2. kapitel
Scenen
Det er vigtigt at forstå, at astralplanet har syv underafdelinger eller underplaner, der varierer på grund af forskellig stoftæthed og bevidsthedsgrad. Selvom det begrænsede fysiske sprog gør det nødvendigt at inddele underplanerne i højere og lavere, må man ikke begå den fejl at forestille sig, at de astrale underplaner − eller endnu højere planer, som astralplanet er en underafdeling af − er adskilte lokaliteter i rummet. De ligger ikke oven på hinanden ligesom hylder i en bogreol − eller uden på hinanden ligesom lagene i et løg. Stoffet på hvert plan og på hvert underplan gennemtrænger stoffet på de øvrige planer og underplaner. Alt er til stede her på planeten, for planerne befinder sig inden i hinanden, og derfor indtager de principielt den samme plads i rummet. Men desuden er det korrekt, at de højere stofformer strækker sig længere ud fra det fysiske plan end de lavere.
Når man taler om, at et menneske løfter sig fra et plan til et andet, bevæger det sig ikke nødvendigvis i rummet. Det overfører snarere sin bevidsthed fra et niveau til et andet. Det bliver gradvis uimodtageligt for vibrationerne fra en type stof, og begynder i stedet at reagere på vibrationer, der stammer fra en anden og finere stoftype. Det medfører, at den ene verden med dens beboere og sceneri langsomt toner bort, mens en anden verden af en mere ophøjet natur toner frem.
Betegnelsen ”højere” og ”lavere” kan til en vis grad retfærdiggøres, og det samme gælder, når planer og underplaner sammenlignes med koncentriske skaller. Årsagen er, at der findes stof fra alle underplanerne på Jordens overflade, men astralplanet er væsentligt større end det fysiske plan, og astralplanet strækker sig flere tusinde kilometer ud fra Jordens overflade. Tyngdeloven virker nemlig også på astralt stof, og hvis det var muligt at holde det helt i ro, ville det sandsynligvis organisere sig i koncentriske skaller. Men planeten er som bekendt i konstant bevægelse. Den både roterer om sin egen akse og bevæger sig rundt i sin bane om Solen. Resultatet er, at alverdens påvirkninger og kræfter konstant hvirvler rundt. Det medfører en kontinuerlig sammenblanding, og den ideelle hviletilstand forekommer aldrig. Men samtidig er det korrekt, at jo højere man kommer op, jo tyndere og finere bliver stoffet.
Her på det fysiske plan er der en identisk situation. Jord, vand og luft − fast, flydende og luftformigt stof − findes overalt på jordoverfladen. Overordnet kan man sige, at det faste stof ligger nederst, det flydende oven på det faste, og det luftformige stof befinder sig på et højere niveau. Vand og luft gennemtrænger imidlertid jordelementet − selvom det kun er i begrænset omfang. Vand stiger desuden op i luften i form af damp, der danner skyer, men kun til en bestemt højde. Fast stof kan kastes op i luften af voldsomme rystelser – eksempelvis ved vulkanudbrud, hvor vulkansk støv kan nå op i en højde af tredive kilometer, og det kan tage flere år om at falde ned igen. Men det vender altid tilbage til sit rette element − ligesom vand, der ved fordampning stiger op i luften og vender tilbage i form af regn. Jo højere man stiger til vejrs, jo finere bliver atmosfæren − og det samme gælder det astrale stof.
Den astrale verden har en kolossal udstrækning. Størrelsen kendes nogenlunde nøjagtig fra en åndsvidenskabelig information om, at astralplanet berører Månens astrale verden ved perigæum, men ikke ved apogæum[1] − men naturligvis er kontakten begrænset til den fineste form for astralt stof.
