Efter afslutningen på Anden Verdenskrig tog Kristus iflg. den tibetanske mester Djwhal Khul en beslutning om at fremskynde sin fysiske tilsynekomst, hvis menneskeheden selv ville forberede genkomsten ved at skabe rigtige menneskelige relationer. Før krigen var det usikkert, om han selv ville vise sig fysisk og i stedet arbejde gennem en række udvalgte indviede over hele verden, på samme måde som han gjorde det for 2.000 år siden gennem mesteren Jesus. Ved krigens afslutning gav han desuden menneskeheden det sidste vers til Den Store Invokation – det universelle mantra − som indtil beslutningen kun kunne bruges af de højt indviede på grund af invokationens store styrke og påvirkning.

Beslutningsprocessen strakte sig over 9 år fra juni-fuldmånen i 1936 til maj-fuldmånen i 1945. De allieredes sejr over aksemagterne var i virkeligheden afslutningen på en kamp mellem lysets og mørkets kræfter, som havde stået på i millioner af år. Det var en kamp, der bl.a. resulterede i Atlantis’ undergang efter fire voldsomme naturkatastrofer. Den første begyndte for ca. 800.000 år siden. Den sidste katastrofe indtraf år 9.564 f.Kr. iflg. C.W. Leadbeater.

Kampen involverede den gruppe af menneskeheden, der ønskede at fremme de åndelige og humanistiske værdier, og en anden gruppe, som fortsat ønskede at dyrke materialisme, egoisme og begærtilfredsstillelse. En lang række fremtrædende medlemmer af menneskeheden har været eksponenter for totalitære regimer, der aldrig er gået af vejen for at slavebinde deres medmennesker for at bevare deres magtposition. Den gruppe af mennesker, der støtter og opretholder regimerne, fungerer både i nutiden og dengang som kanaler for de onde kræfter.

Det positive udfald af de to verdenskrige var foreløbig menneskehedens største sejr over materialismens og ondskabens kræfter. Og menneskeheden tog − på baggrund af begivenhederne − et stort spring fremad i udviklingen, og det gjorde det muligt for Kristus igen at komme til syne fysisk.