Shivas øje
Shivas øje (som det kaldes i Østen) svandt efterhånden ind i mennesket, dengang det blev nødt til at fokusere på fysiske oplevelser. Øjet kaldes sædvanligvis ”det tredje øje”, men det ville være mere korrekt at kalde det for ”det første øje”. H.P. Blavatsky påpeger, at alle grupper og familier af levende arter oprindeligt var tvekønnede og objektivt enøjede, inden de begyndte at udvikle deres ”skindklædninger”. Måske husker man Homérs sagn om Odysseus, hvor han kæmpede med kyklopen – kæmpen, der kun havde ét øje midt i panden!
Det kyklopiske øje hos mennesket var engang redskabet for det åndelige syn, og hos dyret var det redskabet for det objektive syn. Efter at have udført sin funktion blev øjet under den fysiske evolution afløst, for udviklingen gik fra det enkle til det komplicerede − to øjne. Mennesket blev på den måde udrustet af naturen til at håndtere fremtidige erkendelser inden for kommende områder. Det forklarer, hvorfor glandula pinealis (pinealkirtlen) opnåede sin højeste udvikling parallelt med den laveste fysiske udvikling. I hvirveldyrene er pinealkirtlen den mest fremtrædende og objektive, hvorimod den er omhyggeligt skjult og utilgængelig hos mennesket undtagen for anatomien, hvor forskerne specialiserer sig i organismens indre opbygning. Både hypofysen og pinealkirtlens omtales i Claudius Galenos’ skrifter (år 200 e.Kr.)[1].
Pinealkirtlen producerer hormonet melatonin, som er ansvarlig for bl.a. søvnkvaliteten, cellernes livslængde og kroppens døgnrytme. Desuden regulerer pinealkirtlen aktiveringen af pubertetens start, og derfor er den afgørende for modningen af både personligheden og kønstrækkene. En ubalance i pinealkirtlen vil være en trussel mod hormonsystemet og arvemassen.
_________________________________
[1] Claudius Galenos eller Claudius Galen (ca. 129-ca. 217) var romersk læge af græsk afstamning.
_________________________________
|