Dette første felttog måtte Tuthmosis III allerede efter nogle måneder afslutte i Megiddo for at haste hjem til Egypten. Hans store aktion blev faktisk afbrudt i utide, for han fik ikke ryddet op i området.

Men en bestemt grund til hans ekstraordinære travlhed på dette togt havde fået ham til at spille højt spil ved at lade hæren gå mindre beskyttet den kortere vej til Megiddo: Han måtte hurtigst få afsluttet togtet for at tage hjem og kontrollere hjemmefronten, hvor der var gryende modstand og oprør. Hans inskriptioner prøver at lade det fremstå, som om han måtte hjem på inspektionsrejse - altså næppe sandsynligt midt under et afgørende felttog - og som vi skal se, gemte det på et alvorligt problem.

Ved Tuthmosis III’s første togt havde kongen af Kadesh under sin deltagelse i forsvaret af Megiddo mesterligt benyttet sig af nogle ukonventionelle strategier for at udmanøvrere den egyptiske hær. Først efter yderligere fem felttog i de følgende otte år kunne Tuthmosis III i „år 30“ (1479 f.Kr., dvs. år 8 efter sin egentlige magtovertagelse i Egypten) og på sit nu 6. felttog besejre også den stærke Kadesh-fæstning.

Tuthmosis III, der herefter kunne blive tvunget til at nedkæmpe oprør „til evig tid“, indså det nødvendige i at gå andre veje. Derfor, for at få de pågældende lande til at få bedre relationer til det egyptiske styre igen (som under Hatshepsut), lod han de nordsyriske kongers og fyrsters sønner føre som gidsler til Egypten. De blev sendt til opdragelse/uddannelse i Theben for at få et godt forhold til hans nye egyptiske regime - en metode også kendt i nyere tid hos de europæiske kolonimagter.

Det gav først resultat, da de unge var blevet voksne 10-15 år efter; men var uden mærkbar effekt aktuelt, hvor de utallige oprør fortsatte. For selv efter indtagelsen af Kadesh var denne fæstning ikke ude af billedet, men vedblev at fungere som samlingssted for alliancen mellem de mange fyrster til deres gentagne oprør. Selv det 17. og sidste af Tuthmosis III’s felttog måtte rettes mod Kadesh og dets „stædige“ forbund.

Tuthmosis III blev således tvunget til at drage ud på hele 17 store felttog gennem de første 19 år efter Hatshepsuts død: Stort set hvert eneste efterår måtte han efter højst seks måneders felttog afbryde og vende tilbage til Egypten på „inspektion“ både for at kontrollere lokale administrationscentre - idet hele situationen og dens baggrund indikerer interne skjulte oprør - og for at drage til rigets sydgrænse for at sætte direkte ind mod nubiernes oprør.

At han hele tiden selv måtte tage affære, er sjældent kendetegnende for en dygtig administrator. For ingen anden farao var det så tvingende nødvendigt at rejse tværs gennem Egypten hvert halve år.

Han har næppe haft én rolig dag - så snart en af de hyppige og aldrig ordentligt nedkæmpede opstande rejste sig nordpå, og han tog af sted og bekæmpede denne, så skete der uheldsvarslende ting enten på hjemmefronten eller ved sydgrænsen mod Nubien, hvorfor han måtte skynde sig tilbage og genvinde kontrollen. Men her fik han næppe heller ordentligt ryddet op, før han igen måtte af sted til en ny opstand i nord etc., etc. (Derimod var f.eks. hans byggeri i selve Egypten under hans fravær styret af en glimrende organiseret administration efterladt af Senmut).

Ydermere, når han nedkæmpede oprør inde i de syriske områder, blev hans forsyninger afskåret i syriske havne ved oprør i kyststaterne. Derfor måtte Tuthmosis III først opbygge en flåde. Og han måtte endda gå så vidt ikke at lade skibsværfterne anlægge ved Egyptens Middelhavskyst, men langt inde i landet, hvor Nilen passerer Memphis, for at opnå beskyttelse mod kanaanæiske fyrsters raids.

Først da hans voksende flåde vandt mere kontrol over den østlige del af Middelhavet, blev de kyststater, der støttede Kadesh, efterhånden holdt i ave. Det hele handlede desperat om kontrol, kontrol og atter kontrol; til forskel fra regimet under Hatshepsut, hvor forholdene havde fungeret stort set ved et fremragende diplomati - med gensidig tillid og respekt mellem Egypten, dets erobringer og deres omgivende stater.

Den større viden om Tuthmosis III’s politik sætter rabbinerskrifters og oldtidsforfatteres oplysninger i nyt perspektiv, og kan i det følgende indkredse, på hvilken gennemtænkt måde Moses udnyttede situationen.