Det kærlige menneske
Den vigtigste gruppe mennesker i nutidens verden er kærlige
mennesker. Kærlige mennesker er mennesker, der set fra et hierarkisk synspunkt
potentielt kan sikre fred og enhed i den fremtidige verden. Der er millioner af
kærlige mennesker — nok til at løse opgaven. I øjeblikket er de ikke så
magtfulde, fordi de er optaget af unødvendige ting, som de – stort set af
vanemæssige årsager – betragter som nødvendige for det personlige liv. De er naturligt venlige, samarbejdsvillige, bredt favnende, og
de ønsker andre det godt. Deres følelsesliv er ikke kvalt af deres rationelle
tankesind. De fleste er ikke dybe tænkere, men mange er intellektuelle og
sætter pris på kultur, ærlighed og sundhed. De er overvældet af den teknologiske
tilværelses indviklede karakter og vægrer sig ved at tage ansvaret for den almindelige
velfærd, fordi de føler, at det er nytteløst. Det er den type intelligente og velmenende mennesker, der
indtager en nøgleposition i forhold til udviklingen af Den Nye Tidsalders
bevidsthed. De findes overalt i verden, i alle racer, i alle religioner og i
alle nationer. Det er derfor vigtigt, at overstrålingen af menneskehedens aura
med den gode viljes energi vækker dem til accept af deres ansvar. De er
intelligente nok til at reagere mere rationelt end de kollektivt bevidste og følelsesbetonede
masser. Potentielt har de en enorm magt. Deres meninger og holdninger kan afgøre
karakteren af den nye civilisation. Deres værdinormer kan, hvis niveauet løftes
en smule, dominere tilstanden i verden. Når menneskehedens aura, som de naturligvis
også lever i, er lidt mere mættet af den gode vilje, vil de uundgåeligt
reagere, og det vil være på en mere bevidst og målrettet måde end en hvilken
som helst anden type mennesker. |