3. kapitel

Beboerne

Efter denne korte præsentation af baggrunden for emnet, er det nu astralplanets beboere, der skal beskrives. De findes i mange varianter, og derfor er det vanskeligt at organisere og klassificere dem. Det nemmeste vil være at opdele dem i tre store grupper: Menneskelige, ikke-menneskelige og kunstige former.

Astralplanets menneskelige beboere kan naturligt opdeles i to grupper: Levende og døde − eller for at være mere nøjagtig: Mennesker med et fysisk legeme og mennesker der har aflagt det fysiske legeme.

De såkaldt levende mennesker, der manifesterer sig på astralplanet under den fysiske tilværelse, kan inddeles i fire grupper:

1. Mesteren og hans elever

Mennesker fra denne gruppe bruger normalt ikke astrallegemet som redskab. De anvender i stedet mentallegemet, der består af stof fra de fire lavere såkaldte rupa-trin[1] af mentalplanet, der ligger umiddelbart over astralplanet. Fordelen er, at det de omgående og efter behov kan skifte fra det mentale til det astrale og tilbage igen. Desuden medfører det skarpere sanser og mulighed for at benytte sig af mentalplanets større kraft.

Mentallegemet er ikke umiddelbart synligt for det astrale syn, og derfor lærer eleven, hvordan man midlertidigt kan samle et astralt slør omkring sig, når opgaven med at hjælpe det lavere plans beboere kræver, at eleven er synlig for dem. Dette midlertidige legeme (der kaldes mayavirupa[2]), formes normalt første gang af mesteren. Eleven lærer herefter selv hurtigt at forme det. Selvom dette kunstigt skabte legeme er en nøjagtig kopi af mennesket, indeholder det intet af menneskets eget astrale stof.

På et tidligere stadie af udviklingen bruger eleven sit eget astrallegeme. Men uanset hvilket redskab, der er behov for til udførelse af en opgave, vil en kompetent lærer altid sørge for, at den, der får en opgave på astralplanet, altid er udstyret med en bevidsthed, der er så omfattende som mulig, sådan at hjælperen er i stand til at fungere problemfrit på alle astralplanets underplaner. Eleven er på en måde bare sig selv − nøjagtigt som i det fysiske liv. Men naturligvis uden både det fysisk-æteriske legeme og astrallegemet – og desuden er eleven udstyret med denne højere tilstands ekstra kræfter og evner. Disse forudsætninger gør det langt nemmere og mere effektivt, at udføre esoterisk arbejde på astralplanet under søvnen. I den fysiske bevidsthed er det ikke sikkert, at eleven er i stand til at huske, hvad der er sket og erfaret på astralplanet. Det afhænger af, om eleven er i stand til frit at overføre sin bevidsthed fra den ene tilstand til den anden.

I den astrale verden møder den esoteriske forsker af og til åndsvidenskabeligt studerende fra alle nationer. Måske kommer de fra grupper, der har forbindelse med mestre, som forskeren ikke har hørt om. I mange tilfælde er de studerende ærlige, idealistiske og sandhedssøgere. Det er imidlertid vigtigt at undersøge, om de kender til eksistensen af ”Det Store Hvide Broderskab” − om de har viden om mestrene, og at de er klar over, at der i mesterhierarkiet findes nogle af planetens højest udviklede mestre.

2. Det psykisk udviklede menneske, der ikke vejledes af en mester

Måske er dette menneske åndeligt udviklet – måske ikke. Åndelig udvikling og vejledning af en mester følges ikke nødvendigvis ad. Når et menneske fødes med psykiske evner, kan det være et resultat af en arbejdsindsats i en tidligere inkarnation – en præstation, der kan have haft et ophøjet og uselvisk motiv, men psykiske evner kan også udvikles af et uvidende menneske, de kan være ukontrollerede eller endog bruges med et forkert motiv.[3]

Når dette menneske er ude af kroppen under søvnen, er det som regel helt bevidst, men af mangel på kvalificeret træning er det tilbøjelig til at blive ført på afveje af sine oplevelser. Det er ofte i stand til at bevæge sig lige så ubesværet omkring på astralplanets forskellige underplaner som de omtalte elever af mestrene. Nogle gange føler dette menneske sig særligt tiltrukket af et bestemt underplan, og det bevæger sig sjældent uden for denne sfære. Erindringen om, hvad det har set og oplevet, kan variere fra fuldkommen klarhed til total fordrejning − eller total mangel på indtryk. Det afhænger af udviklingstrinnet. Det benytter altid astrallegemet, for det ved ikke, hvordan man fungerer i mentallegemet.

3. Gennemsnitsmennesket

Et gennemsnitsmenneske er et menneske uden psykisk udvikling. Under søvnen driver dette menneske omkring i sit astrallegeme − ofte i en mere eller mindre ubevidst tilstand. Under dyb søvn trækker de højere principper sig næsten altid ud af astrallegemet og svæver rundt i legemets umiddelbare nærhed. Men hos helt uudviklede mennesker sover de højere principper næsten lige så fast som den fysiske krop.

I nogle tilfælde er astrallegemet imidlertid knap så sløvt. Det flyder drømmende omkring i de forskellige astrale strømninger, hvor det af og til genkender andre mennesker i en lignende tilstand. I denne tilstand har det både behagelige og ubehagelige oplevelser. Erindringen om disse oplevelser er håbløst forvirrede. Ofte er de forvandlet til en grotesk karikatur af det, der reelt skete, og næste morgen opleves det som en mærkelig drøm.

Alle civiliserede mennesker på planeten har på nuværende tidspunkt fuldt udviklede astrale sanser. Hvis de er tilstrækkeligt interesseret i at undersøge, hvad der sker under søvnen, vil de være i stand til at opleve det og lære noget af det. Men langt de fleste er ikke interesserede. De fleste nætter bruges til at fundere over det, tankerne tilfældigvis var optaget af, da de faldt i søvn. De har astrale evner, men de bruger dem stort set aldrig. De er vågne på astralplanet, og alligevel er de ikke opmærksomme. Derfor er de meget lidt eller slet ikke bevidste om deres omgivelser.

Når et menneske bliver elev af en mester, vækkes det som regel straks af denne sløve tilstand. Det vækkes til fuld bevidsthed om sine omgivelser på astralplanet, og det begynder nu at lære og arbejde der. Nattetimerne er herefter ikke længere indholdsløse, men fulde af aktivt og nyttigt tjenestearbejde. Aktiviteterne på de indre planer griber på ingen måde forstyrrende ind i revitaliseringen af den fysiske krop under søvnen.

Disse inaktive astrallegemer, som tilhører mere tilbagestående individer, er næsten formløse og har et ret ubestemmeligt omrids. Men efterhånden som mennesket udvikler sig intellektuelt og åndeligt, antager astrallegemet stadig klarere form og ligner efterhånden den fysiske krop.

Da det uudviklede astrallegeme er så svagt i konturen, og når hovedparten af menneskeheden må betegnes som uudviklet, undrer det mange, at det overhovedet er muligt at genkende gennemsnitsmennesket i sit astrallegeme. Forklaringen er, at clairvoyante ser menneskets fysiske legeme omgivet af en aura − en lysende, farvet nærmest ægformet struktur − der strækker sig cirka en halv meter ud fra kroppen i alle retninger. Alle studerende ved, at denne aura er særdeles kompleks, og at den indeholder stof fra de indre planer, som mennesket på nuværende tidspunkt i udviklingen har legemer på. Hvordan ser auraen ud for et menneske, der ikke har en højere synsevne end den astrale?

