Fænomener

I denne bog er der i et vist omfang forklaret forskellige metafysiske fænomener, men før bogen afsluttes, vil det være relevant at lave en liste over de fænomener, der hyppigst forekommer, og forklare de årsager, der normalt ligger til grund for dem. Astralplanets muligheder er imidlertid så varierede, at næsten alle de kendte fænomener kan skabes på flere forskellige måder, og derfor er det kun muligt at give generelle retningslinjer.

Spøgelser eller genfærd er et godt eksempel, for ordene bruges så overfladisk, at de reelt kan betegne stort set alle astralplanets beboere. Mennesker med psykiske evner ser hele tiden disse fænomener, men hvis et gennemsnitsmenneske skal se det, de kalder et ”spøgelse”, må ”spøgelset” enten materialisere sig, eller også må mennesket kunne se med sit metafysiske syn. Hvis det var almindeligt, ville alle møde ”spøgelser” på gaden lige så ofte, som man møder fysisk levende mennesker.

Hvis det såkaldte spøgelse svæver over en grav, er der sandsynligvis tale om det æteriske legeme fra en afdød, der er begravet for nyligt. Men det kan også være et fysisk levende menneske, som i sit astrallegeme under søvnen opsøger en vens grav. Og endelig kan det være en materialiseret tankeform. Den materialiserede tankeform er en kunstig elemental, der skabes af et menneske, der forestiller sig, at det befinder sig det pågældende sted. Disse varianter kan let skelnes fra hinanden af en trænet clairvoyant, men en uøvet vil sandsynligvis kalde alle fænomener for et ”spøgelse”.

Et genfærd, der viser sig i dødsøjeblikket, er ikke ualmindeligt − og det er ofte en virkelig tilsynekomst af det døende menneske i astrallegemet lige før døden indtræffer. Men der kan også være tale om tankeformer, som skabes af det døende menneskes inderlige ønske om at se en ven en sidste engang, før det glider over i en ukendt tilstand. Der er eksempler på, at fænomenet viser sig efter dødsøjeblikket og ikke før. Hvis det er tilfældet, er den besøgende virkelig et astralt ”spøgelse”, men af forskellige grunde er denne form for genfærd mere sjælden end de andre.

Et genfærd, der viser sig på det sted, hvor en forbrydelse er blevet begået, er ofte udtryk for tankeformer, der skabes af forbryderen. Uanset om forbrydere er levende eller døde − men særligt når de er døde − gentager de igen og igen omstændighederne omkring forbrydelsen. Da disse tanker naturligvis er særlig levende i forbryderens bevidsthed på årsdagen for forbrydelsen, er tankerformerne ofte kun stærke nok til at materialisere sig ved denne lejlighed. Det forklarer den periodiske tilsynekomst af nogle af denne gruppes manifestationer. Vaneforbrydere er ofte for afstumpede til at blive påvirket af erindringen om bestemte forbrydelser, men i disse tilfælde spiller andre faktorer ind.

I forbindelse med denne type fænomener bør det nævnes, at uanset hvor en sindsoprivende begivenhed er sket, og uanset hvor en ekstrem rædsel, smerte, sorg, vrede eller anden intens følelse er kommet til udtryk, vil den altid skabe en astral form, der er så kraftfuldt, at et menneske med selv svage astrale evner ikke kan undgå at blive påvirket af den. Og med en ganske svag og kortvarig forøgelse af sensitiviteten vil begivenheden kunne udspille sig i alle detaljer for det clairvoyante syn. Vedkommende vil ofte konkludere, at stedet er hjemsøgt af et spøgelse.

Mennesker, der endnu ikke har udviklet metafysiske evner, oplever ofte ubehag, når de besøger disse steder. Mange mennesker føler sig også dårlig tilpas, når de besøger Madame Tussauds rædselskabinet. De er ikke klar over, at væmmelsen skyldes de uhyggelige astrale former, der er knyttet til figurerne og scenerne. Figurerne er faktuelt omgivet af skræk og rædsel, og oplevelsen forstærkes af de ondartede astrale væsener, der altid sværmer omkring disse steder.

