Det må ikke glemmes, at et barn har visse naturlige begrænsninger. I de første syv år af barnets liv er hjernen ikke i stand til at præstere en tænkning, der kan kaldes ”fornuft”. Det ræsonnerer til en vis grad, men hjernen er endnu ikke så udviklet, at synapserne (nervetrådene, der forbinder hjernecellerne) kan mødes. I de første syv leveår er det derfor den fysiske krop, der skal plejes − ikke tænkeevnen gennem argumenteren og ræsonneren. Barnets hjerne vokser stadigt og er i gang med at udsende de omtalte synapser, og man skal derfor fokusere på barnets evne til at bruge sine sanser og gøre dem skarpere, end de ville være, hvis de blev forsømt i denne livsperiode, hvor de er mest modtagelige for udvikling.

Fra syv til fjorten år kommer barnet ind i en livsperiode, hvor følelserne bliver stærkere. I denne periode er det nødvendigt at lære barnet den moral, der skal gælde i livet. Det gælder moral af enhver art − både gennem vejledning og eksempel. Det er i disse vigtige år, at barnets følelser udvikles. Hvis barnet hører om idealer, og følelserne trænes til at forstå de grundlæggende principper for rigtige menneskelige relationer, vil det bringe en mængde idealer med sig, som kan hjælpe det gennem vanskelige perioder senere i livet. Men man skal vælge beretninger, der handler om mennesker, som har vist ægte medmenneskelighed. Ikke kun historier om konger og generaler (mange konger og hærførere har gjort mere skade end gavn), og ikke kun om store krige (mange krige er direkte tåbelige), men beretninger om menneskehedens virkelige helte − de, der har højnet moralen og inspireret til fred og samarbejde.

Og fra det fjortende til det enogtyvende år kan man arbejde intensivt med barnets tænkeevne. Med et stærkt legeme og med styr på følelserne, kan den mere videnskabelige eller tekniske side af opdragelsen intensiveres.

Det er mangel på opdragelse, der er skyld i de fleste negative og destruktive sider hos unge mennesker. Uanset hvilken opdragelse man giver barnet, skal man undgå at gøre den ensidig. Man skal give kundskaber, der dækker et stort område, samt speciel kundskab om det emne, som barnets ud fra sine talenter eller temperament selv vælger. Et barn bør altid selv vælge sin livsopgave.

Hvis et ungt menneske ikke får den opgave i livet, som dets egen natur fører det til, bliver det aldrig lykkeligt. Et menneske skal have et arbejde, der gør det muligt at udtrykke sin inderste natur, skaber glæde og tilfredshed. Det er normalt ikke hårdt arbejde, der afskrækker et menneske. Et godt eksempel er sport. Her holder man af anstrengelsen, fordi man holder af spillet. Men det er vigtigt at indskrænke det rutinemæssige arbejde til et minimum. Mennesket skal have tid til og mulighed for at udvide og udvikle sine egenskaber og evner.