Teresa af Avila

En af de mest kendte kristne mystikere er den hellige Teresa af Avila. Hun skelnede selv mellem fordybelse i Bibelen og kontemplation på Gud. Det sidste indebar total selvforglemmelse. Hendes metode til tilnærmelse til Gud via bøn bygger på en allestedsnærværende Gud, som også er i menneskets sjæl. Når et menneske vil finde Gud, skal det derfor søge i sit indre. Forestillingen om en personlig Gud − om at mennesker kan se Gud, som om Han stod foran dem, er ifølge disse erfaringer både forkerte og naive. Gud og mennesket er ét i erkendelsen, og det er sandsynligvis det, Kristus gav udtryk for, da han sagde: ”Faderen og jeg er ét.” Kristne mystikere som f.eks. Sankt Augustin kunne dokumentere dette i kraft af sin egen oplevelse, for han sagde: “Jeg søgte Dig udenfor, og Du var midtpunktet i mit hjerte.” Når et menneske mediterer, forsøger det derfor ikke noget, det ikke er. Det forsøger at blive det, som det dybest set er.

Bøn og meditation er to forskellige metoder til at kontakte den indre virkelighed. Mens grundlaget for bøn er den transcendente Gud, der befinder sig over og hinsides menneskets verden, så henvender meditationen sig til mennesker, der desuden oplever Gud som immanent – altså inde i sin skabelse. Begge metoder er effektive, for Gud er både transcendent og immanent. I bønnen påkaldes kilden til livet med ønsket om at modtage, hvad man har behov for. Både bøn og meditation er reelt påkaldende. Begge metoder påkalder åndelige kræfter i et forsøg på at kanalisere energier som svar på en intention, men bøn tiltaler primært mennesker, der benytter følelsen og hengivenheden som en kraftkilde i processen, hvorimod meditation tiltaler tænkende mennesker.