Den mentale integrering
Den tredje fase – 14-21 år – kaldes den fysisk, astrale og mentale integrering. Det er en fase, hvor sjælen forsøger at integrere de tre legemer til en sammentømret enhed, og det sker ved hjælp af tænkeevnen. Tænkeevnen udvikles til et niveau, hvor den bliver dominerende. Eleven (sjælen) lærer at skelne mellem hukommelsestræning og regulær tænkning. I fremtiden vil man uddanne unge i at skelne mellem tankesindets tre aspekter:
a. Det konkrete tankesind også kaldet det receptive tankesind. Den lavere tænkeevne omfatter hukommelsesaspektet, det adskillende aspekt, den analytiske funktion og evnen til at formulere konkrete idéer, baseret på materiel iagttagelse, materielle begær og materielle formål.
b. Sjælen og det intuitive tankesind. Sjælens erfaringer gennem mange liv eksisterer som intelligent kærlighed og visdom, og inspirationen registreres i bevidstheden som sjælens indre stemme, der er en intuitiv erkendelse af sandhed.
c. Det højere abstrakte tankesind kaldes også det oplysende tankesind. Det er idéernes verden, som oplyser det konkrete tankesind, når det ”holdes i lyset” via meditation over f.eks. et nøgleord – (vilje, skønhed, balance osv.).
|