Men hvis man ønsker at organisere de astrale underplaner og nummerere dem fra det højeste og mindst stoflige og nedad, vil man opdage, at underplanerne naturligt består af tre grupper, idet 1., 2. og 3. underplan udgør en gruppe, og 4., 5. og 6. underplan udgør en anden gruppe, mens det 7. og laveste underplan repræsenterer noget særskilt. Forskellen på stoffet i den ene af disse grupper og stoffet i den anden kan sammenlignes med forskellen på fast og flydende stof i den fysiske verden, mens forskellen mellem stofformerne i en gruppes undergrupper minder om forskellen mellem to former for fast stof − eksempelvis stål og sand. Hvis man ser bort fra 7. underplan, kan man sige, at astralplanets 4., 5. og 6. underplan har den velkendte fysiske verden som baggrund. Livet på 6. underplan er ikke meget anderledes end livet på Jorden – bortset fra at den fysiske krop og dens funktioner må undværes. 5. og 4. underplan er til gengæld mindre og mindre materielle, og livet fjerner sig mere og mere fra den fysiske verden og dens interesser.
De lavere underplaners sceneri minder derfor meget om Jorden − og alligevel er de væsentligt mere. For når man iagttager de lavere underplaner med det astrale syn, vil selv rent fysiske genstande se fuldstændig anderledes ud. Som det allerede er nævnt, ser et menneske med veludviklet astral clairvoyance ikke genstandene fra én bestemt side men fra alle sider på én gang – og det er selvsagt temmelig forvirrende.
Når alle partikler inde i en fast form er lige så synlige som partiklerne på ydersiden, er det indlysende, at selv velkendte genstande i begyndelsen vil være komplet umulige at genkende. Men ved nærmere overvejelse bliver det klart, at det astrale syn giver et mere korrekt synsindtryk end det fysiske syn. Eksempelvis vil siderne i en glasterning se lige store ud − sådan som de i virkeligheden er. På det fysiske plan ses terningens fjerneste side i perspektiv – og derfor ser den mindre ud end den nærmeste side, og det er i virkeligheden en illusion. Det er denne egenskab ved det astrale syn, der har fået nogle forfattere til at skrive, at det astrale syn er firdimensionalt – og det er faktisk en meget præcis betegnelse.
Risikoen for fejl bliver ikke mindre af, at stofformer, som er usynlige for det fysisk syn, nu bliver synlige og opfattes som fysiske. Det gælder for eksempel de partikler, der udgør atmosfæren. Det samme gælder de forskellige udstrålinger, der hele tiden strømmer fra alt levende − samt de fire former for æterisk stof, som er endnu finere end det fysiske stof. Det æteriske område udgør i sig selv en form for system, for de æteriske partikler gennemtrænger alt andet fysisk stof. Et studie af æteriske vibrationer og den påvirkning, de forskellige højere kræfter har på dem, udgør i sig selv et stort og meget vigtigt forskningsområde for en forsker, der har udviklet det metafysiske syn, der kræves til dette arbejde.
Selv når man forestiller sig, at man har fattet problemets fulde omfang, har man alligevel ikke forstået halvdelen af problemets mange aspekter. For ud over alle de nye former for fysisk stof må man desuden udforske de endnu mere mangfoldige og indviklede opdelinger af det astrale stof. Først og fremmest må man være klar over, at enhver stoflig genstand − ja selv en partikel − har en astral genpart. Og denne genpart er ikke nogen enkel form. Som regel er den meget kompliceret, for den er sammensat af forskellige slags astralt stof. Desuden er enhver levende skabning omgivet af sin egen udstråling, der sædvanligvis kaldes auraen. Og menneskets aura er i sig selv et fascinerende studieobjekt. Auraen ses som en lysende oval tåge med en særdeles kompliceret struktur. På grund af den ovale form kaldes den af og til det auriske æg.
