Undervisningens formål har i både traditionel og esoterisk forstand til opgave at udvikle bevidstheden hos de børn og unge, der undervises. Det forudsætter en række hypoteser, som er dannelsens mål – dvs. et klart billede af bevidsthedslivets aspekter, som man forsøger at udvikle. I den forbindelse er der en række kritikpunkter i forhold til de gamle metoder, og her tænkes der først og fremmest på de vestlige samfunds undervisningssystemer. Undervisningssystemerne er typisk et udtryk for det sekulariserede, humanistiske og rationalistiske samfundssyn. Det er der kommet mange gode resultater ud af, men der er også skabt en lang række ubalancer, som fremtidens undervisningssystemer er nødt til at rette op på. De gamle undervisningssystemer har betonet:

Individualisme: Dvs. at gøre mennesket til en selvstændig borger og sætte mennesket i centrum, men ofte på bekostning af naturen, miljøet og skabelsesværket.

Frihed: Personlige rettigheder er i fokus, men pligter og ansvar for helheden er trådt i baggrunden.

Konkret tænkeevne: Især hukommelsestræning på bekostning af sociale og etiske færdigheder og udvikling af intuition.

Konkurrenceånd: Via ”karakterræs” er der udviklet en konkurrenceånd på bekostning af evnen til at samarbejde.

Materialisme: Ydre genstande og social status er blevet et ideal på bekostning af åndelige værdier og indre oplysning.

Nationalisme: Er blevet romantiseret på bekostning af idéen om verdensborgerskab.

Aggressivitet: Fortidens og nationens krigeriske bedrifter er blevet idealiseret på bekostning af en forædling i de idéer, der har ført menneskeslægten fremad mod øget etik og moral.