Normerne for datidens opdragelse
Datidens borgere skulle gennemgå en ensartet opdragelse. Den begyndte i hjemmet, og opdragelsen blev derefter kombineret med en lærers opdragelse i en offentlig skole. Når drengene var omkring 18 år, fortsatte opdragelsen i militæret, for en af borgerens faste pligter var at forsvare sin by. Efter to til tre års militærtjeneste blev den unge mand officielt optaget i Athens borgerskab med en højtidelig ceremoni, og i denne forbindelse blev hans egne ejendomme formelt overdraget til ham.
Den ed, der blev aflagt i forbindelse med optagelsesceremonien, var en ed, der bandt den nye borger til de højeste pligter mod staten, byen og partneren, og den forpligtede ham til at vise respekt, praktisere tjeneste og være flittig. Den nye borger måtte sværge aldrig at ville skade sin by, men altid stræbe efter at gavne den. Han aflagde ed på, at han ville aflevere den til sine efterkommere, større og rigere, end da den blev lagt i hans hænder − og at han om nødvendigt ville dø for at forsvare byen. Han forsikrede, at han ville adlyde lovene og bevare traditionerne, sådan at han ved sin indtræden i manddommens og borgerskabets pligter bandt sig til sin stat og helligede sit liv til dette store arbejde.
Borgerskab krævede opdragelse
Den unge mand måtte opdrages for at blive en god borger. Borgerne var lige, og enhver var forpligtet til at løfte sin del af opgaven med at bevare byens velfærd og forsvare dens sikkerhed, for de var bundet til den ed, de havde aflagt. Derfor kunne ethvert embede i byens ledelse principielt overdrages til enhver borger i Athen, og det var ikke muligt at sige nej til dette tjenestearbejde. Enhver borger skulle være parat til at tage sin plads i byens udøvende og lovgivende råd − eller i de retslige råd for at dømme i retssager og sørge for lovenes overholdelse i byen.
Athens bysamfund var på denne måde et eksempel på ophøjet idealisme hos borgeren − en idealisme, der bygger på den erkendelse, at en god borger skal være et menneske, der er omgivet af andre borgere, der alle har ansvaret for samfundets pligter − en god borger, som tilbyder sin hjælp for at udføre sin del af de fælles opgaver − en god borger, som i kraft af sin opdragelse er parat til at påtage sig det tillidshverv, han udnævnes til − og uden ret til at sige nej til denne opgave, uanset hvor besværlig den måtte være. Opdragelsen af ungdommen i Athen var fokuseret på dette høje borgerideal.
|