Det vil glæde esoterisk studerende at høre, at allerede på udviklingens tidlige stadier, hvor eleven begynder at få et mere omfattende syn, bliver man i stand til ved direkte iagttagelse at få dokumentation for rigtigheden af selv detaljerne i den lære, der er givet om menneskets syv principper gennem H.P. Blavatsky. Når eleven betragter sine medmennesker, er det ikke længere kun det ydre, der iagttages. Næsten helt sammenfaldende med den fysiske krop ses æterlegemet klart og tydeligt. Og man kan se hvordan livsenergien (på sanskrit kaldet prana) blive optaget og specialiseret i æterlegemet. Pranaen har et rosa skær, og denne vitalitet cirkulerer rundt i hele kroppen og stråler ud fra det sunde menneske.
Men tydeligst og mest strålende er den astrale aura − selvom den hører til en mere forfinet stoftype. Den astrale aura udtrykker menneskets forskellige følelser og begær, der ses som levende og evigt skiftende farver, der konstant strømmer gennem menneskets bevidsthed. Det er det, der kaldes astrallegemet. Bag astrallegemet ligger mentallegemet eller det lavere tankesinds legeme. Det består af stof fra mentalplanet, der er endnu finere end astrallegemets. Farverne i menneskets mentale aura skifter langsomt i livets løb. Mentallegemet viser tankernes kvalitet samt personlighedens temperament og karakter. Endnu højere og endnu smukkere − hvis det er tilstrækkeligt udviklet − er sjælens redskab – kausallegemet. Kausallegemets levende lys viser det virkelige menneskes udviklingstrin i perioden mellem inkarnationerne. Men for at kunne iagttage disse høje legemer skal eleven have udviklet evnen til at se disse planer.
Det vil spare mange anstrengelser, hvis den studerende med det samme lærer, at auraerne ikke skal betragtes som udstrålinger. Auraerne er i virkeligheden manifestationer af sjælen på lavere planer. Man må forstå, at det er sjælen, der er det virkelige menneske, og ikke de forskellige legemer. Legemerne er blot sjælens redskaber på de lavere planer. Når sjælen befinder sig på sit eget plan – kausalplanet − i den formløse verden, er den til stede i kausallegemet. Men når sjælen inkarnerer i de lavere formverdener, må den iklæde sig formverdenens stof for at kunne fungere der. Og det stof, sjælen først tiltrækker og former til et legeme, når den forlader kausalplanet, udgør mentallegemet og tankelivet.
Når sjælen fra mentalplanet fortsætter ned på astralplanet, former den et astrallegeme og dermed sit følelsesliv af astralplanets stof. Samtidig bevarer sjælen både sit kausallegeme og sit mentallegeme. Det samme gælder, når sjælen senere stiger helt ned på det laveste og tætteste stofplan, hvor den former et fysisk legeme og dermed skaber muligheden for et handlingsliv. Det fysiske legeme opbygges over den æteriske form, som skabes af Karmas Herrer.
En detaljeret beskrivelse af de forskellige auraer findes i Det synlige og det usynlige menneske.[2] Her er det tilstrækkeligt at påpege, at da alle legemer indtager samme plads i rummet, og da de finere gennemtrænger de grovere, kræves der omhyggelige studier og stor øvelse, før en elev er i stand til klart at skelne det ene legeme fra det andet. Den del af menneskets aura, der ses af den utrænede, er som regel astrallegemet, men fortolkningen bliver naturligvis let forkert.
Selv om den astrale aura på grund af sin lysende farveglans ofte er mere iøjnefaldende, består nerveæteren og æterlegemet af væsentligt tættere stof, for selvom det er usynligt for det almindelige syn, hører det æteriske stof til det fysiske plan. Hvis man undersøger et nyfødt barns krop ved hjælp af clairvoyance, vil man se, at den er gennemtrængt − ikke alene af astralt stof af alle tæthedsgrader, men også af æterisk stof i flere tætheder. Hvis man følger disse indre legemer tilbage til deres oprindelse, opdager man, at æterlegemet − skabelonen til det fysiske legeme − er formet af Karmas Herrers hjælpere, mens det astrale stof − ikke bevidst men automatisk − indsamles af den inkarnerende sjæl, når den passerer igennem astralplanet.