Alle har hørt om familiespøgelser, for de er standardtilbehør i beretninger om overnaturlige fænomener i gamle slotte, godser og herregårde. Der kan være tale om en tankeform eller en usædvanlig tydelig astral skikkelse. Eller det kan være et jordbundet menneske med tilknytning til stedet, der stadig hjemsøger scenen for sine tanker og håb i det fysiske liv.

En anden form for fænomener kommer til udtryk som klokkeringning, stenkastning, porcelæn, der knuses o.l. Der er næsten altid tale om elementale kræfter, som sættes i gang af en afdød, der gør et tåbeligt forsøg på at tiltrække sig sine venners opmærksomhed i den fysiske verden. Det gøres ofte i blind uvidenhed. Men det kan også gøres bevidst af et barnagtigt, drillesygt naturvæsen. Disse fænomener kaldes normalt poltergejster.

Eventyr kan være skabt på grundlag af en usynlig sandhed. Clairvoyante kan nemlig berette om en verden af naturvæsener, der er usynlig for det fysiske syn. De fortæller, hvordan disse naturvæsener ofte laver narrestreger med et forvirret offer. De indhyller det i blændværk, og får det eksempelvis til at tro, at det ser huse og mennesker, hvor der hverken findes huse eller mennesker. Der er ikke altid tale om et flygtigt sceneri, for der er eksempler på, at et menneske oplever en lang række indbildte men særdeles realistiske scener – og pludselig er de eventyrlige omgivelser forsvundet i et glimt. Men det betyder på ingen måde, at alle populære eventyr er baseret på virkeligheden. Fysiske menneskers forestilling om disse naturvæsener er næsten altid blandet med overtro.

I spiritistiske seancer skabes mange fysiske fænomener af naturvæsener. Mange seancer er i bund og grund disse underholdende væseners værk. Seancerne kan sagtens indeholde realistiske elementer – for eksempel besvarelse af spørgsmål, meddelelser fra afdøde ved hjælp af bankelyde eller bordvipning, skabelse af ”åndelys”, teleportation af genstande, aflæsning af deltagernes tanker, manifestation af skriftlige beskeder eller tegninger og endog materialisering af genstande.

Hvis naturvæsenerne ønskede det, kunne de faktisk give en seance uden menneskers medvirken. For selvom de nok ville have problemer med at manifestere visse fænomener, ville deres enestående evne til at skabe illusioner gøre det nemt for dem at få hele forsamlingen til at tro, at fænomenerne faktisk finder sted − medmindre der er en kompetent clairvoyant til stede, som kender deres tricks og ved, hvordan man modarbejder dem. Generelt kan man sige, at hvis der indgår tricks og tåbelige numre i en seance, er der enten et lavtstående naturvæsen til stede, eller et menneske, der er tilstrækkelig uudviklet til at deltage i disse tåbelige forestillinger.

Ved spiritistiske seancer er der mange former for naturvæsener, der er i stand til at ”kommunikere” med, besætte eller tale igennem et trancemedie. Sandsynligvis ville samtlige beboere på astralplanet kunne gøre det samme − men når man hører beretninger fra seancerne, er det indlysende, at fænomenerne ikke skyldes beboere fra de højere planer.

Ved private seancer er en manifesterende ”ånd” som regel, hvad den giver sig ud for − især hvis seancen ledes af seriøse og vidende mennesker. Men det forekommer, at den ikke er det. Uvidende deltagere har derfor ingen chancer for at vurdere, hvad der er ægte og hvad der er falsk. Årsagen er, at et astralt væsen kender alle astralplanets muligheder for at bedrage et menneske på det fysiske plan, og disse muligheder er så omfattende, at man aldrig kan vide, om det man ser, er virkeligt eller ej.

