Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

ASTRALPLANET
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-ASTRALPLANET-Leadbeater-Åndsvidenskab

ASTRALPLANET (5 af 8)


For første gang er der foretaget en detaljeret udforskning, der er nedskrevet som en overskuelig videnskabelig forklaring på denne usynlige verden - astralplanet.

ASTRALPLANET (5 af 8)

II. IKKE-MENNESKELIGE

 

Det er vist ret indlysende − selv med en overfladisk betragtning − at mange af de fysiske naturfænomener, der påvirker mennesket mest, ikke indtræffer alene for at gavne menneskehedens ve og vel − ja ofte er de ikke engang en fordel for mennesket. Men der er ingen tvivl om, at menneskeheden − navnlig i sin barndom – forestillede sig, at denne verden og alt hvad den indeholder, udelukkende er skabt for menneskets skyld. På nuværende tidspunkt burde flertallet være vokset fra denne barnagtige tåbelighed og have erkendt menneskehedens virkelige position i skabelsen og de forpligtelser, der følger med.

At de fleste endnu ikke er nået til denne erkendelse, ses tydeligt på mange forskellige områder i livet − navnlig i den ufattelige grusomhed, som mange − der uden tvivl betragter sig selv som højt civiliserede mennesker – accepterer i forhold til dyreriget − eller endog direkte deltager i under den sport, der kaldes jagt. Selv rene novicer inden for åndsvidenskaben burde vide, at alt liv er helligt. De ved, at uden almindelig medfølelse kan der ikke ske virkelige fremskridt. Mange indser det dog først, når de er nået længere i studierne, for her erkender de, hvor mangfoldig evolutionen i virkeligheden er, og hvor relativ beskeden en plads menneskeheden reelt udfylder i naturens økonomi.

Det går op for den studerende, at ligesom mikroskopet kan afsløre, at jorden, luften og vandet er basis for myriader af livsformer, der er usynlige for det fysiske syn, så findes der også højere planer, der er lige så tæt befolkede, selvom de heller ikke kan ses med det fysiske syn. Efterhånden som denne viden vokser, bliver det indlysende, at evolutionens mange potentialer bør udnyttes til det yderste. Man indser, at overalt hvor der spildes tid, energi og chancer, skyldes det ikke fejl i den universelle plan, men menneskets uvidenhed om naturens metoder og formål.

Emnet for dette afsnit er astralplanets ikke-menneskelige beboere, men det er hensigtsmæssigt at udelade de tidlige universelle livsformer. De er indesluttet i atomer, molekyler og celler, og de udvikler sig på en måde, der er meget vanskelig at forstå. Selv hvis man begynder med det laveste af elementalrigerne, vil det være nødvendigt at samle en enorm mængde astrale beboere i denne gruppe, og desuden vil det kun være muligt at beskrive dem overfladisk, fordi alt, hvad der kunne minde om en mere detaljeret beskrivelse, ville få denne bog til at vokse til et leksikon.

Den letteste måde at klassificere de ikke-menneskelige væsener på er at opdele dem i fire grupper. Men det er vigtigt at forstå, at en gruppe i dette tilfælde − i modsætning til tidligere − ikke er en relativt lille underinddeling, men et stort naturrige, der er mindst lige så omfattende og mangfoldigt som eksempelvis dyre- eller planteriget. Nogle af disse grupper befinder sig udviklingsmæssigt langt under menneskeriget − andre befinder sig på samme niveau − mens atter andre er langt foran i kvalitet og kraft. Nogle hører til menneskets evolutionslinje − det vil sige, at de enten har været eller vil blive mennesker − mens andre følger deres egen evolutionslinje.

Her er det nødvendigt at tage to forbehold. For det første er der ingen beskrivelse af højtstående mestre fra andre planeter i solsystemet − eller endnu mere ophøjede gæster fra fjernere egne − som af og til viser sig på planeten, for disse begivenheder kan umuligt beskrives på en passende måde i en bog, der er beregnet til mere almindelige studier. Desuden er det praktisk talt utænkeligt − selvom det teoretisk er muligt − at så højt udviklede væsener nogen sinde skulle manifestere sig på et så lavt plan som astralplanet. Hvis de af en eller anden grund skulle ønske at gøre det, ville et egnet legeme midlertidigt blive skabt af planetens astrale stof, på samme måde som det er beskrevet med nirmanakayaen.

For det andet findes der − helt uden relation med de fire grupper, der omtales i dette afsnit − to andre store evolutioner, som for øjeblikket deler planeten Jorden med menneskeheden. Men på det nuværende udviklingsniveau er det forbudt at videregive detaljer om dem. Det er åbenbart ikke meningen, at de skal være bevidste om menneskets eksistens − eller mennesket om deres. Hvis menneskeheden nogen sinde kommer i kontakt med dem, vil det sandsynligvis blive på det fysiske plan, for deres forbindelse med astralplanet er meget fjern. Den eneste mulighed for, at de skulle vise sig på astralplanet, er, at der sker et helt utænkeligt uheld i en magisk ceremoni. Heldigvis er der kun få af de mest fremskredne magikere, der ved, hvordan ceremonien skal udføres. Dette ellers usandsynlige uheld er faktisk sket mindst én gang, og derfor kan det ske igen. Og på grund af det omtalte forbud er det ikke muligt at tage dem med i oversigten.

 

1. Elementalessensen, der hører til menneskets evolution

Som nævnt er betegnelsen ”elementar” ukritisk blevet brugt af flere forfattere, når de beskrev menneskets post mortem-tilstande. Men ordet ”elemental” er på samme måde fejlagtigt blevet brugt til at betegne alle ikke-menneskelige ånder − lige fra de mest gudelignende devaer via alverdens varianter af naturvæsener ned til den formløse essens, der kendetegner rigerne under mineralriget. Det har medført, at studerende − efter at have læst forskellige bøger − er blevet temmelig forvirrede af de inkonsekvente informationer. Det er derfor vigtigt at pointere, at elementalessens er en betegnelse, der alene anvendes om den monadiske essens på nogle af dens udviklingstrin. Og monadisk essens kan defineres som udstrømning af ånd eller guddommelig kraft ned i stoffet.

Åndsvidenskaben oplyser, at denne udstrømning − før den når individualiseringsstadiet, hvor kausallegemet formes − har passeret gennem og belivet seks lavere tilstandsformer − dyreriget, planteriget, mineralriget og tre elementalriger. Da det er den, der beliver disse riger, er den nogle gange blevet kaldt dyre-, plante- og mineralmonaden. Men denne betegnelse er direkte vildledende, for længe før udstrømningen når til disse riger, er den blevet til mange monader. Betegnelsen blev imidlertid brugt for at illustrere det faktum, at selvom differentieringen af den monadiske essens er begyndt for længe siden, er den endnu ikke nået til individualiseringsstadiet.

Når denne monadiske essens beliver de tre store elementalriger før mineralriget, kaldes den ”elementalessens”. Men før man kan forstå dens karakter, og den måde hvorpå den manifesterer sig, må man vide, hvordan ånden indhyller sig i stof på sin vej ned i manifestation.

Det er indlysende, at når ånden befinder sig på et eller andet plan (som eksempelvis kan kaldes 1. plan), men ønsker at stige ned på planet under (2. plan), så må ånden nødvendigvis indhylle sig i planets stof for at kunne komme til udtryk på planet. Ånden må derfor samle 2. plans stof omkring sig. Det samme gælder, når den herefter stiger ned på 3. plan. Igen iklæder den sig det lavere plans stof. Der er nu skabt et atom med et ydre hylster, der består af 3. plans stof. Åndens kraft, der beliver atomet, er imidlertid ikke ånd i den samme tilstand, som på 1. plan. På 3. plan er ånden den guddommelige kraft plus sløret af det lavere plans stof. Når nedstigningen fortsætter til 4. plan, bliver atomet endnu mere komplekst, for nu har det et legeme af 4. plans stof, der er belivet af ånd, som allerede to gange er indhyllet i stof − nemlig i 2. og 3. plans stof. Da denne proces gentager sig for hvert underplan af Solsystemets store planer, er det indlysende, at når den oprindelige kraft når det fysiske plan, vil den være så tilsløret, at mennesket ofte har særdeles vanskeligt ved overhovedet at genkende den som ånd.

Hvis man forestiller sig, at den monadiske essens har ført denne tilsløringsproces ned til mentalplanets atomare trin, og at den − i stedet for at stige ned gennem planets forskellige underopdelinger − fortsætter direkte til astralplanet og samler og beliver et legeme af atomart astralt stof, så vil denne kombination af ånd og stof udgøre astralplanets elementalessens. Astralplanets elementalessens hører til det tredje af de store elementalriger, der ligger umiddelbart før mineralriget. Under sine 2.401 differentieringer på astralplanet danner ånden mange forskellige kombinationer af stof fra alle underplanerne, men de er kun midlertidige. I sit inderste væsen udgør den monadiske essens kun ét rige, der har sænket sig ned til mentalplanets atomare trin, men som desuden manifesterer sig gennem astralplanets atomare stof. De to højere elementalriger findes på henholdsvis øverste underplan af den højere og den lavere del af mentalplanet − men da emnet her er astralplanet, bliver disse underplaner ikke gennemgået.

At tale om én elemental i forbindelse med denne gruppe, er i virkeligheden misvisende, for den findes ikke. Hvad der reelt findes, er et kæmpemæssigt hav af elementalessens, som er hypersensitivt over for selv den mest flygtige menneskelige tanke. På et splitsekund reagerer elementalessensen med ubeskrivelig præcision på vibrationer, der stammer fra menneskets ubevidste følelsesliv.

Men hvis mennesket bruger viljen og tanken til at forme elementalessensen til en levende kraft, og dermed danne en form, der kan betegnes som én elemental, tilhører den ikke længere den kategori, der her beskrives. I stedet hører den til gruppen af kunstige væsener. Men selv i denne tilstand er dens levetid som adskilt enhed normalt meget kortvarig. I samme øjeblik impulsen har udlevet sig selv, synker den tilbage til underplanets store reservoir af elementalessens.

Det vil føre for vidt at forsøge at organisere disse underopdelinger. Og selv med en oversigt, ville den være uforståelig for alle andre end de studerende, der er i stand til at se de forskellige typer clairvoyant og sammenligne dem. Grundtrækkene i en oversigt kan sikkert godt forstås, og måske vil de være af interesse.

Overordnet kan de organiseres efter den stoftype, de beliver – og som har givet elementalerne deres navne. Evolutionens syvfoldighed danner syv hovedgrupper, der svarer til det fysiske stofs syv tilstandsformer fast, flydende, luftformig samt fire æteriske tilstande.

Middelalderens alkymisters er ofte blevet hånet for deres uvidenhed, fordi de brugte betegnelsen ”grundstoffer” (elementer) om de stoffer, som nutidens kemikere kalder ”forbindelser”. Men man gør alkymisterne uret. Deres viden om emnet var i virkeligheden større end kemikernes. De havde måske − eller måske ikke − optegnet alle 80 eller 90 stoffer, som i dag kaldes grundstoffer. Men de brugte under ingen omstændigheder denne betegnelse, for deres esoteriske studier havde vist, at der kun findes ét grundstof, som de såkaldte grundstoffer og alle andre stoffer blot er sammensætninger af. Det er i øvrigt en sandhed, som nogle af nutidens kemikere er begyndt at fatte.

I virkeligheden gik de foragtede alkymisters analyser adskillige lag dybere end nutidens kemikeres. Alkymisterne kunne se og forholde sig til det æteriske stof, som den moderne naturvidenskab kun kalkulerer med som en nødvendig forudsætning i deres matematiske modeller. Alkymisterne vidste, at æteren består af fysisk stof i fire forskellige tilstandsformer, der befinder sig over den luftformige – en kendsgerning, som naturvidenskaben endnu ikke har genopdaget. De vidste, at alle fysiske genstande uden undtagelse består af stof i en eller flere af disse syv tilstande, og at ethvert organisk legeme består mere eller mindre af alle syv stoftype. Det er årsagen til, at de talte om brændende og flydende legemsvæsker eller grundstoffer (elementer), selvom det virker tåbeligt for nutidens forskere. De anvendte selvfølgelig ordet grundstoffer som synonym for ”bestanddele” uden at forestille sig, at de dermed skulle være stoffer, der ikke kan reduceres. De vidste også, at hver af disse stofordener udgør manifestationsgrundlaget for en stor gruppe af monadisk essens under udvikling, og derfor døbte de essensen elemental.

Det betyder, at der bor en jordelemental i enhver fysisk stofpartikel, og den opretholdes så længe jordelementalen holder sammen på elementalessensen. På samme måde bor der en vand-, luft- og ildelemental i enhver stofpartikel i den flydende, luftformige og æteriske tilstandsform. Bemærk at denne første deling af det tredje elementalrige kan betragtes som horisontal, for de forskellige grupper er forbundet med hinanden som trin, hvor hvert trin er en smule mindre stofligt end trinnet under, og de glider umærkeligt over i hinanden. Hver af disse grupper kan igen deles horisontalt i syv, for der er naturligvis forskellige tæthedsgrader inden for de faste, flydende og luftformige stoffer.

Det er umuligt for dem at udveksle essens, men de fungerer i et samspil, og i hver gruppe findes der syv undertyper. De adskiller sig ved deres forskellige farver, som skyldes den frekvens, de lettest responderer på. Heraf kan man se, at den vertikale deling og underdeling har en helt anden karakter end den horisontale − og den er langt mere permanent og fundamental. Elementalrigets evolution udvikler sig uendeligt langsomt gennem de forskellige planer og underplaner, men det gælder ikke for typerne og undertyperne, for de er uændrede under hele udviklingen.

I forsøget på at forstå elementalevolutionen må man huske, at den sker på den såkaldte ”nedadgående bue”. Det vil sige, at udviklingen fører nedad mod stadig større stoftæthed og i sidste ende total forening med stoffet i mineralriget. De fleste andre former er på vej i modsatte retning. Fremskridt i elementalriget vil derfor være at stige dybere ned i stoffet i stedet for at stige op mod de højere planer. Det er vigtigt at forstå dette omvendte forhold, hvis man ikke vil risikere at blive forvirret over de tilsyneladende unormale processer.

På trods af variationen i underplaner, er der alligevel forskellige egenskaber, som er fælles for alle varianter af denne levende essens. Men selv disse egenskaber er helt anderledes end det, der kendes fra det fysiske plan. Derfor er det meget vanskeligt at beskrive dem for mennesker, der ikke selv kan se dem i aktion.

Hvis en del af essensen er helt upåvirket af ydre kræfter (en tilstand der stort set aldrig forekommer), er den fuldstændig formløs − selvom den konstant er i hurtig bevægelse. Ved den mindste forstyrrelse − som for eksempel en flygtigt tankestrøm − forvandles den øjeblikkeligt til en kaotisk blanding af urolige skiftende former, der opstår og forsvinder som bobler på overfladen af kogende vand.

De flygtige former kan minde om levende væsener af en eller anden art, men de er ikke mere udtryk for levende væsener end bølger, der skabes på overfladen af en spejlblank sø af et pludseligt vindstød. Formerne minder mest om refleksioner fra astralplanets enorme forråd − og alligevel har de sædvanligvis en vis lighed med karakteren af den tankestrøm, der har skabt dem. Men der er næsten altid tale om en grotesk forvridning ofte i retning af noget grimt.

Men hvilken intelligens udvælger en passende form – eller foretager forvridningen af den? Der er ikke tale om en vital og magtfuld kunstig elemental, der er skabt af en stærk og fokuseret tanke. Derimod er formen udtryk for en strøm af halvbevidste, tilfældige og unyttige tanker, som hovedparten af menneskeheden konstant lader strømme gennem hjernen. Intelligensen stammer derfor ikke fra en egentlig tankeproces. Men man må heller ikke forestille sig, at elementalessensen har nogen form for spirende mentale evner, for den tilhører jo et rige, der er fjernere fra individualisering end selv mineralriget.

Alligevel har elementalessensen en ufattelig tilpasningsevne. Og der er ingen tvivl om, at det er denne egenskab, der tidligere gav elementalerne betegnelsen ”astrallysets halvintelligente væsener”. Der findes andre beviser på denne tilpasningsevne, som vil blive omtalt under afsnittet om de kunstige elementaler. Når elementaler omtales som gode eller onde, må der altid være tale om enten et kunstigt væsen eller et af de mange naturvæsener, for de egentlige elementalriger kan umuligt betragtes som ”gode” eller ”onde”.

Imidlertid er der en tendens til, at disse væsener er mere fjendtligsindede end venligsindede over for mennesket. Det ved enhver uprøvet esoterisk forsker, for i de fleste tilfælde er det første indtryk af astralplanet, at man er omgivet af store skarer af dæmoner, der nærmer sig truende, men altid trækker sig tilbage eller forsvinder stilfærdigt, hvis man frygtløst ser dem i øjnene.

Ifølge middelalderens forfattere kan mennesket takke sig selv for disse eksistenser. Tidligere var mennesket som helhed mindre egoistisk og mere åndeligt, og dengang var ”elementalerne” venligsindede. Men på grund af menneskets egoisme, ligegyldighed og manglende medfølelse med andre levende væsener, har dette forhold ændret sig.

Som sagt reagerer essensen yderst sensitivt på menneskers mindste tanke eller følelse. Derfor må det være indlysende, at elementalriget er, hvad menneskehedens kollektive tanke gør det til. Hvis man vidste, hvor negativ menneskehedens kollektive tænkning i øjeblikket er, vil man ikke undre sig over, at mennesket blot høster, hvad det har sået. Elementalessensen har ingen selvstændig opfattelsesevne. Den modtager blindt og afspejler, hvad der projiceres ud i den – og det er sædvanligvis fjendtligt af natur.

Der er ingen tvivl om, at elementalrigerne i kommende racer − når menneskeheden som helhed har nået et meget højere udviklingsstadie − vil blive påvirket af den ændrede kollektive tænkning, der hele tiden strømmer igennem dem. Derfor vil deres fjendtlighed blive vendt til venlighed. Uanset hvad der er sket i fortiden, kan menneskeheden se frem til en ”guldalder”, hvor hovedparten af menneskene vil være åndelige og medmenneskelige, og hvor naturkræfterne samarbejder med dem.

Når mennesket så let påvirker elementalrigerne, medfører det også et ansvar over for disse riger. På trods af, at alle de store religioner i tidens løb har givet samme budskab, så ignorerer hovedparten af menneskeheden helt sit ansvar på tankeplanet. Hvis et menneske ikke har skadet andre med hverken ord eller handlinger, tror det, at det har gjort alt, hvad der forventes af det. Men det glemmer, at det måske i årevis har haft en begrænsende og nedværdigende indflydelse på sin nærmeste omgangskreds, og har forgiftet atmosfæren med usympatiske virkninger af en samvittighedsløs natur.

Spørgsmålet bliver endnu mere alvorligt, når man ser problemet fra den kunstige elementals synsvinkel. Hvad angår elementalessensen er det nok at sige, at det er i menneskets magt at stimulere eller forsinke dens udvikling, afhængig af, hvordan den bruges − bevidst eller ubevidst.

Det er håbløst inden for rammerne af denne bog, at forsøge at forklare hvordan et menneske, der er trænet i at bruge dem, kan anvende kræfterne i elementalessensens mangfoldige varianter til forskellige formål. De fleste magiske ceremonier afhænger næsten udelukkende af den manipulation af essensen, som magikeren foretager, enten direkte i kraft af sin vilje eller ved hjælp af et astralt væsen, som tiltrækkes til formålet.

Stort set alle fysiske fænomener ved spiritistiske seancer skabes ved hjælp af elementalessensen. Det samme gælder stenkastning, klokkeringning o.l., som enten skabes af en jordbunden afdøds usmarte forsøg på at vække opmærksomhed − eller det er simpelthen udtryk for et naturvæsens uskyldige narrestreger (omtales senere). Men det er forkert at forestille sig, at selve ”elementalen” er den primære kraft bag bevægelsen. Den er ganske enkelt en latent kraft, der kræver en ydre påvirkning for at blive sat i bevægelse.

Selv om alle former for elementalessens har evnen til at afspejle astrale billeder, er der typer, som lettere modtager bestemte impulser end andre. Man kan sige, at de har deres yndlingsformer, som de naturligt antager, når de påvirkes til det − medmindre de bevidst tvinges ind i andre former.