Æterlegemet opbygges naturligvis af æterisk stof af forskellige tætheder, men stoffets fordeling varierer meget og bestemmes af flere faktorer som for eksempel race, underrace og mennesketype såvel som den individuelle karma. Når man ved, at disse fire undergrupper af æterisk stof består af mangfoldige kombinationer, som igen danner de sammensætninger, der indgår i kemikerens såkaldte ”grundstofatom”, er det indlysende, at dette andet princip i mennesket er yderst kompliceret, og antallet af mulige variationer er praktisk talt ubegrænsede. Det betyder, at uanset hvor indviklet og usædvanlig et menneskes karma er, vil Karmas Herrer altid være i stand til at opbygge en skabelon til en fysisk krop, der er helt i overensstemmelse med den aktuelle karma.
Endnu et punkt bør nævnes i forbindelse med beskrivelsen af, hvordan fysisk stof ser ud, når det ses fra astralplanet. Når det højere syn er fuldt udviklet, vil det være i stand til − ved hjælp af viljen − at forstørre de mindste fysiske partikler til enhver ønskelig størrelse, som om de blev set i et mikroskop med stor forstørrelsesgrad. Denne evne overstiger klart ethvert nuværende og sandsynligvis også ethvert fremtidigt mikroskops formåen. Naturvidenskabens molekyler og atomer er også synlige realiteter for den åndsvidenskabelige forsker, men den esoteriske forsker opfatter molekylers og atomers natur som langt mere sammensatte, end naturvidenskaben indtil videre har været i stand til at konstatere. Igen er der tale om et enormt forskningsområde af største interesse. En forsker, der udvikler det astrale syn til fuldkommenhed, vil vide, at eksperimenterne med almindelige og kendte fænomener bliver væsentlig nemmere. De vil desuden afsløre nye og interessante perspektiver, som det vil tage mere end et helt liv at undersøge til bunds.
Én exceptionel og positiv nyhed, som udviklingen af det astrale syn kunne åbenbare, ville være eksistensen af andre og helt anderledes farver, der befinder sig uden for det kendte farvespektrum − de infrarøde og ultraviolette stråler. Disse farver har naturvidenskaben opdaget på andre måder, men med det astrale syn, kan man selv se dem. Det er imidlertid ikke muligt at følge disse fascinerende sidespor. Formålet med dette projekt er at give et generelt indtryk af astralplanet.
Det må nu være indlysende, at selvom den fysiske verdens genstande danner baggrund for livet på astralplanets lavere trin, kan man alligevel iagttage så meget mere af genstandenes virkelige natur, at helhedsindtrykket adskiller sig meget fra fysisk iagttagelse. En sten er et eksempel på en helt enkel fysisk genstand. Når den ses med astralt syn, opleves den ikke som en død stenmasse. For det første ses stenen i sin firdimensionale helhed og ikke kun en lille del af den. For det andet kan de fysiske partiklers vibrationer i stenen iagttages. For det tredje kan man se, at den har en astral genpart, der består af astralt stof i forskellige tætheder, og de astrale partikler er ligeledes i konstant bevægelse. For det fjerde ses det tydeligt, hvordan det universelle guddommelige liv er aktivt i stenen på samme måde, som det er aktivt i hele skabelsen − selvom det guddommelige livs manifestation naturligvis ændrer karakter, efterhånden som det bevæger sig ned i de forskellige stoftætheder. For at gøre det nemmere forståeligt har hver stoftæthed fået hver sit navn. Først møder man stoffet i de to elementalriger. Når det bevæger sig ind i mineralriget, kaldes det mineralmonaden − i planteriget plantemonaden − etc. Så vidt vides eksisterer begrebet ”dødt stof” ikke.