Hvis et astralt væsen manifesterer sig i en seance og siger, at det er en deltagers afdøde ven, kan man ikke være sikker på, at det er sandt. Hvis væsenet fortæller om forhold, som kun deltageren og vennen kender til, er man lige vidt. Disse oplysninger kan med lethed aflæses i deltagerens sind − eller de kan hentes fra den astrale verden. Selv hvis det astrale væsen fortæller noget som deltageren ikke selv ved om vennen, og som bagefter kan verificeres, kan disse informationer også aflæses i de astrale optegnelser. Det astrale væsen er måske blot vennens astrale skygge, og den rummer vennens hukommelse, uden at den derfor er vennen selv.

Det betyder ikke, at astrale væsener ikke giver vigtige meddelelser under seancer, og at de ikke er nøjagtig den, de siger, de er. Men det er helt umuligt for deltagerne i en seance (og navnlig i en offentlig seance), at være sikker på, at de ikke føres bag lyset, for det kan ske på utallige måder.

Der findes få tilfælde, hvor medlemmer af den tidligere omtalte loge, der stiftede den spiritistiske bevægelse, selv har givet vigtige oplysninger om dybt interessante emner gennem et medie, men det er altid sket i helt private seancer og aldrig som offentlige forestillinger, hvor der betales entré.

For at forstå hvordan mange fysiske fænomener skabes, er det nødvendigt at have kendskab til forskellige hjælpekilder, som mennesket råder over på astralplanet. Hjælpekilderne hører til bogens emne, men det er vanskeligt at beskrive dem, navnlig fordi nogle nødvendige restriktioner skal respekteres. Det vil hjælpe på forståelsen, hvis man husker, at den astrale verden på mange måder er en forlængelse af den fysiske verden. Desuden er det en kendsgerning, at stof findes i en æterisk tilstand, og selvom det er vanskeligt at forstå, er det rent fysisk. Men det viser, hvordan den ene stoftilstand glider over i den næste. I hinduernes opfattelse af jagrat − eller ”den vågne tilstand” − udgør det fysiske plan og astralplanet en enhed, sådan at de syv underplaner består af det fysiske stofs fire tilstandsformer samt det astrale stof i tre store opdelinger.

Med udgangspunkt i denne model er det nemmere at tage endnu et skridt og acceptere, at astral clairvoyance kan defineres som evnen til at opfatte både flere og mere forskellige vibrationer. I det fysiske legeme opfatter mennesket bestemte vibrationer som lyd. Andre og hurtigere vibrationer registreres som lys − og en tredje type vibrationer som elektricitet. Men der findes et ufatteligt antal mellemliggende vibrationer, som også har en virkning, men som ikke kan opfattes med de fysiske sanser. Det er indlysende, at hvis alle − eller i det mindste nogle − af disse mellemliggende vibrationer kunne opfattes på astralplanet, ville menneskets forståelse af naturen blive langt større på dette plan − og mennesket ville blive i stand til at få oplysninger, som er skjult for de fysiske sanser.

Nogle af disse vibrationer går uden besvær gennem fast fysisk stof, og dermed bliver egenskaberne ved det æteriske syn logiske. Men hvis det astrale syn skal forklares, er det nødvendigt at medregne den fjerde dimension. Det er indlysende, at alene den kendsgerning at et væsen, som er i besiddelse af astralt syn, er nært forbundet med evnen til at skabe mange af de fænomener, der opfattes som mystiske − eksempelvis evnen til at læse siderne i en lukket bog. Desuden omfatter det astrale syn også evnen til at læse tanker (forudsat at de påvirker følelserne). Hvis evnen kombineres med kendskab til projicering af astrale energier og evnen til at iagttage en genstand, uanset hvor den befinder sig på planeten, kan mange af clairvoyancens fænomener forklares. Dette interessante emne kan studeres i bogen Clairvoyance,[1] hvor de forskellige varianter er beskrevet, og hvor der gives mange eksempler.

Virkelig trænet og fuldkommen pålidelig clairvoyance er ensbetydende med helt andre evner, men da de tilhører et højere plan end det astrale, falder de uden for bogens emne. Evnen til nøjagtig forudviden hører til på et højere plan − og alligevel viser der sig ofte glimt eller afspejlinger i det astrale syn. Det sker ofte hos naturlige og ukomplicerede mennesker, der lever et liv i balance.

Det må heller ikke glemmes, at astralplanets intelligente beboere ikke alene er i stand til at opfatte de æteriske vibrationer, men hvis de lærer, hvordan de skal bære sig ad, kan de aktivere dem og anvende dem til egne formål.

Metafysiske kræfter og metoder til at kontrollere dem må ikke offentliggøres på nuværende tidspunkt. Der er dog grund til at tro, at nogle få metoder snart bliver almindelig kendt. Måske er det muligt − uden at overskride de tilladte grænser − at oplyse tilstrækkeligt til at skitsere, hvordan visse fænomener skabes.

Hvis man har erfaring med fysiske fænomener, der skabes ved spiritistiske seancer, har man også set eksempler på anvendelsen af en bogstaveligt talt uimodståelig kraft, der for eksempel blev anvendt til kortvarig flytning af enorme byrder. Deltagere med en videnskabelig holdning undrer sig sandsynligvis over, hvor denne kraft kom fra − eller hvilken vægtstangsteknik, der anvendes. Denne form for astrale fænomener kan udføres på forskellige måder, men det er tilstrækkeligt at antyde fire.

For det første er der store æteriske energistrømme, der konstant hvirvler hen over jordoverfladen fra pol til pol. Det sker med en kraft, der er lige så uimodståelig som tidevandet, og der findes metoder, der gør det muligt at udnytte denne enorme kraft på en sikker måde − men ukyndige forsøg på at styre den vil være særdeles risikabelt.

For det andet er der, hvad man kan kalde et æterisk tryk, der til en vis grad svarer til det atmosfæriske tryk − selvom det æteriske tryk er langt større. Normalt er ingen opmærksom på disse tryk, men begge eksisterer. Hvis naturvidenskabens forskere var i stand til at tømme en beholder for æter, på samme måde som de kan tømme den for luft, kunne det æteriske tryk dokumenteres. Når det ikke er muligt, skyldes det, at æterisk stof passerer frit igennem fysisk stof. Derfor kender fysikerne endnu ikke metoder, der gør det muligt at adskille en afgrænset mængde æter fra resten af æteren. Den praktiske åndsvidenskab ved, hvordan det gøres, og dermed bliver det muligt at anvende det æteriske tryks enorme kraft.

For det tredje er der et stort forråd af potentiel energi, som befinder sig i en passiv tilstand under involutionsprocessen, hvor det finere stof blev omdannet til grovere stoftilstande. Men ved at ændre stoftilstanden kan en del af denne energi i et vist omfang frigøres og udnyttes, ligesom latent energi kan frigøres i form af varme ved at ændre tilstanden i det synlige stof.

For det fjerde kan der skabes mange resultater − store og små − ved en udvidelse af et princip, der bedst kan beskrives som parallelle vibrationer. Eksempler fra det fysiske plan vil oftere fordreje end belyse astrale fænomener, for i bedste fald er de kun delvis dækkende. Men to helt enkle eksempler kan alligevel gøre dette vigtige emne klarere − forudsat at sammenligningen ikke overtolkes.

Det er en kendt sag, at hvis en streng på en harpe slås kraftigt an, så vil dens vibrationer forplante sig til parallelle vibrationer i de tilsvarende strenge på andre harper i nærheden. Det er også velkendt, at hvis et stort kompagni soldater skal over en hængebro, må de ikke gå i takt, for hvis de marcherer taktfast, risikerer man, at de sætter broen i svingninger, der forstærkes for hvert skridt, indtil man når jernets bristepunkt − og hele konstruktionen vil bryde sammen.