Før denne del af emnet forlades, skal de studerende advares mod den forvirring, som nogle har oplevet, fordi de forveksler elementalessensen med den monadiske essens, der manifesterer sig gennem mineralriget. På ét trin i udviklingen frem mod menneskestadiet manifesterer den monadiske essens sig i elementalriget, mens den på et senere trin manifesterer sig i mineralriget. Den monadiske essens på begge udviklingstrin manifesterer sig samtidig. Den ene af de to manifestationer (jordelementalen) indtager samme plads som den anden (eksempelvis en sten) og bor i den. Men det griber på ingen måde forstyrrende ind i evolutionen for nogen af dem, og der er heller ikke nogen forbindelse mellem de respektive legemer af monadisk essens.

 

2. Dyrs astrallegeme

Dyreriget udgør en kolossal stor gruppe. Alligevel har den ikke en særlig fremtrædende rolle på astralplanet, for dyrene bliver som regel kun kort tid på planet. Langt de fleste dyr er endnu ikke permanent individualiserede, og når et dyr afgår ved døden, strømmer den monadiske essens i dyret, tilbage til det stofniveau, den kom fra, beriget af det fysiske livs erfaringer. Det sker dog ikke omgående, for ligesom menneskets astrallegeme skal dyrets astrallegeme transformeres, og derfor har det også en livsperiode på astralplanet. Den er som regel kort, men varierer i forhold til den intelligens, dyret fik udviklet. Men i de fleste tilfælde befinder det sig i en drømmende tilstand.

Der findes imidlertid et relativt begrænset antal husdyr, som har opnået individualisering. De vil ikke blive genfødt som dyr, og de har naturligvis et længere og mere frugtbart liv på astralplanet end deres lavere udviklede artsfæller. Ved slutningen af deres astrale periode glider de gradvis over i en subjektiv tilstand, der sandsynligvis varer i meget lang tid. En interessant udløber af denne astrale gruppe er de individualiserede menneskeaber, der omtales i Den Hemmelige Lære[1]. De er parat til at inkarnere som mennesker i næste runde − eller for nogles vedkommende måske endnu tidligere.

 

3. Forskellige slags naturvæsener

Denne gruppe har så mange og så forskellige underafdelinger, at det ville kræve en omfattende afhandling, hvis emnet skulle beskrives bare nogenlunde dækkende. Naturvæsenerne har imidlertid vise fælles træk, og det er tilstrækkeligt at give en beskrivelse af dem.

Der er her tale om væsener, der adskiller sig radikalt fra alt, hvad der hidtil er beskrevet i denne bog. Selvom det vil være korrekt at kalde elementalessensen og de astrale dyrelegemer for ikke-menneskelige, vil den belivende monadiske essens trods alt engang i fremtiden nå et udviklingstrin, hvor den manifesterer sig som en menneskehed, der kan sammenlignes med den nuværende. Hvis det var muligt at køre filmen baglæns gennem utallige tidsaldre og se den nuværende menneskeheds evolution i tidligere verdenscyklusser, ville det være nemt at forstå, at det, der i dag er det menneskelige kausallegeme, har gennemlevet lignende udviklingsstadier.

Det gælder imidlertid ikke naturvæsenernes umådelige rige. Naturvæsenerne har ikke været − og de vil heller aldrig blive − medlemmer af en menneskehed. De har en helt anden evolutionslinje, og årsagen til deres forbindelse med menneskeriget er ganske enkelt, at de også bor på denne planet. Som naboer er der selvfølgelig grund til gensidig respekt, men de to udviklingslinjer er så vidt forskellige, at der ikke er den store hjælp at hente hos hinanden.

Mange forfattere placerer naturvæsenerne under elementalerne, og de er på en måde også en form for højere evolutionselementaler − eller for nu at være mere nøjagtig – en slags dyr. Selvom de er langt højere udviklet end menneskehedens elementalessens, har de alligevel visse træk tilfælles med den. De er for eksempel også delt i syv store grupper, som bebor de syv stofplaner, og som tidligere beskrevet er stofplanerne gennemtrængt af hver sin kvalitet af essensen. For at begynde med dem, der er nemmest at forstå, er der jordens, vandets, luftens og ildens (eller æterens) naturvæsener. De alle er astrale væsener med instinktiv intelligens, og de bor og er aktive i hvert af disse elementer.

Nogen vil måske undre sig over, hvordan det er muligt for noget væsen at bo i en stens eller i grundfjeldets faste stof. Men da naturvæsenerne består af astralt stof, er stenens fysiske masse ingen hindring for deres bevægelse eller sanser. Desuden er fast fysisk stof deres naturlige element. Det er det, de er vant til. Her føler de sig hjemme. Det samme gælder de naturvæsener, der bor i vand, luft eller æter.

I middelalderlig litteratur kaldes disse jordvæsener ofte gnomer, mens vandvæsenerne omtales som undiner, luftvæsenerne som sylfer og ætervæsenerne som salamandre. I almindelig sprogbrug har de mange navne − feer, alfer, perier, trolde, jordtrolde, satyrer, fauner, kobolter, djævle, småfolk etc.

Naturvæsenerne har mange forskellige former, men de antager ofte form som mennesker i miniaturestørrelse. Som alle andre beboere på astralplanet kan de til enhver tid antage en hvilken som helst skikkelse, men de har sandsynligvis deres egen unikke form − eller måske skulle man sige yndlingsform. Den bruger de, når der ikke er grund til at antage en anden. Sædvanligvis kan de ikke ses med det fysiske syn, men de er i stand til at materialisere sig og blive synlige, hvis de ønsker det.

