I fortiden, da bysamfundet var idealet for en nation, fandtes der i byerne et såkaldt kultiveret borgerskab. Men dette samfund havde en stor fejl – det var baseret på slaveri. Eksempelvis var kulturen, kunsten og livet i det gamle Athen baseret på, at de velstillede borgere ejede og underkuede sine medmennesker. Slaverne blev stort set ikke betragtet som medmennesker − ja knap nok som mennesker. Som man kan se det hos Aristoteles, blev de betragtet som medlemmer af en lavere race − en race, som ikke havde krav på lighed og ligeværdighed.

Dengang opdelte man byens borgere mellem ”grækere” og ”barbarer”. Man påstod, at for at skabe et kultiveret demokrati, var det nødvendigt at fastholde ”lavere mennesketyper” i slaveri. På en måde udgjorde de såkaldte ”barbarer” grundlaget for ”demokratiet”. Slavernes manglende finhed gjorde det muligt for andre at betragte sig som forfinede. Slavernes uvidenhed gav andre tid og overskud til at udvikle viden og intelligens. Slavernes særdeles snavsede omgivelser (uden for deres herrers huse) hjalp til at skabe det finere borgerskabs afslebne natur − en natur, der ifølge historieskriverne udviklede et af menneskehedens højere civilisationer.

Men det græske ideal var grundlæggende egoistisk, for det ignorerede velfærden for en stor del af folket. En civilisation med denne holdning og adfærd er dømt til undergang, for et stabilt samfund bygger på ægte broderskab, og det er ikke baseret på en tyk og mørk skillelinje, der deler borgerne i højere og lavere mennesketyper − eller rige og fattige − fine eller ufine.