På baggrund af disse to analogier (som kun er delvis dækkende) er det nemmere at forstå, at hvis et menneske kender grundtonen – det vil sige den nøjagtige frekvens − i den stoftype, der skal påvirkes − er det muligt at aktivere en utrolig mængde parallelle vibrationer alene ved at udsende selve grundtonen. På det fysiske plan udvikles der ikke ekstra energi, men på astralplanet er stoffet langt mere sensitivt og fleksibelt. Når det astrale stof sættes i svingninger, forplanter svingningerne sig og øger impulsen, som på den måde kan blive mangedoblet. Rytmiske gentagelser af impulsen, (der kan sammenlignes med de marcherende soldaterne på broen), kan intensivere vibrationerne så meget, at resultatet er astronomisk sammenlignet med den første impuls. Man kan faktisk sige, at der ikke er nogen grænser for effekten af denne kraft, når den kontrolleres af en mester, der behersker teknikken. Manifestationen af Universet er simpelthen resultatet af de vibrationer, der blev igangsat af Ordet.

Der findes mantraer, som skaber resultater − ikke ved at beherske en elemental, men ved gentagelse af bestemte lyde. Mantraets effekt er på tilsvarende måde afhængig af de parallelle vibrationer, som lyden skaber.

Opløsningsfænomener kan skabes ved hjælp af meget hurtige vibrationer, der nedbryder sammenhængskraften i genstandens molekyler. En endnu hurtigere vibration − af en noget anden karakter − vil igen opsplitte molekylerne i atomer. En genstand, som på denne måde er reduceret til sin æteriske tilstand, kan lynhurtigt flyttes fra sted til sted ved hjælp af astral energi. Når man afbryder den kraft, der ændrede genstandens stoflige tilstand, vil det æteriske tryk tvinge den tilbage til den oprindelige tilstand.

Studerende har ofte svært ved at forstå, hvordan genstanden bevarer formen under eksperimentet. Deres argument er, at hvis en metalgenstand − eksempelvis en nøgle – opvarmes, smeltes og omdannes til en luftformig tilstand, vil den vende tilbage til sin faste tilstand, når opvarmningen afbrydes, men den vil ikke længere være en nøgle men en klump metal. Tilsyneladende er det en logisk indvending − men analogien holder ikke. Elementalessensen, der gennemtrænger nøglen, bliver spredt på grund af tilstandsændringen − ikke fordi selve essensen bliver påvirket af varmen, men fordi dens midlertidige fysiske legeme ødelægges som en fast form, og essensen strømmer derfor tilbage til det store reservoir. Det svarer nogenlunde til menneskets højere principper, for selvom de ikke påvirkes af varme eller kulde, tvinges de højere principper alligevel ud af den fysiske krop, når den brændes.

Derfor vil det, der engang var nøglen, atter køles ned og antage fast form, men den fysiske elementalessens, der strømmer tilbage fra reservoiret, er ikke den samme, som den elementalessens, nøglen tidligere bestod af. Det er årsagen til, at formen ikke opretholdes. Men et menneske, der opløser en nøgle for at flytte den fra et sted til et andet ved hjælp af astrale energistrømme, vil være omhyggelig med at bevare den samme elementalessens i nøjagtig samme form indtil flytningen er gennemført. Når viljekraften bevidst afbrydes, fungerer den derfor stadig som den oprindelige form, som de tungere partikler kan flyde ind i − eller i virkeligheden samler de sig igen. På denne måde bevares formen − undtagen hvis koncentrationsevnen svigter.

Det er denne metode, der benyttes ved spiritistiske seancer, når genstande transporteres over store afstande på sekunder. Når genstanden er opløst, passerer den uden problemer gennem fast stof − eksempelvis en husmur eller siderne på en låst æske. Når metoden forstås rigtigt, vil den være lige så logisk som vands passage gennem en si eller en luftarts passage gennem en væske i et kemisk eksperiment.

Når det er muligt at omdanne stof fra fast til æterisk tilstand ved at ændre vibrationen, er det selvfølgelig også muligt at vende processen om og omdanne æterisk stof til fast form. Den ene proces forklarer opløsningsfænomenet, og den anden forklarer materialisation. En kontinuerlig fokusering af viljen var nødvendig for at forhindre genstanden i at genindtage sin oprindelige form i det første tilfælde, og det samme gælder i det andet. En fortsat koncentration er nødvendig, for ellers vil det materialiserede stof vende tilbage til sin æteriske tilstand.

Når der materialiseres ved en spiritistisk seance, tages stoffet som regel fra mediets æteriske legeme. Det er en metode, der er usund for mediet − og den er også uheldig på andre måder. Den materialiserede form befinder sig således altid i mediets umiddelbare nærhed, og den er konstant påvirket af en kraft, der forsøger at trække stoffet tilbage til det legeme, den kom fra. Hvis formen fjernes fra mediet i et stykke tid, vil den falde sammen, og stofformen vender tilbage til sin æteriske tilstand og strømmer tilbage til sin kilde.

Der er ingen tvivl om at selv fast stof i nogle tilfælde fjernes midlertidigt fra mediets krop − selvom det kan være vanskeligt at forstå, hvordan denne overførsel er mulig. Disse tilfælde er dokumenteret, og det viste sig ved, at mediets fysiske legeme tabte markant i vægt.

Under en seance er det nemmere at operere i mørke eller dæmpet belysning. Årsagen skulle nu være indlysende, for mediet har som regel kun kraft til at fastholde en materialiseret form − eller blot en ”åndehånd” − i få sekunder, hvis det foregår i de intense vibrationer fra klart lys.

Erfarne deltagere ved seancer har uden tvivl bemærket, at der anvendes tre former for materialiseringer. Der er materialiseringer, som kan føles men ikke ses. Der er materialiseringer, som kan ses men ikke føles. Og der er materialiseringer, som både kan ses og føles. Til den første kategori − som er den almindeligste − hører usynlige ”åndehænder”. De berører deltagernes ansigter eller løfter små genstande omkring i lokalet. Eller de manifesterer stemmer forskellige steder i lokalet. Til dette formål anvendes en form for stof, der hverken kan tilbagekaste eller bryde lysstråler, men under bestemte betingelser skabes der luftvibrationer, som opfattes som lyd. Der findes en variant af dette fænomen, hvor der er tale om en form for partiel manifestation. Selvom der ikke kan tilbagekastes synligt lys, påvirker dette fænomen alligevel nogle af de ultraviolette stråler, og derfor skabes der mere eller mindre tydelige aftryk på en film. På denne måde skaber man de såkaldte ”åndefotografier”.

I den anden form for materialisering oplever man tågeagtige former. Det skyldes, at der ikke er tilstrækkelig kraft til at skabe en rigtig materialisering. I disse tilfælde plejer ”ånderne” at advare deltagerne mod at røre ved de former, der toner frem.

Den tredje form for materialisering ser man i de sjældne tilfælde, hvor der er tilstrækkelig kraft til − i det mindste i nogle få øjeblikke − at materialisere og fastholde en form, som både kan ses og føles.

Når en mester eller mesterens elev ønsker at materialisere deres mentallegeme eller astrallegeme, gør de det ikke ved at tage stof fra deres eget eller fra andres æterlegeme, for de ved, hvordan man skaber ved at hente det ønskede stof direkte fra den omgivende æter.

Fordobling er også et fænomen, der hører til denne del af emnet. Det udføres ved at forme et nøjagtigt mentalt billede af den genstand, der skal kopieres og derefter samle det nødvendige astrale og fysiske stof omkring denne skabelon. For at kunne gøre det, må man være bevidst om hver eneste af genstandens partikler − indre såvel som ydre. Det er derfor et fænomen, der kræver en enestående koncentrationsevne. Er man ikke i stand til at hente det nødvendige stof fra den omgivende æter, er der eksempler på, at man låner det fra den genstand, man ønsker at fordoble, og den vil da miste tilsvarende i vægt.

I åndsvidenskabelig litteratur kan man læse om fortætning af breve og billeder. Fænomenet kan skabes på forskellige måder. Hvis en mester, som ønsker at kommunikere med en eller anden, kan han lægge et stykke papir foran sig og forme et mentalt billede af brevets tekst. Herefter hentes det æteriske stof, der skal bruges til at manifestere det mentale billede som fysisk tekst på papiret. Men hvis det er nemmere, vil mesteren i stedet manifestere det mentale billede på et stykke papir, der ligger foran modtageren − og det kan gøres uafhængigt af afstanden.

En tredje metode, som bruges langt oftere fordi den sparer mesterens tid og energi, består i at overføre brevets indhold til en elevs tankesind og lade eleven gøre det praktiske arbejde. Eleven tager et stykke papir og danner et mentalt billede af brevet skrevet med mesterens håndskrift – og herefter manifesteres skriften på samme måde som mesteren ville gøre det. Hvis det er for vanskeligt både at tage stof fra æteren og samtidig manifestere skriften på papiret, kan eleven have enten blæk eller lidt farvepulver stående på bordet. Begge dele er tæt fysisk stof, og derfor er de nemme at anvende til manifestationen.

Denne evne ville være et ubeskriveligt farligt våben i hænderne på et samvittighedsløst menneske, for det er nemt at efterligne et hvilken som helst menneskes håndskrift − og ingen kendte metoder er i stand til at afsløre dette bedrageri. Mesterens elev kan altid med sikkerhed afgøre, om brevet kommer fra mesteren eller ikke, men for alle andre er det alene brevets indhold og atmosfære, der kan bruges som indikation på afsenderens identitet, for uanset hvor godt håndskriften ligner, er den ikke et bevis i sig selv.

Når en kandidat opøves i materialisering, er det kun muligt at skabe et mentalt billede af nogle få ord ad gangen, og metoden vil derfor ikke være hurtigere, end hvis brevet blev skrevet med hånden. Men en mere erfaren elev, som kan visualisere en hel side eller måske hele brevet på én gang, kan selvsagt udføre arbejdet både hurtigere og nemmere. Denne metode er årsagen til, at der under en seance kan materialiseres ret lange breve på få sekunder.

Når et billede skal fortættes, er teknikken præcis den samme − dog med den forskel, at i dette tilfælde er det nødvendigt, at visualiseres hele billedet på én gang. Hvis billedet har mange farvenuancer, er det ekstra vanskeligt at reproducere det, for farvenuancerne skal holdes adskilt og materialiseres i nøjagtig samme nuancer som på originalen.

Det giver til gengæld mulighed for at udfolde kunstneriske evner, for alle astralplanets beboere er ikke lige dygtige til at skabe billeder. Et menneske, der har været kunstner i det fysiske liv, har lært, hvordan man skal ”se”, og hvad man skal ”se efter”. Derfor er det naturligvis nemmere for en afdød med kunstnerisk talent at materialisere et billede på astralplanet, end det vil være for et menneske, der ikke har udviklet kunstneriske evner.

Nogle af de mest kendte medier er blevet kendte for at udføre tavleskrivning under videnskabeligt kontrollerede forsøg. Tavleskrivning kan udføres ved hjælp af fortætning. Men det er mere almindeligt at anvende en pen, der føres af en ”åndehånd’’. Det eneste, der er materialiseret, er to små punkter, der er nødvendige for at holde pennen.

Levitation er et fænomen, som af og til præsenteres under seancer, men det ses oftere udført af Østens yogier. Levitation er kunsten at få et menneskelegeme til at svæve i luften. Når et medie udfører levitation, bliver kroppen som regel bare løftet af ”åndehænder”, men der findes en anden og mere videnskabelig metode. Inden for åndsvidenskaben ved man, hvordan man kan ophæve eller endog helt vende op og ned på tyngdekraften. Det er indlysende, at ethvert levitationsfænomen nemt kan udføres ved hjælp af denne teknik. Det var uden tvivl denne metode, man benyttede i det gamle Indien og på Atlantis, når datidens luftskibe blev løftet fra jorden og gjort tilstrækkeligt lette til, at de kunne bevæges og styres. Det er sandsynligt, at det også var denne esoteriske viden om naturens finere kræfter, der blev benyttet til at flytte de enorme stenblokke, der blev anvendt ved bygningen af Egyptens pyramider og Stonehenge i England.