Udover dette kan man se, at stenen er omgivet af en aura. Auraen har naturligvis langt mindre udstrækning og er langt mindre varieret end auraer i de højere riger. Desuden kan de elementaler, der bor i stenen, iagttages. I stedet for elementaler burde de kaldes gnomer − en art naturvæsener. Det er imidlertid ikke relevant at gå i dybden med dette iboende liv. Yderligere oplysninger findes i Det synlige og det usynlige menneske og i anden åndsvidenskabelig litteratur. (Se endvidere et senere kapitel i denne bog). Men når der er tale om plante-, dyre- og menneskeriget, er det hele naturligvis langt mere kompliceret.
Nogle vil måske undre sig over, at disse komplekse forhold ikke omtales af de mange medier, der af og til fanger et glimt af den astrale verden. Ved spiritistiske seancer omtales de heller ikke af de væsener, der manifesterer sig. Men det kan meget let forklares. Utrænede mennesker på astralplanet − hvad enten de er levende eller døde − ser først tingene, som de virkelig er, efter lang tids øvelse. Selv de, der er i stand til at se det hele, er ofte for omtågede og forvirrede til at forstå eller huske. Og blandt den lille minoritet, der både kan se og huske, er der sandsynligvis ingen, der er i stand til at omsætte erindringen til det lavere plans sprog. De fleste utrænede medier undersøger aldrig deres astrale oplevelser videnskabeligt. De modtager simpelthen et indtryk, som kan være helt korrekt, men som også kan være halvvejs forkert eller endog totalt vildledende.
Sidstnævnte mulighed bliver mere sandsynlig, når man kender til de ”numre”, som drillesyge beboere i den astrale verden ofte laver − ”numre”, som den utrænede normalt er fuldstændig forsvarsløs over for. Og glem ikke, at astralplanets ”faste beboere” under normale omstændigheder kun er bevidste om tingene i den astrale verden, for fysisk stof er nøjagtig lige så usynligt for dem, som astralt stof er for hovedparten af menneskeheden. Men da enhver fysisk genstand − som før nævnt − har en astral genpart, som er synligt på astralplanet, kunne man måske få den opfattelse, at forskellen er ubetydelig.
Hvis et astralt væsen hele tiden arbejder gennem et medie, er der risiko for, at de finere astrale sanser gradvis blive så grove, at de bliver ufølsomme over for astralplanets finere stoftætheder, og i stedet for bliver den fysiske verden, som fysiske mennesker ser den, gradvis mere synlig. Kun den trænede iagttager, som er fuldt bevidst på begge planer, kan være sikker på at se begge verdener tydeligt og på én gang. Det er derfor indlysende, at det er et kompliceret område, og man kan ikke undgå bedrag eller fejltagelser, før planet er bevidst erfaret og videnskabeligt udforsket.
Den fysiske verden er på en måde også baggrund for astralplanets 7. og laveste underplan, men det, der ses her, er bare et lille og fordrejet udsnit. Alt det smukke, lyse og gode er usynligt. For 4.000 år siden skrev den egyptiske skriver Anis denne tekst på papyrus: ”Hvad er det dog for et sted, jeg er kommet til? Her er ingen vand og ingen luft. Stedet er dybt og bundløst. Det er sort som den sorteste nat, og mennesker vandrer hjælpeløse omkring. Her kan et menneske ikke leve i hjertets stilhed og ro.” Virkeligheden for det ulykkelige menneske, der havner på dette underplan er i sandhed, at ”hele Jorden er fuld af mørke og af uhyggelige regioner”. Men det er et mørke, der udstråler fra mennesket selv, og det medfører, at tilværelsen bliver som en evig nat fuld af ondskab og rædsel − et regulært helvede. Men ethvert helvede er altid skabt af mennesket selv.
Det betyder ikke, at underplanet er uvirkeligt − at det er uden objektiv eksistens. Det befinder sig dels på Jordens overflade og dels (måske mest) under overfladen, idet det gennemtrænger Jordens ydre skal. Det, der menes, er, at intet menneske, som lever et almindeligt og fornuftigt liv, kommer i kontakt med denne meget fortvivlende region − eller bliver bevidst om dens eksistens. Hvis et menneske kommer i kontakt med dette underplan, skyldes det udelukkende dets egne meget grove og meget ondskabsfulde tanker, følelser og handlinger.
De fleste studerende oplever, at udforskningen af denne sfære er en særdeles ubehagelig opgave, for stedet har tætte og grove stoflige omgivelser, der er ubeskriveligt modbydeligt for det frigjorte astrallegeme. Det giver en fornemmelse af, at man må slæbe sig vej gennem en sort, tyktflydende væske. Desuden er beboerne og atmosfæren i allerhøjeste grad frastødende.
1., 2. og 3. underplan giver indtryk af, at disse regioner befinder sig meget langt fra den fysiske verden. De opleves som mindre stoflige, selvom de befinder sig samme sted i rummet. Beboerne på disse planer har tabt den fysiske verden og dens anliggender af syne. De er som regel stærkt optaget af sig selv, og de skaber i stor udstrækning deres egne omgivelser. Omgivelserne er objektive nok til, at de kan opfattes af andre astrale væsener, og fysiske mennesker med clairvoyant syn kan også se dem. Denne region er det ”sommerland”, der ofte omtales ved spiritistiske seancer. Og de astrale mennesker, der kommer ned derfra og beskriver sommerlandet, taler utvivlsomt sandt – men igen afhænger udsagnet af, om deres viden er tilstrækkelig stor.
”Ånder” (afdøde) giver deres huse, skoler og byer midlertidig eksistens på disse underplaner. De bygninger, de skaber, er ofte virkelige nok i en periode − men for det clairvoyante syn kan de af og til være middelmådige i forhold til det, deres skabere selv forestiller sig. Alligevel er mange af de fantasier, som her antager form, af midlertidig skønhed. Et menneske, der intet kender til de højere planer, kan strejfe fornøjet omkring i skove og bjerge, ved smukke søer og i duftende blomsterhaver, som under alle omstændigheder overgår alt, hvad der findes i den fysiske verden. Eller det kan selv skabe omgivelser, der tilfredsstiller dets egne fantasier. De mere detaljerede forskelle på de tre øverste underplaner på astralplanet vil være lettere at beskrive i et senere afsnit om planernes menneskelige beboere.
En forklaring på astralplanets sceneri ville ikke være fuldkommen uden en omtale af det, der ofte uhensigtsmæssigt er blevet kaldt ”optegnelserne i det astrale lys”. Disse optegnelser (som reelt er en slags materialisering af den guddommelige hukommelse i form af en levende fotografisk fremstilling af alle hændelser på planeten) er i virkeligheden permanent indpræget i et meget højere plans stof og afspejles i en mere eller mindre fragmentarisk form på astralplanet. Derfor vil et menneske, hvis metafysiske synsevne ikke rækker længere end til dette niveau, sandsynligvis kun opnå sporadiske og usammenhængende billeder af fortiden og ikke en sammenhængende beretning. Men ikke desto mindre reproduceres disse spredte billeder af alle fortidige begivenheder konstant i den astrale verden, og de udgør en vigtig del af forskerens omgivelser. Der er desværre kun plads til at nævne emnet her, men en nærmere forklaring findes i 7. kapitel i bogen Clairvoyance.[3]
_________________________________
[1] Perigæum er det punkt på Månens elliptiske bane, der er tættest på Jordens centrum, og apogæum det punkt, hvor afstanden er størst.
[2] C.W. Leadbeater: Det synlige og det usynlige menneske (Man, Visible and Invisible). Kan frit downloades som e-bog fra VisdomsNettet: DET SYNLIGE OG DET USYNLIGE MENNESKE
[3] C.W. Leadbeater: Clairvoyance
_________________________________
|