specielt velegnede til hurtigt at blive organiserede og indsat som israelitternes nyskabte præstekaste.

Det mærkelige er de oplysninger, som Bibelen giver om, hvornår det skete. Ifølge beretningen i „2. Mosebog“ stod levitterne parate - organiserede allerede inden, Moses efter sit ophold på Sinai-bjerget for første gang fremlagde påbudet om at gøre levitterne til præster: De var på forhånd udskilt og skulle afvente Moses. Levitterne var da også den eneste gruppe, der ikke deltog i folkets fest ved Guldkalven.

Moses har især skullet bruge en gruppe omkring sig, som han kunne stole på. Også derfor bestod denne gruppe mest af hans egne egyptiske landsmænd, formentlig anset for mindre solidariske med hebræernes „genstridighed“. Lignende kendes gennem historien: Romerkejsernes personlige legionærgarde var mest germanere, som romerne ellers bekrigede. Vikinger var bodyguards for byzantinske kejsere; janitsharer var garde for sultanen; schweizere er det stadig for Paven, og shikher for Indiens hinduistiske præsident. Princippet ses fortsat effektivt, hvor regenters garde, gendarmer og politi gerne rekrutteres fra fjerne provinser.

Ydermere, idet israelitterne for manges vedkommende bestod af tidligere delvis „trællearbejdere“, gjorde Moses’ organisering af dette folk det nødvendigt, at han også måtte have en uddannet og scenevant styregruppe af loyale folk. Levitterne skulle hos Moses også fungere som politi og generalstab ud over at kunne blive præster og „tjene regenten“. Dette genkendes senere hos kong David, ifølge „1. Krønikebog“ (26,30-32). Men den tidlige tradition er egyptisk og er videregivet af Moses - og peger igen tilbage på hans egyptiske baggrund og kongelige status.

At de øvrige israelitterstammer bestod af så store antal slægtsbundne medlemmer kunne virke hindrende for, at nogen af disse folk ville have dræbt løs blandt deres egne. Hvorimod levitterne som „fremmede“ mere ubundet gennemførte straffedrabet på mange af de øvrige israelitter efter de pågældendes medvirken i optrinet med Guldkalven som beskrives i „2. Mosebog“. Levitterne, der alle havde holdt sig borte fra festen, blev højligen rost for deres politi-indsats, idet de her:

„...ikke skånede deres brødre og søstre...“.

Disse var, med vanlig egyptisk og semitisk talemåde, netop de øvrige israelitter - for deres kødelige brødre og søstre var det ikke.

En nærmere analyse af denne begivenhed og af det faktum, at den senere oprører Ko’rah endda selv var en levit - dvs. også oprør fra egne rækker med kritik af Moses for at stå over alle andre - giver indtryk af ulmende utilfredshed: Et oprør imod at Moses var deres leder. Alment demonstreredes stemningen bl.a. ved en afstandtagen fra ham ved ikke at omtale ham som en af deres egne, men som:

„...denne Moses, der førte os ud af Egypten...“.

Senere bibelredaktører, især Ezra, kan sandsynligvis i højere grad, end der oprindelig var dækning for, have overdimensioneret problemet med Guldkalv-kulten som forklaring på drabet af „3.000“, dvs. reelt blot et antal som hos tre „storgrupper“ af israelitterlejrens folk. Men at Moses var egypter - hvilket allerede Jethros datter omtalte - og slet ikke var hebræer, ses også i „2. Mosebog“ (4,14), hvor Moses spørges:

„...Har du ikke din broder Ahron, levitten?...“.

Her er Moses end ikke en Levi-efterkommer, idet „broder“ ikke afgjort betød en slægtning, men nok så ofte ven eller kollega; det var typisk egyptisk at bruge den omtaleform for personer i en fælles generation.

Artikel-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth