Den japanske zenbuddhisme er givetvis en variant af Siddharta Gautamas buddhisme. Det essentielle i zen er muligvis Buddhas udtalelse:

”Se ind i dig selv, du er Buddha!”

Disciplene fik på denne måde en klar henvisning til, hvor de skulle lede efter sandheden. Svarene findes ikke i den ydre verden, for den er midlertidig og forgængelig. Svarene findes i menneskets indre. Her er der overensstemmelse med hinduismen, for i hinduismen kaldes den fysiske verden for ”maya” − uvirkelig. Ethvert menneske rummer samme potentiale som en buddha eller andre oplyste mestre. Mennesket skal imidlertid selv finde og gå vejen, og denne rejse er en indre rejse.

Zen er reelt ikke en religion. Zen er en måde at leve på. Der findes ingen zen-bibel eller andre hellige skrifter, for ifølge zen-mestrene ville nedskrevne forklaringer, love og regler begrænse og betinge tankesindet. Hellige skrifter bliver efterhånden til indiskutable dogmer, som indsnævrer disciplens udvikling, for når disciplene lader livet styre af skrifternes ord, lytter de ikke til deres egen indre autoritet, men følger blindt ydre love og læresætninger. Her er kristendommens dogmer og doktriner et eksempel på denne uheldige proces, hvor religionen er blevet til blind tro på skrifterne og præsternes fortolkninger − og det vil reelt sige autoritetstro.

Ifølge teosoffen Geoffrey Hodson tilstræber zen-buddhisterne:

”− en total tankefri, sindsfri, intuitiv erkendelse af,

at sindets essens er alt, og alt er sindets essens.”[1]

_________________________________

[1] Geoffrey Hodson: The American Theosophist, 1971, p. 281

_________________________________