Stadiet: ”Det accepterede discipelskab”
At være en ”accepteret discipel” vil først og fremmest sige, at man er egnet til at påtage sig større og vigtigere ansvarsopgaver for den indre gruppe. Pga. evnen til at udruste sig med egenskaber, som gruppen har brug for, har man bragt sig selv i en situation, hvor det er blevet nødvendigt, at man inddrages i arbejdet. Det er en fase, hvor den personlige udvikling glider meget i baggrunden, fordi den meditative og refleksive praksis nu er så effektiv, at evnen til at løse personlige konflikter sker næsten automatisk, som en del af de daglige rutiner. Tjenestearbejde og samfundsengagementet dominerer i langt højere grad end behovet for personlig udvikling. Man glemmer så at sige sig selv i arbejdet. Disciplen opbygger og lever i et konstant mentalt spændingsfelt.
Disciplen lærer – ved at være fokuseret og målrettet i sit arbejdet – at leve i et stort mentalt spændingsfelt, som i perioder skaber øjeblikke af stor inspirativ kraft fra sjælen og ashramen. Spændingen er en forudsætning for inspiration. Det er et stadie, hvor disciplen lever med den samme målrettede og fokuserede og selvdisciplin, som en udøver af topidræt gør det, men disciplen er fokuseret på at tjene andre og ikke sig selv.
Spændingen opbygges bl.a. ved at leve et disciplineret liv, hvor man undgår at spilde tid og energi på uvæsentlige ting. For stor opmærksomhed på det fysiske helbred og små skavanker, på andre menneskers fejl og mangler, interesse for hvordan andre tænker, sladder, bekymring og fokus på det seksuelle tapper energier i en helt utrolig grad.
|