Hvornår og hvordan vil Kristus
komme til syne?
Der skal skabes et balancepunkt
Djwhal Khul advarer mod at sætte nøjagtige tidsangivelser på begivenheden, fordi meget afhænger af menneskehedens respons på de omlægninger, der allerede er i gang. Men han giver nogle generelle oplysninger:
”Først i det øjeblik et balancepunkt er opnået, hvor de mennesker, der står for separatisme og materialisme, for totalitarisme eller enhver form for påtvunget regime (og derfor udgør en ond enhed), og de mennesker, som står for menneskesjælens frihed, for den enkeltes rettigheder, for broderskab og rigtige menneskelige relationer, er lige stærke i position og indflydelse, vil Hierarkiets døre (symbolsk set) åbne sig, og Kristus med sine disciple vil komme … Balancepunktet er meget tæt på at være opnået i nutiden”.
Alice A. Bailey: The Externalisation of the Hierarchy, p. 651
”Når opgaven med at forberede menneskers sind er længere fremme, når kendskabet til mestrenes eksistens og deres bestræbelser og hele det planetariske Hierarki er blevet en almindelig anerkendt sandhed, og når aktiv god vilje erkendes som et nationalt gode i alle lande, så vil processen med Hierarkiets tilsynekomst for alvor accelerere …”
Alice A. Bailey: The Externalisation of the Hierarchy, p. 698
Kristi nye fokus vil blive som verdenslærer inden for regeringsansvar, politik og lovgivning. På det tidspunkt, hvor han viser sig offentligt, vil hans øvrige medarbejdere sidde på ledende poster over hele verden, og de vil præge den offentlige mening. Der vil naturligvis fortsat være mange egoistiske mennesker, men de er nødt til at respektere situationen. Det ser man allerede i nutiden. I Vesten slipper man f.eks. ikke godt fra at udtrykke de samme racistiske holdninger, som man kendte i 1950’ernes USA.
|