Ethvert barn, der kommer til verden, har ret til forhold, der gør det i stand til fuldt ud at udvikle de evner, det medbringer fra tidligere liv. Og før det bliver en selvfølge i landets civilisation, bør man ikke være tilfreds med det sociale system. Er det ikke på tide, at et lands ledende kræfter indser, at børn, der fødes i en demokratisk og civiliseret nation, ikke skal holdes nede på grund af økonomiske eller sociale vilkår? Rigdom bør ikke være den faktor, der ligger til grund for opdragelsen. Velhavende forældre kan få børn med middelmådige evner, mens børn fra lavere sociale samfundslag, kan være født med evner, der kan gøre dem til vigtige samfundsborgere.

Den politik, der styrer en nation, skal styre mod retfærdighed. Den skal forsøge at reducere de sociale skel til et minimum og øge samarbejdet og sammenholdet i nationen. Ellers bliver egoisme, grådighed og materialisme de vigtigste faktorer i opdragelsen og indstillingen til samfundet i stedet for etik, moral og medmenneskelighed. For som det blev nævnt i begyndelsen, kan begrebet ”god borger” defineres som et menneske, der er i stand til at leve sammen med sine medmennesker − et menneske, der kan indrette sig efter andre og samarbejde med dem − et menneske, der er indstillet på at bære sin del af den fælles samfundsmæssige byrde og gøre sit bedste i forhold til sine ressourcer for at hjælpe de svagere medlemmer af samfundet.

Alt for mange mennesker

har endnu ikke nået deres egen “koperniske revolution”,

for de stadig betragter sig selv som midtpunkt

for alt omkring sig på samme måde,

som astronomer før Kopernikus mente,

at Jorden var Universets midtpunkt.