Naturvæsenerne kan opdeles i et stort antal arter eller racer, og de enkelte væsener varierer i intelligens og temperament på samme måde som mennesket. Hovedparten foretrækker tilsyneladende helt at undgå mennesker. De oplever menneskets adfærd og udstråling som direkte ubehagelig. Menneskets hyperaktive, hæmningsløse og egoistiske begærliv skaber konstante febrilske astrale energistrømninger, der forstyrrer og generer dem. Men der findes også tilfælde, hvor naturvæsener er blevet venner med mennesker, som de har ydet al den hjælp, de kunne.

Denne hjælpsomhed er imidlertid ret sjælden. Når de kommer i kontakt med et mennesket, viser de som regel ligegyldighed eller afsky. I nogen tilfælde finder de på narrestreger og laver barnagtige numre med mennesket. I næsten alle landsbyer i afsidesliggende bjergegne kender man beretninger om denne type hændelser. Enhver, der har deltaget i seancer for at opleve fysiske fænomener, har med egne øjne set eksempler på disse narrestreger. Der er blot tale om godmodige løjer, som næsten altid er udtryk for tilstedeværelsen af naturvæsener fra de lavere ordener.

Naturvæsenerne har en evne til at kaste trylleglans over dem, der lader sig påvirke af dem. Det medfører, at ofrene for en tid kun ser og hører, hvad disse væsener viser dem − nøjagtig som et hypnotiseret menneske, der kun ser, hører, føler og tror det, som hypnotisøren ønsker. Naturvæsenerne har dog ikke hypnotisørens evne til at gøre sig til herre over den menneskelige vilje − undtagen hvis der er tale om et overordentlig viljesvagt menneske, eller et menneske, der bliver så paralyseret af frygt, at dets vilje midlertidigt er sat ud af spillet. Naturvæsenerne formår kun at skabe sansebedrag, men til gengæld er det en kunst, de mestrer. Der findes utallige eksempler på, hvordan de på én gang har udsat adskillige mennesker for sansebedrag. Det er ved hjælp af disse naturvæsener, at indiske tryllekunstnere udfører nogle af deres mest usandsynlige numre. Hele publikummet bliver faktisk hallucineret til at tro, at de ser og hører en række begivenheder, som overhovedet ikke finder sted.

Man kunne fristes til at betragte naturvæsenerne som en slags astral menneskehed, men det ville være en misforståelse, for ingen af dem − ikke engang de højest udviklede − er permanente, reinkarnerende individualiteter. Naturvæsenets evolutionslinje adskiller sig tilsyneladende fra menneskets ved, at de udvikler en langt større intelligens, før de bliver permanent individualiserede. Men man ved kun meget lidt om de udviklingsstadier, de har gennemgået, og dem, de endnu mangler.

De forskellige livsperioder på de astrale underplaner varierer meget, for nogle er meget kortere og andre er meget længere end menneskets levetid. Mennesket befinder sig så uendelig fjernt fra det liv, de lever, at det næsten er umuligt at fatte de forhold, de lever under. Men som helhed har man indtryk af, at de lever et enkelt, lykkeligt og ansvarsfrit liv, som kan minde om lykkelige børns leg under gunstige fysiske forhold.

Selvom naturvæsener kan være udspekulerede og drilagtige, er de sjældent ondskabsfulde − medmindre de udsættes for direkte provokerende og hensynsløs adfærd. De har alle stor mistillid til menneskeheden, og derfor har de ofte modstand mod nybegynderes tilstedeværelse på astralplanet. Det første møde med dem har ofte karakter af en eller anden ubehagelig oplevelse. Hvis de ikke lade sig skræmme af deres chikaner, accepterer de dem snart som et nødvendigt onde og ignorerer dem − ja måske bliver de endda med tiden venlige og modtager dem med glæde.

Nogle af denne gruppes mange undergrupper består af væsener, der er mere ophøjede og ikke nær så barnagtige. Når man hører om skovguder og landsbyguder, må man regne med, at de tilhører de lavere grader af denne gruppe. Disse væsener er ret nærtagende og elsker den beundring, de modtager, når de tilbedes, og de er normalt villige til at gøre gengæld med mindre tjenester.

Mesteren ved, hvordan man får hjælp fra naturvæsenerne, når der er behov for det. En almindelig magiker får kun assistance ved enten at påkalde eller fremmane dem − det vil sige ved enten at tiltrække sig deres opmærksomhed og forhandle med dem eller forsøge at aktivere kræfter, der tvinger dem til at adlyde. Begge metoder er uheldige og sidstnævnte er desuden farlig, for magikeren vækker en voldsom modstand, som kan blive fatal. Det er sikkert unødvendigt at tilføje, at en kvalificeret lærer aldrig vil tillade noget i den retning.

 

4. Devaerne

Det højststående evolutionssystem på Jorden, er − så vidt vides − de væsener, som hinduerne kalder devaer. Andre bruger navne som engle, Guds sønner etc. Devaernes rige befinder sig umiddelbart over menneskeriget, på samme måde som menneskeriget ligger umiddelbart over dyreriget. Men der er en afgørende forskel, for så vidt vides har et dyr ikke anden mulighed for videre evolution end gennem menneskeriget. Når mennesket når et bestemt udviklingstrin, åbner der sig forskellige veje, og den store devaevolution blot er én af flere.