For dette menneske vil auraen kun indeholde astralt stof, og derfor er auraen et relativt enkelt studieobjekt. Den clairvoyante vil bemærke, at det astrale stof ikke alene omslutter det fysiske legeme men desuden gennemtrænger det. Det vil se, at inden for kroppens omkreds er auraen langt tættere end i den del, der ligger uden for. Årsagen er den store mængde af grovere astralt stof, der danner en genpart af de fysiske legemsceller. Men hvorfor er astrallegemets stof inden for den fysiske krops grænser som regel tættere end det stof, der er uden for?

Når astrallegemet forlader kroppen under søvnen, bevares legemsformen. Når clairvoyante iagttager det frigjorte astrallegeme, kan de se, at det stadig har en form, der ligner det fysiske legeme med aura. Men astrallegemet består nu kun af astralt stof. Stoftætheden er en anden, men den er tilstrækkeligt til, at skikkelsen klart kan skelnes.

Der er naturligvis synlig forskel på det udviklede og det uudviklede menneskes astrallegeme, men selv når det gælder et uudviklet menneske, kan den indre forms karakteristiske træk skelnes. De er slørede og uklare − og den omgivende ægformede aura fortjener dårligt nok at kaldes en aura, for den ligner mest af alt en formløs tågedis, der hverken er regelmæssig eller permanent i sit omrids.

Hos det mere udviklede menneske er forandringen meget markant − både med hensyn til auraen og formen indeni. Den indre skikkelse er langt mere klar og præcis. Her ser man en mere nøjagtig gengivelse af menneskets fysiske udseende. I stedet for den flydende tågedis ses en afgrænset ægform, der bevarer sit udseende på trods af de mange strømninger, der altid hvirvler omkring den på astralplanet.

Da menneskehedens fysiske egenskaber er i konstant udvikling, og mennesker befinder sig på alle udviklingsstadier, smelter denne gruppe lidt efter lidt og umærkeligt sammen med den foregående.

4. Den sorte magiker og hans elev

Denne gruppe svarer i nogen grad til den første. Men der er en afgørende forskel. I dette tilfælde drejer det sig om udvikling af det onde i stedet for af det gode. Og de kræfter, der opnås, anvendes til rent egoistiske formål i stedet for til gavn for menneskeheden. Til de lavere udviklede i denne gruppe hører primitive stammers medicinmænd, der udfører uhyggelige obeah- eller voodoo-ritualer. Mennesker med større intellektuel udvikling − som i sagens natur har et større ansvar − er de tibetanske sorte magikere. Europæerne har ofte fejlagtigt kaldt dem for dugpaer. Faktisk gælder det kun den bhutanske del af kargyu-sekten, som er en del af det, der kunne kaldes den tibetanske buddhismes halvreformerede skole.

Først skal det understreges, at ordet ”død” er en absurd betegnelse, for de fleste af de væsener, der omtales under denne overskrift, er lige så levende som fysisk levende mennesker – og i mange tilfælde væsentligt mere levende. Derfor skal ”død” forstås i betydningen levende væsener, som for tiden ikke er forbundet med et fysisk legeme.

De ”døde” kan opdeles i ti hovedgrupper på følgende måde:

1. Nirmanakayaen

Nirmanakayaen har opnået retten til nirvanas evige lyksalighed, men har givet afkald på denne tilstand for at påtage sig opgaven med at skabe rigtige menneskelige relationer. Denne gruppe nævnes kun for at gøre listen komplet, for det er meget sjældent, at så ophøjede skabninger manifesterer sig på så lavt et plan som astralplanet. Når nirmanakayaen ønsker at udføre et astralt arbejde, sker det ved at tiltrække astralplanets atomare stof og forme et midlertidigt astrallegeme − på samme måde som mesteren i sit mentallegeme ville gøre det. Det er nødvendigt, for nirmanakayaens mere forfinede legeme er usynlig for det astrale syn.

Nirmanakayaen bevarer altid atomer fra hvert plan i sit indre. Omkring sit indre center kan dette ophøjede væsen lynhurtigt samle det nødvendige stof og forme det ønskede redskab. Nirmanakayaen kan derfor øjeblikkeligt fungere på ethvert plan. Yderligere oplysninger om nirmanakayaens embede og funktion findes i Stilhedens Stemme[4] og i Usynlige hjælpere.[5]

2. Eleven, der afventer genfødsel

I den åndsvidenskabelige litteratur kan man læse, at når en elev når et vist udviklingsniveau, er det muligt med mesterens hjælp at undgå virkningen af den naturlov, der normalt fører et menneske ind på mentalplanet efter det astrale liv. Under normale omstændigheder skulle frugterne af al åndelig stræben i den fysiske inkarnation høstes på mentalplanet. Men da eleven ifølge sagens natur må være et menneske, der har levet et meget rent tankeliv, er det sandsynligt, at de åndelige kræfter er stærkere end normalt, og livet på mentalplanet vil derfor blive meget langt.

Men hvis eleven fravælger denne mulighed, og i stedet vælger forsagelsens vej (og således på sit eget lave plan og i al ydmyghed følger i forsagelsens store mesters, Gautama Buddhas fodspor), kan denne ekstra kraft bruges på en helt anden måde − nemlig til gavn for menneskeheden. På denne måde – uanset hvor ubetydeligt et offer det end måtte være – er det muligt at udføre en beskeden del af nirmanakayaernes store arbejde. Ved at følge denne vej giver eleven utvivlsomt afkald på århundreders intens lyksalighed, men på den anden side giver det en enestående mulighed for at videreføre sin livsopgave og fortsætte sin udvikling uden afbrydelse.

Beslutningen om at følge denne vej medfører, at når eleven dør og træder ud af sin fysiske krop − som det er sket så ofte før − venter eleven på astralplanet, indtil mesteren kan arrangere en passende genfødsel. Da der er tale om en markant afvigelse fra den normale lovmæssighed, må der gives tilladelse fra en højtstående autoritet, før forsøget kan gennemføres. Men selv når tilladelsen er givet, er naturlovens kræfter så stærke, at det siges, at eleven samvittighedsfuldt må begrænse sig til astralplanet, mens der arbejdes på sagen. For bare et øjebliks kontakt med mentalplanet medfører en risiko for, at en uimodståelig kraft tvinger eleven til at følge evolutionens opadgående træk.

I sjældne tilfælde er eleven i stand til at undgå besværet med en ny fødsel ved at overtage en voksen krop, som den tidligere indehaver ikke længere har brug for. Men naturligvis er det sjældent, at et egnet legeme er til rådighed. Som regel må eleven vente på astralplanet, indtil der viser sig en mulighed for en passende genfødsel. Eleven spilder dog ikke ventetiden, men fortsætter med at udføre det arbejde, mesteren har pålagt. Og dette arbejde udføres langt bedre og mere effektivt, end da det blev udført ved hjælp af det fysiske legeme, for på astralplanet begrænses man ikke af muligheden for at blive træt. Bevidstheden er nu så omfattende, at eleven bevæger sig frit på alle astralplanets underplaner.

Eleven, der afventer genfødsel, er på ingen måde et af astralplanets almindeligste fænomener. Men fænomenet eksisterer, og derfor tilhører det en af grupperne. Efterhånden som menneskehedens evolution skrider frem, og mange flere følger udviklingsvejen, vil denne gruppe utvivlsomt vokse i antal.

3. Gennemsnitsmennesket efter døden

Det er indlysende, at denne gruppe er mange millioner gange større end de grupper, der allerede er omtalt. Variationen i mennesketyper og bevidsthedsniveauer er enorm. Desuden kan længden af livet på astralplanet variere voldsomt. Nogle mennesker tilbringer blot få dage eller timer på astralplanet, mens andre har et ophold, der strækker sig over mange år eller endog århundreder.