Når astralplanets beboere får kendskab til naturens finere kræfter, er det nemt for dem, at skabe det, der kaldes ”åndelys”. Disse ”åndelys” ses enten som blødt fosforescerende lys − eller som skarpt elektrisk lys − eller som mystiske dansende lyskugler − og der findes en bestemt gruppe ildelementaler, som med lethed kan forvandle sig til disse fænomener. Alt lys består af vibrationer i æteren, og derfor kan enhver, der ved, hvordan man skaber disse vibrationer, manifestere en hvilken som helst form for lys.

Det meget specielle fænomen, der består i arbejde med ild uden at blive brændt, udføres normalt også ved hjælp af den æteriske elementalessens − selvom der også kan anvendes andre metoder. Det tyndeste æteriske stoflag kan bearbejdes på en måde, der forhindrer varme i at trænge igennem. Når mediets eller en deltagers hånd beskyttes med dette stoflag, er det muligt at holde brændende kul i hånden eller tage på rødglødende jern uden at brænde sig.

Ud over de specielle kræfter, der her er omtalt, bruges et såkaldt stangprincip ofte til at manifestere mindre fænomener − f. eks. at vippe borde eller banke på et eller andet − og her er støttepunktet mediets krop, og ”stangen” er en strøm af ektoplasma,[2] der projiceres ud fra den.

De fleste fænomener i seanceværelset er nu beskrevet, men uden for værelset er der et par usædvanlige fænomener, som hører til oversigten. Middelalderens alkymister drømte om at omdanne metaller − en drøm, der betragtes som ønsketænkning. I mange tilfælde var fænomenet blot et symbol på sjælens renselse. Men alligevel er der noget, der tyder på, at omdannelsen faktisk lykkedes. Selv i dag findes der magikere i Østen, som påstår, at de er i stand til at omdanne metaller under videnskabeligt kontrollerede forsøg. Naturvidenskaben eksperimenterer med denne mulighed, og før eller siden vil det uden tvivl lykkes. Det er indlysende, at eftersom grundatomet er det samme i samtlige stoffer, er der kun én ting, der adskiller de forskellige metaller – og det er måden, atomerne er arrangeret på. Enhver, der er i stand til at reducere et stykke metal til dets atomare tilstand og derefter arrangere atomerne på en anden måde, vil være i stand til at foretage den ønskede omdannelse.

De parallelle vibrationers princip, som allerede er omtalt, forklarer et specielt og næsten ukendt fænomen, der kaldes overføring. Hvis et materialiseret legeme beskadiges – hvis det eksempelvis påføres et sår − reproduceres dette sår i den fysiske krop. Princippet kendes fra hekseprocesserne i middelalderen. Her hører man om bevismateriale, hvor anklagerne påstod, at heksen havde pådraget sig et sår, mens hun havde skikkelse som en hund eller en ulv, og dette sår kunne man angiveligt finde det tilsvarende sted på heksens fysiske menneskekrop.

Den samme mystiske lov om overføring har nogle gange resulteret i, at et medie helt uberettiget er blevet beskyldt for bedrageri. Der er eksempler på, at et farvestof, der var smurt på en materialiseret ”ånds” hånd, senere blev fundet på mediets hånd. Forklaringen er, at ”ånden” har antaget form ved at låne stof fra mediets æteriske legeme. Mediets æteriske legeme er ganske enkelt blevet tvunget til at antage en anden form end mediets eget. Men mediets æteriske legeme er så nært forbundet med det fysiske legeme, at det er umuligt at manifestere en vibration i det ene legeme uden samtidig at fremkalde nøjagtig den samme vibration i det andet legeme. Farven på det æteriske stof, der blev lånt af ”ånden”, kunne derfor også ses på mediet.

_________________________________

[1] C.W. Leadbeater: Clairvoyance

[2] Ektoplasma er den æteriske substans, som i spiritistiske seancer overføres fra mediets fysisk-æteriske legeme i forbindelse med materialisationsfænomener, og som anvendes til opbygning af de materialiserede skikkelser. Ofte tages stoffet fra mediets æterlegeme.

_________________________________