Sjælslegemet kaldes også ”kausallegemet” eller ”årsagslegemet”, for det er årsag til manifestationerne på de lavere planer. Desuden oplagres de varige erfaringer fra tidligere liv i sjælslegemet, og erfaringerne er årsagen til menneskets holdninger til livet og dermed dets handlinger. På sanskrit hedder sjælslegemet ”karana sharira” – ”karana” betyder ”årsag”. Sjælslegemet rummer den højere bevidsthed. Sjælslegemet er sjælens tempel, for det rummer menneskets iboende ånd eller guddommelighed. Sjælslegemet har to overordnede funktioner:

• At fungere som legeme for sjælen
• At være lager for essensen af livenes erfaringer

Sjælslegemet er det sted, hvor alle høje, ægte og varige egenskaber opbevares. Og dermed rummer sjælslegemet også spiren til nye evner, der skal overføres til kommende inkarnationer.

Ved individualiseringen (overgangen fra dyrerige til menneskerige) sker den første formning af sjælslegemet. Det består blot af en fin hinde af det allerfineste stof – lige akkurat synlig. Denne gennemsigtige hinde antyder, hvor det individuelle væsen begynder sit særskilte liv. Sjælslegemet er ét med det universelle sind, men det udgør samtidig et lavere aspekt eller en spejling af det universelle sind. Det er både ét med det universelle sind og en adskilt eller individuel enhed, på samme måde som ægcellen, der både tilhører barnet og er en del af moderen. Denne næsten farveløse hinde udgør det individuelle sjælslegeme, som vil bestå i hele den menneskelige evolution.

Sjælen er guddommelig, fordi den har evne og kraft til at skabe ved hjælp af tankesindet, som derfor i sit inderste væsen er aktivitet. Alt arbejde udføres altid ved hjælp af tankekraft. Det er ikke billedhuggerens hånd, der skaber kunstværket, men tankekraften der fører hånden og mejslen. Tanken går altid forud for handlingen. I de situationer hvor man siger, at man handler uden at tænke, er handlingen alligevel resultatet af tidligere tanker, der har skabt en tankevane, og det er denne ubevidste tankevane, der styrer de tilsyneladende ”tankeløse” handlinger.

Åndsvidenskaben oplyser, at sjælen styres af åndens vilje eller hensigt, og det er korrekt, for det er atmiske viljesenergier, der strømmer i sjælslegemet. Sjælen udtrykker derfor vilje, men der er ikke tale om den form for vilje, der kendes fra personlighedens liv, hvor der blot er tale om egoistisk eller stædig vilje styret af begær. Sjælens vilje er ikke styret af valg udefra, men udelukkende af valg indefra. Sjælslegemets energier styres indefra, mens personlighedens legemer er tiltrukket udefra. Her er den væsentlige forskel på vilje og begær.

Først udvikler mennesket intelligensaspektet (”chit”), som er den analyserende evne, der opfatter mangfoldighed og forskelle. Herefter udvikles visdommen (ananda), der opfatter tingenes enhed og forbundethed. Det sidste og højeste aspekt er væren (”sat”) – den enhed, der ligger bag forening. I den nuværende cyklus udvikler menneskeheden ”chit” − intelligensaspektet. På næste udviklingstrin skal mennesket udvikle ”ananda”, foreningsaspektet, der også kaldes ”lykkens kongerige”. Til sidst udvikles ”sat”, værensaspektet.