Et menneske, der har levet et godt og fornuftigt liv, og som har haft et følelsesliv, der overvejende har været uselvisk og åndeligt, bliver ikke tiltrukket af det astrale liv. Hvis denne mennesketype overlades til sig selv, vil der være meget lidt, der fanger interessen eller inspirerer til aktivitet i løbet af det forholdsvis korte ophold på astralplanet.

Efter den fysiske død trækker sjælen sig gradvis tilbage. Første skridt i denne proces består i at aflægge det fysiske legeme og kort efter æterlegemet. Det er derfor meningen, at astrallegemet hurtigst muligt skal afkastes, sådan at mennesket kan fortsætte ind på mentalplanet, som er det eneste sted, hvor den åndelige stræben kan bære frugt.

Det er det hæderlige og menneskekærlige menneske, der er i stand til det, for denne mennesketype har overvundet de fysiske begær i inkarnationernes løb. Viljestyrken og energien anvendes til højere formål, og derfor er der kun en begrænset mængde af det lavere begærs energi, der skal udleves på astralplanet. Det resulterer i et kortvarigt ophold, og muligvis vil det astrale liv være en drømmende halvbevidst tilværelse, indtil mennesket glider ind i en søvntilstand, hvor de højere principper til sidst frigør sig fra astrallegemet og indleder et ophøjet liv på mentalplanet.

For mennesker, der endnu ikke er trådt ind på den åndelige udviklingsvej, må denne situation på astralplanet betragtes som et ideal. Det siger sig selv, at denne tilstand ikke er aktuel for hovedparten af menneskeheden. Gennemsnitsmennesket har overhovedet ikke frigjort sig fra alle lavere begær før døden. Derfor kan det se frem til en lang periode med et mere eller mindre bevidst liv på astralplanets forskellige underplaner, før den energi, der er investeret i de lavere begær, har udlevet sig selv. Først når det er sket, kan sjælen frigøre sig fra astrallegemet.

Efter den fysiske død må alle uden undtagelse passere gennem astralplanets underplaner på vej mod mentalplanet. Men det betyder ikke, at alle er bevidste på alle astralplanets underplaner. Man kan sammenligne det med det fysiske legeme, som indeholder fysisk stof i alle tilstandsformer − fast, flydende, luftformigt og æterisk. Det samme princip gælder i astrallegemet. Astrallegemet indeholder også astrale stofpartikler fra samtlige astrale underplaner − men fordelingen af stoffet varierer i høj grad fra menneske til menneske.

Det er vigtigt at forstå, at når et menneske trækker stof til sit astrallegeme, tiltrækker det også tilsvarende elementalessens. Så længe mennesket bruger astrallegemet, er elementalessensen adskilt fra det omgivende reservoir af lignende stof. I denne periode udvikler elementalessensen sig til at blive det, der i åndsvidenskaben kaldes en kunstig elemental. Den har midlertidigt sit helt selvstændige liv og følger sin egen udviklingslinje. Elementalessensen er på vej nedad i stoffet (involution). Denne proces sker uden hensyn til og viden om den sjæl, der for tiden benytter stoffet. Sjælens udviklingslinje peger opad mod mindre stoflighed (evolution), og dermed bliver elementalessensen årsag til den evige kamp mellem stoffets vilje og åndens vilje. Det er kampen mellem mørkets og lysets kræfter − den kamp som utallige forfattere har skrevet om.

Det er ”stoffets lov, der kæmper mod tankesindets lov”. Hvis mennesket lever i overensstemmelse med ”stoffets lov” i stedet for at styre sin udvikling ved hjælp af sin forstand og forståelse, forsinkes udviklingen alvorligt. Elementalessensen er ikke ond i sig selv. Den er blot udtryk for en lov – en konstant udstrømning af guddommelig kraft, der følger sin naturlige bane. Denne bane fører nedad mod større stoftæthed i modsætning til menneskets bane, der fører opad og væk fra identifikation med stoffet.

Når mennesket ved den fysiske død forlader det fysiske plan, begynder naturens opløsende kræfter at påvirke astrallegemet. Elementalen oplever derfor, at dens eksistens som selvstændigt væsen er truet, og den forsvarer sig ved at forsøge at bevare astrallegemet så længe som muligt. Elementalen består jo af stof, og dette stof organiserer den nu ved at lagdele det. Den placerer det tungeste og groveste stof fra det laveste underplan yderst, for det yder den bedste beskyttelse mod den begyndende opløsning.

Det medfører, at mennesket begynder den astrale tilværelse på det underplan, der frekvensmæssigt svarer til det yderste stoflag i astrallegemet. Og mennesket må blive på dette lave underplan, indtil det har frigjort så meget som muligt af sin højere bevidsthed fra dette stoflag. Når det er sket, er bevidstheden fokuseret i næste lag i elementalens lagdeling. Man kan også sige, at mennesket går videre til næste underplan. Det skal forstås sådan, at når mennesket har udlevet sin affinitet til et underplan, vil hovedparten af astrallegemets grovere partikler gå i opløsning. Herefter føler mennesket sig tiltrukket af en højere følelsesmæssig tilstand. Astrallegemets tyngde reduceres på denne måde gradvis, og derfor løfter menneskets sig lidt efter lidt fra de tungere til de lettere stoflag − og undervejs skal der trin for trin opnås fuldkommen balance.

Dette er givetvis forklaringen på et udsagn fra afdøde, der viser sig ved spiritistiske seancer. De fortæller, at de nu er på vej til at løfte sig op i en højere sfære, og de minder om, at det herefter vil være umuligt − eller i det mindste meget vanskeligt − at kommunikere gennem et spiritistisk medie. Det er faktisk sandt, at et menneske på astralplanets højeste underplan anser det som nærmest umuligt at kommunikere gennem et almindeligt medie.

Det er således indlysende, at længden af et menneskes ophold på hvert underplan svarer nøjagtig til den mængde af underplanets stof, der findes i menneskets astrallegeme. Og mængden af de forskellige underplaners stof i astrallegemet afhænger af det liv, mennesket har levet. Stoffet tiltrækkes og indbygges automatisk af de begær, mennesket har givet udtryk for. På denne måde er det muligt for et menneske − ved at leve, føle og tænke rigtigt − at begrænse mængden af lavere astralt stof i astrallegemet. Et menneske kan løfte stoffets vibration op til et punkt, hvor det får kontakt med de opløsende kræfter, der nedbryder stoffets sammenhængskraft. Derved bringes det tilbage til den oprindelige tilstand. Denne tilstand resulterer i, at mennesket frigøres og omgående kan gå videre til næste underplan.

Et åndeligt udviklet menneske er i stand til at skabe denne tilstand i astrallegemet på alle astralplanets underplaner, og resultatet er en praktisk talt øjeblikkelig passage gennem astralplanets underplaner. Denne mennesketype vil derfor først vågne til bevidsthed på mentalplanet. Som det blev forklaret tidligere, er underplanerne ikke adskilt fra hinanden i rummet. De gennemtrænger hinanden. Når et menneske passerer fra et underplan til et andet, bevæger det sig ikke i rummet, men bevidsthedens fokusering skifter fra det yderste stoflag til det næste i astrallegemet.

De eneste, der vågner til bevidsthed på astralplanets laveste trin, er mennesker med et meget groft og brutalt begærliv − herunder alkoholikere og narkomaner. Her opholder de sig i en periode, der svarer nøjagtig til styrken af deres begær. Som regel er det en lidelsesfuld periode, fordi de oplever, at styrken af deres fysiske begær er meget stærkere på astralplanet – følelsernes eget plan. Desuden er det umuligt at tilfredsstille begæret − undtagen hvis de finder på at forsøge at besætte en ligesindet i den fysiske verden.

Gennemsnitsmennesket har meget lidt, der kan holde det tilbage på syvende underplan. Hvis begærlivet og tankerne primært har drejet sig om materialistiske forhold, vil det sandsynligvis have kvalificeret sig til et ophold på sjette underplan. Her vil det ”svæve” omkring de steder, genstande og mennesker, det følte sig knyttet til i det fysiske liv. Femte og fjerde underplan har principielt samme karakter, men dog med den forskel, at efterhånden som mennesket løfter sig op gennem planerne, taber fysiske tilknytninger gradvis betydning. Den afdøde begynder i stigende grad at forme sine omgivelser efter de mere dominerende tanker og følelser i sin natur.

På tredje underplan erfarer den afdøde, at evnen til at forme sine omgivelser helt dominerer livet på planet. Her lever beboerne i utrolige selvskabte fantasibyer. Huse og landskaber er imidlertid ikke kun udtryk for beboernes egne fantasier. De har i vid udstrækning overtaget og udbygget de tankestrukturer, som er skabt af deres astrale forgængere. Her findes de helligdomme, skoler og andre af ”sommerlandets” eventyragtige bygninger, der ofte beskrives ved spiritistiske seancer − selvom en objektiv forsker oplever dem knap så imponerende og storslåede, som de begejstrede ophavsmænd.

Astralplanets andet underplan er opholdssted for det egoistiske eller uåndelige religiøse menneske. Her går denne mennesketype rundt med sin gyldne krone på hovedet og dyrker sin egen meget materialistiske udgave af sin civilisations og sin tids herskende religion.

Astralplanets højeste underplan tiltrækker tilsyneladende mennesketyper, der har været optaget af det materialistiske liv i den fysiske verden. Disse mennesker har dyrket deres intellektuelle interesser − ikke for at gavne deres medmennesker, men udelukkende ud fra egoistiske motiver og ambitioner − eller for øvelsens skyld. Denne mennesketype opholder sig ofte på det øverste underplan i adskillige år. De er åbenbart tilfredse med at tumle med deres intellektuelle problemer, men uden at overveje, om de eventuelt kan gavne andre − og uden at gøre større fremskridt på den videre vej til mentalplanet.

Det skal igen understreges, at disse underplaner under ingen omstændigheder må forbindes med forestillingen om forskellige steder i rummet. En afdød på et af underplanerne kan med lethed svæve fra England til Australien − eller hvor en eller anden tanke nu fører dette menneske hen. Men det er ikke i stand til at overføre sin bevidsthed fra det aktuelle underplan til et højere, før frigørelsesprocessen er gennemført.

Så vidt vides er der ingen undtagelser fra denne regel − selvom et menneskes handlinger på et eller andet underplan − naturligvis inden for visse grænser − enten kan forkorte eller forlænge opholdet på det.

Men et menneskes bevidsthed på forskellige underplaner følger ikke nødvendigvis de samme lovmæssigheder. Processen kan beskrives med et eksempel på en tænkelig situation. Man kan forestille sig, at et menneske i sin natur har grove tilbøjeligheder fra sin forrige inkarnation. For at komme til udtryk, kræver disse tendenser en stor mængde stof fra syvende underplan. Men tidligt i denne inkarnation indså dette menneske, at det var nødvendigt og muligt at få disse tendenser under kontrol. Det er tvivlsomt, at forsøget på at styre sig vil lykkes fuldstændig, men hvis det lykkes, vil udskiftningen af de grove partikler i astrallegemet med finere foregå støt og roligt − og langsomt.

Processen sker i bedste fald gradvis − og måske dør mennesket, før den er gennemført. I dette tilfælde vil der sandsynligvis være tilstrækkeligt af det laveste underplans stof tilbage i astrallegemet til at kvalificere dette menneske til et længere ophold på syvende underplan. Men i den afsluttede inkarnation har mennesket vænnet bevidstheden af med at fungere i det grove stof. Da det ikke pludselig kan tvinge bevidstheden tilbage til den gamle vane, vil det opholde sig på syvende underplan, indtil det grove stof er endeligt opløst. Men det sker i en ubevidst tilstand. Det betyder, at mennesket sover under hele sit ophold på underplanet, og det vil være fuldstændig upåvirket af planets mange ubehageligheder.

Den, der studerer åndsvidenskab, har mulighed for at gøre sit astrale liv til noget helt andet. Når gennemsnitsmennesket vågner op fra den bevidstløshed, der altid indtræffer lige efter døden, er det underlagt de vilkår, der skabes af begærelementalen, når den lagdeler astrallegemets stof. Gennemsnitsmennesket kan derfor kun modtage vibrationer udefra gennem astrallegemets yderste stoflag, og derfor er udsynet begrænset til et bestemt underplan. Denne mennesketype accepterer begrænsningen som en del af det astrale livs vilkår. Det er sandsynligvis ikke engang opmærksomt på, at der er tale om en begrænsning. Det tror, at det, man kan se, er alt, hvad der er at se. Gennemsnitsmennesket kender selvsagt intet til elementalen eller dens aktivitet.

Åndsvidenskabeligt studerende kender imidlertid disse forhold, og derfor ved de, at lagdelingen er unødvendig. De vil øjeblikkeligt modsætte sig begærelementalens handling og forsøge at bevare astrallegemet i samme stand som under det fysiske liv − det vil sige med partiklerne blandet og i fri bevægelse. Dermed bliver det muligt at modtage vibrationer fra alle underplaners stof samtidig, og hele den astrale verden vil ligge åben. Det vil være muligt at bevæge sig frit omkring ligesom under den fysiske søvn − og et hvilket som helst menneske på et hvilket som helst underplan − som det i øjeblikket er begrænset til − kan findes.

For at undgå lagdelingen og bevare astrallegemet i den oprindelige tilstand, kræves der samme indsats, som er nødvendig for at modstå en stærk fristelse i det fysiske liv. Elementalen er angst på en mystisk, halvbevidst måde, og den forsøger at overføre sin frygt til mennesket, som derfor føler en instinktiv angst for en ubestemmelig fare. Og den kan undgås ved at konfrontere følelsen. Ved stædigt at modarbejde denne irrationelle fornemmelse af frygt og roligt fastholde sin viden om, at der ikke er grund til at være bange, nedbrydes elementalens modstand – på samme måde som mennesket ofte har modstået begærimpulser i det fysiske liv. På denne måde kan mennesket blive en aktiv kraft i det astrale liv, og kan fortsætte arbejdet med at hjælpe andre, sådan som det plejede under søvnen.

Det bør nævnes, at kommunikation på astralplanet er begrænset af beboerens viden, på samme måde som i den fysiske verden. En discipel, der er i stand til at bruge mentallegemet til at overføre sine tanker til andre astrale mennesker, kan gøre det lettere og hurtigere end i det fysiske liv. Men astralplanets beboere er normalt ikke i stand til at bruge denne evne. De er tilsyneladende hæmmet af begrænsninger som i den fysiske verden − selvom hæmningerne måske er mindre. Resultatet er, at beboerne også her samler sig i grupper med fælles sympatier, holdninger, tro og sprog.

Den poetiske forestilling om at døden udligner alle forskelle mellem mennesker, er en absurditet, der er udtryk for uvidenhed. I virkeligheden medfører tabet af den fysiske krop overhovedet ingen ændring af den afdødes karakter eller intellekt − og derfor findes der lige så mange varianter af intelligens blandt de, der kaldes døde, som blandt de, der kaldes levende.

Vestens religiøse doktriner om menneskets ”post mortem oplevelser” er så komplet forkerte, at selv intelligente mennesker ofte er totalt forvirrede, når de vågner op på astralplanet efter den fysiske død. Den nyankomne befinder sig i en totalt anderledes tilstand end den, man indoktrinerede i det fysiske liv. Derfor er det ikke ualmindeligt, at afdøde i begyndelsen nægter at tro, de har passeret dødens port. I virkeligheden har troen på sjælens udødelighed, som nutidens menneske også ofte tror på, meget begrænset praktisk betydning. De fleste afdøde betragter selve det faktum, at de stadig er bevidste, som et sikkert bevis på, at de ikke er døde.

Den misforståede doktrin om ”evig straf og fortabelse” er årsag til store og helt urimelige rædsler blandt nyankomne på astralplanet. I mange tilfælde henslæber disse stakkels mennesker lange perioder under store mentale lidelser, før de bliver i stand til at befri sig for denne afskyelige blasfemis ulyksalige indflydelse. De lider indtil de forstår, at verden ikke styres af en eller anden dæmons tilfældige luner − en dæmon, der fryder sig over menneskelige lidelser − men at Universet er udtryk for evolutionens kærlige og tålmodige lov. Mange i denne misinformerede gruppe opnår ikke en intelligent forståelse af denne evolutionslov. De driver gennem det astrale liv på samme planløse måde, som da de levede den fysiske del af deres liv. Efter døden er de nøjagtig ligesom før døden. Der er kun få, der fatter en smule af situationen, og som får det bedst mulige ud af den. Men der er mange, som endnu ikke har erhvervet denne viden, og ligesom i det fysiske liv er de uvidende som regel ikke interesseret i at lære af de erfarnes gode råd og eksempel.

Men uanset hvilken grad af intelligens et menneske har, er den altid svingende − og desuden aftager den successivt. Årsagen er, at menneskets lavere sind drages i hver sin retning af henholdsvis den højere åndelige natur, som påvirker det oppefra, mens de stærke begærkræfter påvirker det nedefra. Derfor svinger mennesket mellem disse to poler − men med en stigende tendens til fordel for den højere natur, efterhånden som kræfterne i det lavere begær toner bort.

Her er det relevant at komme med en indvending mod spiritistiske seancer. En afdød, der er meget uvidende eller blevet ydmyget meget, kan uden tvivl lære meget af at komme i kontakt med pålidelige spiritister under ledelse af et troværdigt menneske og modtage ægte hjælp gennem deres arbejde. For gennemsnitsmenneskets vedkommende løfter bevidstheden sig hele tiden fra sindets lavere aspekter op mod de højere. Derfor er det indlysende, at det ikke er gavnligt for en afdøds udvikling, hvis de lavere aspekter vækkes af den naturlige og nødvendige bevidstløshed. Det medfører nemlig, at det lavere sind trækkes tilbage mod det fysiske plan for at kommunikere gennem et medie.

Faren er selvindlysende, for i efterlivet trækker sjælen sig gradvis ind i sig selv. Som tiden går, vil dens evne til at påvirke eller styre dette lavere aspekt aftage. Men indtil adskillelsen er helt gennemført, kan det lavere aspekt stadig skabe ny karma, og under de nævnte omstændigheder er der stor sandsynlighed for, at der skabes dårlig og ikke god karma.

Ud over spørgsmålet om udvikling ved hjælp af et medie er der en anden påvirkning, som forekommer langt oftere. Den kan forsinke en afdød alvorligt på vejen mod mentalplanet. Problemet er de overlevende i den fysiske verden. Forsinkelsen skabes af slægtninges og venners dybtfølte og ukontrollerede sorg. Sorgen over afdøde er et af mange tragiske resultater af Vestens ubeskriveligt fejlagtige og ligefrem irreligiøse opfattelse af døden. Opfattelsen resulterer ikke alene i voldsom og helt unødvendig sorg og smerte på grund af en midlertidig adskillelse fra de kære. Samtidig tilføjes de mennesker, man holder så meget af, alvorlig skade, netop på grund af den sorg, der føles så stærkt.

Problemet er, at den afdøde synker fredeligt og naturligt ned i den bevidstløshed, der går forud for den senere opvågnen på mentalplanets høje bevidsthedsniveauer. Men de efterladtes sorg forvandler alt for ofte den drømmende lykkefølelse til en levende erindring om det fysiske liv, der netop er forladt. De efterladtes dybe sorg og savn vækker tilsvarende vibrationer i den afdødes astrallegeme, og derfor skabes der en oplevelse af et akut ubehag.

Det ville være fornuftigt, hvis de efterladte ville begrænse deres sorg. Sorgen er − hvor naturlig den end måtte være − i sit inderste væsen egoistisk. Det betyder ikke, at åndsvidenskaben anbefaler, at man glemmer de døde. Men den gør opmærksom på, at et menneskes kærlige tanker om en afdød er en kraft. Hvis denne kraft styres af oprigtige ønsker om, at den afdøde må udvikle sig hurtigt og roligt passere gennem det mellemliggende stadie for at gå videre ind på mentalplanets højere underplaner − kan det have stor værdi for den afdøde. Men hvis kraften spildes på sorg over tabet og længsel efter at få den afdøde tilbage, er det ikke alene til ingen verdens nytte men direkte skadeligt. Det er ud fra denne esoteriske indsigt, at hindu-religionen udfører sine shraddha-ceremonier[6], og den katolske kirke anbefaler bønner for de døde.

Ønsket om at skabe kontakt og overbringe en besked kan også komme fra astralplanet, hvis den afdøde har noget vigtigt at meddele de efterladte. Der kan være tale om en vigtig meddelelse − som for eksempel en oplysning om, hvor det forsvundne testamente er gemt. Men ofte er der tale om ret uvæsentlige meddelelser. Hvis man ser bort fra kvaliteten af budskabet – som den afdøde altid betragter som yderst vigtig – er det uden tvivl godt, hvis beskeden kan kommunikeres, for trangen til at gøre det vil ellers trække bevidstheden tilbage mod den fysiske verden, og det vil forhindre den afdøde i at gå videre til højere sfærer. Et menneske med psykisk evner eller et medie, der kan bruges som kanal, vil have stor betydning for den afdøde.

Man kunne spørge, hvorfor den afdøde ikke er i stand til at skrive eller tale uden et mellemled? Årsagen er, at stoffet på et plan normalt kun kan påvirke stoffet på planet umiddelbart under. Den afdøde er ikke i besiddelse af tættere stof end det, astrallegemet består af. Derfor er det umuligt at skabe vibrationer i luftens fysiske stof − eller eksempelvis at bevæge en fysisk blyant. For at kunne gøre det må den afdøde låne stof fra et æterlegeme, som kan benyttes til at overføre en impuls fra astralplanet til det fysiske plan. Det er imidlertid ikke muligt at låne det æteriske stof fra et almindeligt menneske, for det fysiske menneskes principper er alt for fastlåste. Det æteriske stof kan umuligt udskilles med de midler, den afdøde er i besiddelse af. Men selve det mediumistiske fænomen består netop af muligheden for en let adskillelse af principperne. Et medie kan derfor uden vanskelighed tiltrække det stof, der er behov for til den ønskede manifestation.

Hvis den afdøde ikke kan finde et medie − eller er uvidende om, hvordan man bruger et medie − ser man nogle gange eksempler på akavede og ubehjælpsomme forsøg på at kommunikere på egen hånd. Ved hjælp af sin viljestyrke bringer den afdøde elementale kræfter i blind aktivitet. På denne måde skabes der måske formålsløse manifestationer som stenkastning, klokkeringning etc. Det er årsagen til, at et menneske med psykiske evner eller et medie tilkaldes, når man oplever denne form for manifestationer, for psykiske mennesker er ofte i stand til at opklare, hvem eller hvad der skaber fænomenerne. De prøver at finde ud af, hvad elementalerne ønsker at sige eller gøre og derefter sætte en stopper for balladen. Sådan går det imidlertid ikke altid, for de elementale kræfter aktiveres nogle gange af helt andre årsager.

4. Skyggen

Når mentallegemet skilles fra astrallegemet, slutter det astrale liv. Mennesket dør den astrale død og glider ind på mentalplanet. Når det dør på det fysiske plan efterlader det en fysisk krop. På tilsvarende måde forlades astrallegemet, når den astrale død indtræffer – og astrallegemet vil ligeledes gå i opløsning. Hvis mennesket i det fysiske liv har frigjort sig for alle fysiske begær og anvendt energierne til uselvisk og åndeligt tjenestearbejde, vil sjælen være i stand til at trække hele det lavere tankesind tilbage til sig selv. Sker det, vil det legeme, der efterlades på astralplanet, være et lig i stil med et forladt fysisk legeme. Og derfor hører det ikke til denne gruppe om skyggen, men til den næste − skallen.

Hvis et menneske har levet et liv, der er knap så ulasteligt, kan det alligevel opnå omtrent det samme resultat, men kun hvis de lavere begærs kræfter udleves på astralplanet. Men når de fleste mennesker er i inkarnation, gør de som regel kun overfladiske forsøg på at frigøre sig for de mindre heldige sider i deres natur. Dermed dømmer de sig selv til et betydelig længere ophold på astralplanet, men ikke nok med det – det medfører desuden tab af en del af det lavere tankesind.

Det er sandsynligvis en lidt firkantet måde at forklare, hvordan højere manas reflekteres i lavere manas. Men for at forstå processen, skal man vide, at manas er menneskets tænkeevne, og at manas er todelt. Højere manas kaldes kausallegemet (sjælslegemet) eller den abstrakte tænkning, og lavere manas (det lavere mentallegeme) er menneskets konkrete tænkning og intelligens – det vil sige det tænkende, individualiserende og reinkarnerende princip. Hvis man skal give en nøjagtig beskrivelse af, hvad der egentlig sker, kan man sige, at i hvert liv sender sjælen en del af sig selv ned i fysisk inkarnation. Ved afslutningen af inkarnationen forventer den, at den kan trække ”investeringen” tilbage, beriget af livets forskellige erfaringer. Gennemsnitsmennesket plejer imidlertid at gøre sig uhyggeligt afhængig af alle former for begær, og derfor bliver en del af det lavere tankesind så tæt sammenfiltret med astrallegemet[7], at stoffet i det lavere tankesind rives løs når den astrale død indtræffer. Dette mentale stof forbliver sammen med astrallegemet, der nu begynder sin opløsningsproces.

Det efterladte astrallegeme indeholder derfor de stofpartikler fra det lavere tankesind, som ikke er blevet frigjort. En del af det lavere tankesind holdes på denne måde fanget i astrallegemet. Når mennesket går ind på mentalplanet, bliver disse partikler hængende i astrallegemet, og de rives løs fra den del af mentallegemet, der føres ind på mentalplanet. Mængden af mentalt stof i det hensygnende astrallegeme afhænger derfor af, hvor mange tanker mennesket har investeret i at tilfredsstille de lavere begær. Det er indlysende, at når mennesket på sin vej gennem astralplanet ikke formår at frigøre alt mentalt stof, så vil det astrale lig stadig indeholde de grovere mentale partikler, der blev bundet til astrallegemet.

På denne måde opstår der en mystisk skabning, som i åndsvidenskaben kaldes ”skyggen”. Denne skabning er vel at mærke ikke et egentligt individ, for selve mennesket er jo gået videre til mentalplanet. Men ”skyggen” har ikke alene den oprindelige ejers nøjagtige udseende, den er også i besiddelse af personens hukommelse − herunder de personlige særpræg. Derfor kan ”skyggen” nemt forveksles med det rigtige menneske, hvad den også ofte bliver ved seancer. ”Skyggen” efterligner ikke bevidst den afdøde, for uanset om dens intellektuelle kapacitet er stor eller lille, så må den ifølge sagens natur opleve sig selv som selve personen. Man kan levende forestille sig de efterladtes forfærdelse og afsky, hvis de vidste, at det, de troede var deres afdøde ven, i virkeligheden var en sjælløs stofmængde, der var en ophobning af den afdødes laveste egenskaber.

Længden af ”skyggens” liv varierer i forhold til mængden af lavere astralt stof, der beliver den. Men da astrallegemet er i gang med en opløsningsproces, er dens intellekt gradvis aftagende − selvom den længe kan være i besiddelse af en hel del dyrisk snuhed. Helt frem til afslutningen af sin eksistens er den i stand til at kommunikere med et medie i den fysiske verden. På grund af sin lave natur er ”skyggen” tilbøjelig til at give efter for negative eller endog onde indflydelser. Årsagen er, at ”skyggen” ikke har forbindelse med en sjæl, og derfor er der ikke en indre instans, der er i stand til at reagere på højere impulser. ”Skyggen” kan derfor benyttes af sorte magikere til at udføre forskellige handlinger. ”Skyggens” indhold af mentalt stof går gradvis i opløsning og vender tilbage til mentalplanet. Det indgår ikke som stof i et individuelt tankesind, men optages i det store reservoir. Og ”skyggen” glider stille og roligt over i næste gruppe.

5. Skallen

”Skallen” er betegnelsen for det astrale lig i de sene opløsningsstadier, hvor samtlige mentale partikler har forladt det. ”Skallen” er helt tømt for bevidsthed og intelligens, og den driver planløst omkring på planets astrale strømninger. Den er ligesom en sky, der kan føres i en hvilken som helst retning af en tilfældig brise. Men selv i denne tilstand kan den i få øjeblikke opflammes til en uhyggelig parodi på liv – eksempelvis hvis den glider ind i et medies aura. Den ligner stadig til forveksling den afdøde personlighed, og den kan endog i nogen grad reproducere den afdødes udtryk eller håndskrift. Årsagen er automatreaktioner i de celler, den består af. Når cellerne stimuleres, har de tendens til at gentage de bevægelser, de er vant til. ”Skallen” har ingen forbindelse til den oprindelige indehaver. Den er blot tiltrukket af mediet i forbindelse med seancen.

”Skallen” bliver langt oftere midlertidigt belivet på en helt anden måde, som beskrives i næste afsnit. Den reagerer automatisk på vibrationer − som regel af laveste art − som mange gange kan aktiveres i de sidste stadier af ”skallens” tilværelse som ”skygge”. Hvis mennesker er domineret af primitive begær eller trang til egoistisk seksuel tilfredsstillelse, kan disse tilbøjeligheder blive forstærket og kastet tilbage fra de ubevidste skaller under spiritistiske seancer.

Der findes en anden form for lig, som det er nødvendigt at nævne under denne overskrift, selvom liget opstår på et meget tidligere stadie efter døden. Når et menneske dør, afkastes det fysiske legeme, men desuden afkastes æterlegemet. Og æterlegemet går en langsom opløsning i møde, på samme måde som den astrale skal på et senere tidspunkt i processen.

Det forladte æterlegeme driver imidlertid ikke planløst omkring som den astrale skal. Tværtimod bliver æterlegemet inden for få meters afstand af det fysiske legeme, og her kan det let ses af mennesker med æterisk syn[8]. Det er forklaringen på de mange beretninger om kirkegårdsspøgelser, for et menneske med æterisk syn, kan se mange af disse blåhvide, tågede former, der svæver over gravene. Æterlegemets opløsning sker i takt med det fysiske legemes opløsning nede i graven. Æterlegemerne på en kirkegård er derfor på forskellige opløsningsstadier, og det er bestemt ikke et behageligt syn.

Æterlegemet er ligesom den astrale skal helt blottet for bevidsthed og intelligens. Under visse omstændigheder kan æterlegemet vækkes til et midlertidigt men afskyvækkende liv. Det er dog kun muligt ved hjælp af nogle meget uhyggelige ritualer, der er forbundet med en af de værste former for sort magi. Det er derfor bedst at sige så lidt som muligt om dette ritual.

Når mennesket dør, gennemgår det således forskellige stadier på sin vej fra det fysiske liv til mentalplanet. Det afkaster ikke mindre end tre legemer − det tætte fysiske legeme, æterlegemet og astrallegemet – og alle opløses gradvis, og partiklerne vil igen blive brugt på de respektive planer i nye processer i naturens mirakuløse kemi.

6. Den belivede skal

”Den belivede skal” – dette mystiske væsen − burde faktisk ikke omtales under overskriften ”menneskelig”, for ”den belivede skal” er blot er en ydre form − en passiv, følelsesløs skal − der engang hørte til menneskeheden. Det liv og begær, den vilje og intelligens, den er i besiddelse af, tilhører den kunstige elemental, der beliver den. Til trods for, at den er skabt af menneskets ondskabsfulde tanker, er den ikke i sig selv menneskelig. Derfor vil det være mere korrekt at behandle den mere udførligt under dens rigtige gruppe − under ”de kunstige væsener”. Dens natur og skabelse er lettere at forstå, når den beskrives som en del af dette emne.

Det er nok at oplyse, at den stort set altid er ondsindet − en ægte fristende djævel, hvis onde indflydelse kun er begrænset af størrelsen af dens kraft og styrke. Ligesom skyggen bruges den ofte i forbindelse med voodoo- eller obeah-magiens uhyggelige ceremonier. Nogle forfattere har kaldt den ”elementar”, men da denne betegnelse engang blev brugt om næsten alle væsener efter døden, er den for diffus.

7. Selvmorderen og offeret for en pludselig død

Det siger sig selv, at et menneske, der begår selvmord eller omkommer i en dødsulykke, og derfor pludselig rives ud af det fysiske legeme mens det stadig er sundt og rask, vil vågne op på astralplanet under forhold, der er helt anderledes end mennesker, der er døde af alderdom eller sygdom. Hos mennesker, der dør på grund af alder eller sygdom, er de fysiske begær mere eller mindre svækkede. De groveste astrale partikler er sandsynligvis ryddet af vejen, og derfor indleder dette menneske uden tvivl sit astrale liv på sjette eller femte underplan − eller måske på et endnu højere underplan. Legemerne er nemlig langsomt blevet forberedt på adskillelsen, og den virker derfor ikke så chokerende.

Men når det drejer sig om dødsulykker eller selvmord, forlader mennesket kroppen uden forberedelse. Adskillelsen fra det fysiske legeme kan sammenlignes med at rive stenen ud af en umoden frugt. En stor del af den groveste form for astralt stof frigøres ikke fra astrallegemet, og derfor holdes den afdøde tilbage på det syvende eller laveste underplan. Dette plan er allerede beskrevet som et særdeles ubehageligt opholdssted, men alle, der er tvunget til at opholde sig et stykke tid på planet, har ikke de samme oplevelser. Hvis et menneske, der har levet et hæderligt og menneskekærligt liv, bliver offer for en pludselig død, har det naturligvis ingen affinitet til dette lave plan. Derfor lever det i ”lykkelig uvidenhed og fuld glemsel eller i en fredfyldt dvale − en søvn fuld af rosenrøde drømme”.[9]

Men hvis det fysiske liv har været primitivt, hensynsløst, egoistisk og haft trang til egoistisk seksuel tilfredsstillelse, vil mennesket være fuldt bevidst i denne ubehagelige region − og her har det mulighed for at udvikle sig til et virkelig ondt væsen. Det vil være opflammet af primitive fysiske begær, som det ikke er muligt at tilfredsstille direkte, fordi det ikke længere har et fysisk legeme. Derfor forsøger det måske at tilfredsstille de egoistiske lidenskaber indirekte gennem et medie eller ved at besætte et følelsesbetonet menneske. Samtidigt udnytter de med fornøjelse astralplanets mange muligheder for at skabe illusioner og bedrag for at lokke andre ud i de ekstremer, der har bragt dem selv i den ulyksalige situation.

I Mahatmabrevene står der: ”Disse er pisachaerne[10], de middelalderlige forfatteres incubus og succubus[11] − er tørstige og forslugne, brunstige og grådige, listige, ondskabsfulde og grusomme dæmoner, der ansporer deres ofre til de frygteligste forbrydelser – og de fryder sig, når de begår dem”. Fra denne gruppe og den næste stammer fristerne − kristendommens djævle − men deres magt svækkes totalt, når de konfronteres med målbevidsthed og renhed. De er kun i stand til at skade et menneske, hvis det selv har udviklet de laster, de prøver at lokke det til at udføre.

En clairvoyant vil være i stand til at se, hvordan disse ulykkelige væsner stimler sammen i slagterforretninger, værtshuse eller andre lignende steder. Overalt, hvor de kan finde disse tillokkende grove påvirkninger, vil de forsøge at opsøge inkarnerede mennesker med de samme tilbøjeligheder. Når et væsen af denne type får kontakt med et menneske, som det har affinitet til, er det virkelig en tragedie. Ikke alene sættes det i stand til at forlænge sit afskyelige astrale liv. Det får også mulighed for − måske i meget lang tid − at skabe dårlig karma, og på den måde skabe grundlaget for en fremtidig inkarnation af den mest nedværdigende art. Desuden er der risiko for, at en stor del af det lavere tankesind går tabt. Hvis det er så heldig ikke at møde et sensitivt menneske, som det kan misbruge til indirekte tilfredsstillelse af sine egoistiske begær, vil de utilfredsstillede begær gradvis brænde sig selv op. Og de lidelser, der følger med processen, vil i høj grad hjælpe med til at afvikle den fatale inkarnations dårlige karma.

En selvmorders situation bliver yderligere kompliceret af, at den overilede handling begrænser sjælens evne til at trække sin lavere natur ind i sig selv. Dermed udsætter selvmorderen sig selv for forskellige farer. Men man må huske, at et selvmord kan variere lige fra Senecas’ eller Sokrates’ moralsk uangribelige selvmord via alverdens mellemstadier og ned til et tragisk selvmord begået af en uvidende stakkel, der tager sit eget liv for at stikke af fra konsekvensen af selvskabte problemer eller forbrydelser. Situationen efter døden er lige så varieret.

I denne gruppe − inklusive skyggerne og de belivede skaller – er alle, hvad man kan kalde en mild form for vampyrer. Det skal forstås sådan, at de forlænger deres liv ved at suge vitalitet ud af mennesker, som de er i stand til at påvirke, hvis de får chancen. Det er forklaringen på, at både mediet og de øvrige deltagere i spiritistiske seancer ofte er svage og udmattede, når seancen er slut. Den, der studerer åndsvidenskab, lærer hvordan man beskytter sig mod angreb, men uden denne indsigt er det vanskeligt at undgå at blive mere eller mindre påvirket.

8. Overleveringer fra tidligere rodracer

Der findes endnu mere afskyelige men heldigvis også uhyre sjældne tilfælde. De er i virkeligheden overleveringer fra tidligere primitive rodracer. Der er tale om uhyggelige skabninger og levninger fra en tid − hvor mennesket og dets miljø var meget anderledes, end det er nu.

