Vækst indefra
Alle devaevolutionens strømme får deres højeste udtryk i den øverste himmelske deva − det ene centrale devavæsen, som i den menneskelige evolution svarer til ”det himmelske menneske” – en Devalogos, om man vil … men ikke adskilt fra den ”Ene uden den anden”. Hvad kan man sige om dette væsen? Og hvad kan selv den højest udviklede sige, bortset fra at hele devahierarkiet er indeholdt i Devalogos, og at hvert medlem er en del af Devalogos? Hvert solsystem har sit deva- og menneskehierarki, og disse mægtige væsener, som er summen af al bevidsthed, der udvikler sig under deres opsyn, er selv en del af et universelt væsen, hvis kraft overgår devaers og menneskers fatteevne, fordi deres forestillingsevne endnu er begrænset af solsystemets grænser.
Devaen erhverver sig efterhånden viden om disse principper, der kan betragtes som devaens tro. Devaen mediterer over dem, forsøger at afsløre deres betydning og tilpasse sig det system, principperne og devaen selv tilhører. Der er ikke behov for en ydre lære, for devaens viden vokser gradvis i bevidstheden ligesom billedet af den opstigende sol og dens bevægelse mod middagshimlen hos én, der iagttager solopgangen fra en bjergskråning, og er vidne til dens strålende opstigning.
En devas udvikling består næsten udelukkende af vækst indefra. Udviklingen viser sig i en forøgelse af auraens og den centrale forms størrelse og klarhed og i en bredere og dybere forståelse af de fundamentale processer bag alt manifesteret liv.
Indtil et vist stadie lever devaen et helt frit liv − en tilværelse, som sammenlignet med menneskets, er en uafbrudt ekstase. Rummet ligger åbent for devaen, som fryder sig over sin voksende magt, over fællesskabet med andre devaer og over naturens skønhed − havet, landet eller himlen − afhængig af hvilken udviklingslinje devaen tilhører. Det er disse devaer, der løfter sig højt, bygger skyernes ejendommelige former − vingeagtige vimpler og sylfelignende skikkelser, som dykker ned i Jordens dale, krydser himlens enorme vidder og i talløse mængder befolker luftrummets mægtige riger.
I perioden umiddelbart efter individualiseringen sker der en ændring i devaens sjæl. Ansvarsfølelsen presser i stigende grad på for at komme til udtryk i handling. Devaen fornemmer arbejdets nødvendighed. Den ansvarsfrie friheds og overstrømmende glædes tid nærmer sig sin afslutning, for det, der vokser i devaen kan ikke modstås. Under denne uimodståelige indflydelse nærmer devaen sig hierarkiets højere rækker, og gradvis ændrer tilværelsen sig fra en deva, der leger, til en deva, der arbejder. Men selv i sin leg tjente devaen, for legen var udtryk for den guddommelige leg − en manifestation af guddommelig lykke, frihed og glæde.
Devaernes tro kan betragtes som et naturligt udtryk for Logos’ 3. aspekt, deres leg og overjordiske lykke for 2. aspekt og deres arbejde for 1. aspekt.
|