I buddhismen var det Siddharta Gautama Buddha, der viste menneskeheden vejen til oplysning. Det centrale i Buddhas budskab er, at mennesket selv må gå vejen og ved egen kraft frigøre sig fra menneskelige lidelser. Frigørelsen består i at løfte sig op over eller disidentificere sig med det forgængelige, og i stedet identificere sig med livets evige principper. Og en af metoderne er meditation eller ”rigtig selvfordybelse”. Måske bør det tilføjes, at Siddharta Gautama ikke er den eneste buddha. Ifølge den buddhistiske mytologi har der været mange buddhaer før Siddharta, og han er ikke den sidste. Buddha er derfor ikke et personnavn, men et ophøjet princip eller et udtryk for guddommelig bevidsthed.

Buddha betyder ”den oplyste” eller ”den fuldt vågne”, for han var Sakyamundi − den vise sakyer − ”den, der har vandret vejen til ende”. Det fortælles, at Buddha efter syv års vandringer, studier, askese og meditation satte sig for at meditere under et figentræ. Han bekendtgjorde først, at han ville meditere uafbrudt, indtil han opnåede fuldkommen indsigt. Træet blev senere kaldt “Bodhi-træet”, som betyder “erkendelsens træ”, for via sin meditation opnåede Buddha den store illumination eller indre oplysning. På tre nætter gennemskuede han tilværelsens dybeste mysterier.

Herefter var han en oplyst mester. Han vidste, at man ikke kan tænke sig til højere bevidsthed. Højere bevidsthed er noget man bliver og herefter er. I denne høje tilstand er man ét med alt. Adskillelse er en illusion. Han indså, at en logisk forklaring ville opsplitte og dermed ødelægge erkendelsen af enhed. Derfor var han tilbageholdende med at omsætte sin subtile indsigt til en lære, der skulle videregives med ord, for hvordan forklarer man en erkendelse, der ligger hinsides logisk tænkning og tale? Hans budskab var derfor hans liv og han gerning, men han holdt dog taler. I den berømte Benares-tale oplyste han, at der i livet er to yderligheder, man bør undgå: Et liv i begærtilfredsstillelse og et liv i forsagelse.