Zen-buddhisterne stiler imod en bevidsthed, der erkender, at overalt er her, at enhver tid er nu, og at ydre og indre, foroven og forneden ikke eksisterer. Denne adskillelse skaber mennesket selv med sin tænkning, og her er zen-buddhisterne enige med eksempelvis Alice A. Bailey og H.P. Blavatsky, som begge oplyser, at ”tænkningen er virkelighedens drabsmand.” Og Mester Eckhart sagde: ”Den erkendende og det erkendte er ét.”

Østens meditationsteknikker minder derfor meget om nutidens meditationssystemer, fordi de anvendes til selvrealisering. Mennesket skal lære at skelne mellem det, som det virkelig er, og det, som det tror, det er. På trods af at mennesket både siger og oplever, at jeg tænker, jeg føler eller jeg handler − erkender det ikke, at det er et ”jeg”, der tænker, føler og handler. I stedet identificerer det sig stort set altid med sine tanker, følelser og handlinger. Men tanker, følelser og evnen til at handle er blot redskaber, som ”jeg’et” eller sjælen anvender, og ved hjælp af identifikation med sjælen − eller disidentifikation med redskaberne − kan mennesket gøre sig til herre over sine redskaber.