I sammenligning med nirmanakayaens store offer kaldes et menneskes valg af devaernes evolutionslinje ”at give efter for fristelsen til at blive en gud” − men det må ikke opfattes som kritik af det menneske, der træffer dette valg. Devaernes udviklingsvej er ikke den korteste, men den er i høj grad ophøjet. Hvis mennesket med højt udviklet intuition vælger denne vej, skyldes det, at det ved, at det er bedst egnet til netop denne vej. Det er vigtigt at forstå, at i forbindelse med åndelig såvel som fysisk stræben, er det ikke alle, der er i stand til at klare anstrengelserne på den stejleste vej. Der vil være mange, som kun har mulighed for at vælge den langsomme vej, og de, der føler bare en smule foragt for deres medmennesker, når de foretager et andet valg end det, de selv tager, er ikke værdige efterfølgere af menneskehedens mestre og lærere.

De fleste mennesker er måske selvsikre − men uvidende − om fremtidens besværligheder. På det nuværende udviklingsstadie er det umuligt at vurdere, hvad man selv vil være i stand til, når man efter utallige livs stræben opnår ret til selv at vælge den fremtidige vej. Og de, der ”giver efter for fristelsen til at blive en gud”, har i høj grad en strålende udvikling foran sig. For at undgå misforståelser skal det bemærkes, at der i litteraturen nogle gange menes noget andet og absolut negativt med ”at blive en gud”, men så vil det være indlysende, at vejen umuligt kan være en ”fristelse” for det højt udviklede menneske. Desuden er dette område ikke relevant for det aktuelle emne.

I den østerlandske litteratur bruges ordet ”deva” ofte til at betegne næsten enhver form for ikke-menneskelige væsener. Derfor omfatter udtrykket både guddommelige væsener og almindelige naturvæsener og kunstige elementaler. Her er emnet imidlertid begrænset til den imponerende devaevolution.

Selvom devaerne er knyttet til planeten, er de ikke begrænset til den. Den nuværende evolutionskæde består af syv verdener, men den er som én samlet verden for dem, for devaernes udvikling finder sted i et gigantisk system af syv kæder. De fleste devaer stammer fra andre menneskeheder i solsystemet. Nogle er lavere og andre er højere udviklede. Der er i øvrigt kun et begrænset antal mennesker her på planeten, der har nået et udviklingstrin, hvor det er muligt at blive en del af devaernes verden. Men samtidig er der sandsynligvis nogle af de mange devagrupper, der ikke har været igennem en menneskehed på deres udviklingsvej.

På nuværende tidspunkt ved man ikke meget om devaerne, men målet for deres evolution er uden tvivl væsentligt højere end menneskehedens. Det skal forstås sådan, at mens målet for menneskeevolutionen er, at den succesfulde del af menneskeheden skal have løftet bevidsthedsudviklingen til et bestemt åndeligt niveau efter syvende runde, er det devaevolutionens mål at lede de mest succesrige frem til et væsentligt højere bevidsthedsniveau inden for samme tidsperiode. Både devaer og mennesker kan vælge en kortere men vanskeligere vej til endnu mere sublime højder, men hvad disse bevidsthedstilstande indebærer i devaernes tilfælde, ved man intet om.

I forbindelse med dette emne om astralplanet er der kun behov for at se nærmere på den lavere del af devaernes ophøjede rige. De tre lavere og meget store afdelinger kaldes normalt (nedefra og op) kama-devaer, rupa-devaer og arupa-devaer. På samme måde som et menneskes laveste legeme er det fysiske, er en kama-devas laveste legeme det astrale. Når den forlader sit astrallegeme for at bevæge sig op på højere planer, træder den ind i sit mentallegeme med samme lethed, som når mennesket fungerer i sit astrallegeme – eksempelvis under søvnen. Og når devaen er tilstrækkelig udviklet, kræver det ikke større anstrengelse for den at fungere i kausallegemet, end det gør for mennesket at bruge sit mentallegeme.

På samme måde er mentallegemet rupa-devaens laveste legeme, og den opholder sig på mentalplanets fire lavere underplaner, der også kaldes rupa-trin.

Arupa-devaen lever og fungerer på mentalplanets tre højere underplaner – det vil sige kausalplanet – og deres laveste legeme består af kausalt stof. Det er lige så utænkeligt, at rupa- og arupa-devaer skulle manifestere sig på astralplanet, som det er for astrale væsener at materialisere sig på det fysiske plan. Derfor skal de bare nævnes her.

Det vil være en misforståelse at tro, at alle i den laveste devagruppe – kama-devaerne − er højt hævet over menneskeheden. Nogle af kama-devaerne stammer fra en menneskehed, der på nogle områder er tilbagestående i forhold til menneskeheden på Jorden. Deres gennemsnitlige udviklingstrin er ganske vist langt højere end menneskehedens, for enhver form for bevidst ondskab er for længst udrenset. Men deres temperament og egenskaber er vidt forskellige, og et ægte uselvisk og åndeligt menneske kan derfor befinde sig på et højere udviklingstrin end nogle af kama-devaerne.