Menneskeheden er nået til et punkt i udviklingen, hvor det ikke længere er muligt at møde disse astrale væsener. Hvis man studerer åndsvidenskab, ved man, at det er muligt for et menneske at leve så komplet ondskabsfuldt, hensynsløst og egoistisk, at hele det lavere tankesind vikles ind i begærene, og til sidst afskæres det fra sin åndelige kilde på kausalplanet.

Dermed opstår det meget sjældne tilfælde af et såkaldt ”sjælløst” menneske. For at blive så totalt domineret af det onde, at hele personligheden afskæres fra sjælen, må et menneske kvæle selv det mindste glimt af uselviskhed eller åndelighed. Det skal være totalt blottet for enhver form for formildende sider i sin natur. Men selv i de største slyngler findes der noget positivt, og antallet af ”sjælløse” personligheder må derfor være forsvindende lille. Men selvom antallet angiveligt er så godt som ikke-eksisterende, eksisterer de dog.

Efter den fysiske død vil dette fortabte væsen hurtigt opdage, at det er ude af stand til at blive i astralverdenen. Ved fuld bevidsthed trækkes det ind i den gådefulde ottende sfære, hvor det langsomt går i opløsning efter oplevelser, som det er bedst ikke at beskrive.

Kommende forskere af astralplanet behøver ikke være bange for at møde disse ubehagelige skabninger, for som nævnt er de særdeles sjældne − og efterhånden som tiden går, vil de helt forsvinde.

9. Mennesket i den grå verden

Men selvom mennesket i udviklingens løb har løftet sig over denne særlige form for manifestation, findes der trods alt mennesker, der desperat klamrer sig til det fysiske liv, fordi de regner med, at der ikke er et liv efter døden. De har levet et meget materialistisk liv, og i løbet af den fysiske tilværelse har de ikke tænkt på noget ud over det rent fysiske. Derfor bliver disse mennesker vanvittige af angst, når de opdager, at de pludselig er totalt afskåret fra den tilværelse, som de mener, er den eneste virkelige.

Nogle gange gør disse mennesker vanvittige forsøg på at vende tilbage − eller i det mindste at genskabe en eller anden form for kontakt med det fysiske liv. De fleste har heldigvis ikke heldet med sig. De opgiver efterhånden kampen, og i samme øjeblik glider de ind i en naturlig bevidstløshed − og efter kort tid vågner de op på astralplanet. Men der findes materialistiske mennesker med en vilje, der er stærk nok til, at det delvis lykkes for dem at klamre sig til æterlegemet − og i sjældne tilfælde er de oven i købet i stand til at tiltrække partikler fra deres fysiske legeme.

Når døden indtræffer, adskilles æterlegemet og den fysiske krop. Og opløsningen af den fysiske krop begynder netop på grund af tilbagetrækningen af æterlegemet. Så længe æterlegemet og den fysiske krop er forbundet, kan der være en form for stivhed, trance- eller bedøvelsestilstand, men døden er først en realitet, når forbindelsen mellem de to fysiske instanser afbrydes.

Når et menneske i dødsprocessen trækker sig tilbage fra det fysiske legeme, træder det ind i den æteriske genpart, men det æteriske stof udgør ikke et selvstændigt redskab. Derfor er mennesket − mens det stadig befinder sig i det æteriske stof − hverken på det fysiske plan eller på astralplanet. Det har mistet de fysiske sanseorganer, og det kan endnu ikke bruge de astrale sanser, fordi det stadig er indhyllet i denne sky af æterisk stof. Derfor befinder det sig i en periode − og heldigvis kun i en kort periode − i en tåget og grå verden, hvor det hverken kan se den fysiske eller den astrale verden klart. Det opfanger af og til et glimt af begge verdener gennem den tætte æteriske stoftåge, og derfor strejfer den afdøde hjælpeløs og fortabt omkring i en slags ingenmandsland.

Der er absolut ingen grund til, at mennesker lider på denne ubehagelige måde efter døden, men de skaber selv problemet, for de frygter, at hvis de giver slip på denne flig af bevidsthed, vil de miste al bevidsthed for altid. De frygter, at der er risiko for evig fortabelse, og derfor klynger de sig desperat til den smule, der er tilbage. Men før eller siden er de imidlertid nødt til at give slip, for æterlegemet begynder at gå i opløsning. Resultatet er, at man glider over i en mere omfattende og indholdsrig tilværelse.

Men nogle af disse mennesker driver af og til ulykkelige og jamrende omkring på astralplanet. Det får naturligvis assistance fra astralplanets hjælpere, men det er næsten umuligt at overbevise dem om, at den eneste løsning på problemet er at give slip på angsten, slappe af og lade sig føre blidt og roligt over i den fred, de længes efter. De opfatter hjælpernes råd på samme måde, som en skibbruden langt fra land ville betragte et råd om at give slip på redningsplanken og overgive sig til det oprørte hav.

10. Den sorte magiker eller hans elev

Dette menneske svarer til den anden gruppe af afdøde i den anden ende af skalaen – eleven, der afventer genfødsel − men i stedet for at få tilladelse til at følge en bestemt udviklingsvej modarbejder dette menneske den naturlige evolutionsproces ved at fastholde og forlænge sit astrale liv ved hjælp af magi − ofte af den mest forfærdelige art.

Det er muligt at organisere denne gruppe i forhold til deres hensigter, deres metoder og den anslåede varighed af deres liv på astralplanet, men denne mennesketype er på ingen måde et relevant studieobjekt. Alt, hvad den studerende bør vide om denne gruppe, er hvordan man undgår denne mennesketype. Anden del af emnet vil uden tvivl have større interesse for den seriøse studerende. Det skal dog nævnes, at ethvert menneske, der forlænger sit liv på astralplanet ud over de naturlige grænser, altid gør det på andres bekostning og ved at drive rovdrift på andres liv på en eller anden måde.

_________________________________

[1] Rupa er sanskrit og betyder “form” eller ”legeme”. Arupa betyder “uden form” eller “formløs”. Rupa benyttes om eksistensplaner, hvor stof og form dominerer bevidsthedsindtrykket. Arupa benyttes om den højeste afdeling af mentalplanet (kausalplanet) og endnu højere planer, hvor energi dominerer bevidsthedsindtrykket.

[2] Mayavirupa er et legeme, der midlertidigt dannes på astralplanet, når en mester eller hans elev, der i øjeblikket fungerer på mentalplanet i sit mentallegeme, ønsker at stige ned på astralplanet og derfor ved en viljeshandling (kriyashakti) danner et legeme af astralt stof.

[3] I åndsvidenskaben skelner man mellem lavpsykiske og højpsykiske evner.

[4] H.P. Blavatsky: Stilhedens Stemme.

[5] C.W. Leadbeater: Usynlige hjælpere (Invisible Helpers). Kan frit downloades som e-bog fra VisdomsNettet.

[6] Shraddha er sanskrit og betyder tro eller tillid.

[7] Det vil sige de tanker, der har været forbundet med begærtilfredsstillelse.

[8] Æterisk syn er en videreudvikling af det fysiske øjes synsevne. Da denne evne er begrænset til den fysiske verden, betragtes den ikke som clairvoyance.

[9] The Mahatma Letters to A.P. Sinnett (Mahatmabrevene til A.P. Sinnett), 3. udgave, s. 107

[10] Pisachas omtales i Puranaerne som dæmoner skabt af Brahma. Pisachas kan også være astrale skaller eller elementaler i kama-loka (syvende astrale underplan).

[11] Incubus (latin = incubo = mareridt). Incubus er betegnelsen for bestemte laverestående astralelementaler, der sædvanligvis tiltrækkes af vibrationer fra menneskers begærliv. Sucouba er en feminin elemental, mens Incubus er en maskulin. Ifølge mytologiske traditioner, lægger en incubus sig på sovende kvinder, for at have samleje med dem.

_________________________________