Kama-devaernes interesse kan fanges ved hjælp af bestemte magiske ritualer, men de højststående mestre er de eneste menneskelige væsener, der er i stand til at beherske dem med viljens kraft. Som regel er de knap nok bevidste om mennesker på det fysiske plan. Men der er eksempler på, at en kama-deva bliver opmærksom på et menneskeligt problem, som vækker devaens medfølelse. Sker det, vil devaen muligvis yde hjælp på samme måde, som de fleste mennesker ville forsøge at hjælpe et dyr i nød. Men devaerne har den generelle opfattelse, at enhver indblanding i menneskelige anliggender på nuværende udviklingsniveau skader mere end det gavner.

Herefter skal opmærksomheden igen rettes mod de højere udviklede devaer, for over kausalplanets arupa-devaer er der fire store afdelinger. Og over devariget findes et bevidsthedsområde med magtfulde planetånder. Men en beskrivelse af så ophøjede skabninger falder helt uden for rammerne af denne afhandling om astralplanet.

Man kan ikke sige, at Devarajaerne[2] hører til en af de omtalte grupper, men de fire magtfulde væsener skal alligevel nævnes. Ordet ”deva” må imidlertid ikke tillægges samme betydning. Devarajaerne hersker ikke over devariget, men over de fire ”elementer” − jord, vand, luft og ild − med alle deres iboende naturvæsener og essenser. Det eneste, der kan siges om den udvikling, de har gennemgået for at nå det nuværende høje magt- og visdomsstadie, er, at de sandsynligvis ikke har gennemgået en udvikling, der svarer til menneskehedens her på Jorden.

Man har ofte kaldt dem ”Jordens Herskere” eller ”de fire himmelhjørners engle”. I hindulitteraturen kaldes de ”Chatur Maharajaerne”, og her har de fået navnene Dhritarashtra, Virudhaka, Virupaksha og Vaishravana. Deres skare af elementaler kaldes gandharvaer, kumbhandaer, nagaer og yakshaer. De fire verdenshjørner, som disse fire grupper er tilknyttet, er henholdsvis øst, syd, vest og nord − og deres symbolske farver er hvid, blå, rød og guld. I Den Hemmelige Lære beskrives de som ”vingede kloder og brændende hjul”, og i den kristne Bibel beskriver Ezekiel dem med lignende ord. Der findes hentydninger til dem i alle religioners symbolik, og de er altid blevet fortolket som menneskehedens beskyttere og omtales med ærefrygt.

Det er dem, der administrerer menneskets karma, og derfor spiller de en afgørende rolle i menneskets skæbne. De store karmiske guddomme i kosmos (som kaldes Lipikaer i Den Hemmelige Lære), gør status over menneskets liv i forbindelse med den adskillelse mellem det mentale og det astrale stof, der finder sted ved afslutningen af det astrale liv. Man kan sige, at de former en slags skabelon til et æterisk legeme, der nøjagtig passer til menneskets karma i næste inkarnation. Men det er Devarajaerne, der herefter sørger for legemets stoflige sammensætning, for det er dem, der behersker de ”elementer”, som dette æteriske legeme skal opbygges af. På denne måde opfyldes Lipikaernes intention præcist.

Gennem hele udviklingen er det Lipikaerne, der overvåger og afbalancerer et menneskes livsbetingelser, for de ændrer sig løbende som et resultat af menneskets og omgivelsernes forvaltning af den frie vilje. Derved undgås uretfærdigheder mens karmaen afvikles. Lipikaerne er i stand til at antage fysisk menneskeform, når de ønsker det, og der er talrige eksempler på, at de har gjort det. En afhandling om disse magtfulde væsener findes i Den Hemmelige Lære.[3]

Når de højtstående naturvæsener og kunstige elementaler udfører deres imponerende arbejde, er de repræsentanter for Devarajaerne − og Devarajaerne har det fulde ansvar. De manifesterer sig sjældent på astralplanet, men når de gør det, hører de til planets absolut mest usædvanlige ikke-menneskelige beboere. Det er sandsynligvis ikke nødvendigt at fortælle de, der studerer åndsvidenskab, at når der findes syv store grupper af såvel naturvæsener som elementalessens, så må der selvfølgelig også være syv og ikke fire Devarajaer. Men bortset fra de indviede er der meget få, der ved noget om dem – og der vides endnu mindre om de tre højere grupper.

 

 

_________________________________

[1] H.P. Blavatsky: Den Hemmelige Lære, bind 1, s. 222

[2] Devarajaer kaldes også Maharajaer. De fire Devarajaer er åndelige væsener, der tilhører et meget højtstående hierarki. Det er deres opgave at sørge for den karmiske udligning og afbalancering. De tilrettelægger f.eks. de forskellige forhold i inkarnationen, sådan at menneskets livsbetingelser bliver de bedst mulige for afviklingen af karma. Det er Devarajaerne, der omtales i Ezekiels vision, den såkaldte ”Mercabah” (Ezekiels Bog, 1. kap.) Deres plads er symbolsk ved de fire verdenshjørner.

[3] H.P. Blavatsky: Den Hemmelige Lære, bind 1, s. 167-172

_________________________________

Artikel-ASTRALPLANET-Leadbeater-Åndsvidenskab
Download-fil: ASTRALPLANET - C.W. Leadbeater


Artikel-ASTRALPLANET-Leadbeater-Åndsvidenskab
Læsefil med vendbare sider: ASTRALPLANET