En anseelig mængde egyptisk litteratur bekræfter eksistensen af denne tradition. Her kan man læse om rituelle dramaer og mysteriespil som involverede hemmelige kamre og en detaljeret beskrivelse af magiske ritualer, som er bevaret på væggene i templer og grave. De viser, at det i høj grad var levende mennesker, der deltog i mysterierne. I mange historiske skrifter, der er fremstillet af egypterne selv, henvises der til højt uddannede healere, magikere og filosoffer, som var tilknyttet tempelskolerne.

Imhotep − 3. dynastis store magiker og arkitekt − var en af de vigtigste af disse vismænd, som i de efterfølgende århundreder blev betragtet som åndelige mestre, der havde nået højdepunktet for menneskelig udvikling.

Mysterietraditionen krævede særlige steder for at kunne udføre mysterierne. Den gamle kulturs enestående arkitektur er stærke beviser på denne påstand. Indbygget ventilation i pyramidekamrene er et godt eksempel på dette. Afdøde har som bekendt ikke behov for aircondition. Denne arkitektoniske detalje er indlysende af hensyn til levende mennesker, som ved bestemte lejligheder besøgte kamrene. Hvorfor de levende skulle besøge kamrene kan naturligvis altid diskuteres. Egyptologer har kæmpet med alverdens forklaringer på dette fænomen − og det samme gælder mange andre underlige bygningsdetaljer i den hellige arkitektur. Man skal erkende, at man faktisk ikke kender formålet med disse detaljer, og derfor er de mange forklaringer udelukkende udtryk for spekulationer.

Underjordiske labyrinter og tempelkrypter og sanktuarier på taget af mange templer som f.eks. i Dendara, Edfu og Abydos − centre, der alle oprindeligt blev bygget i meget fjerne tider − giver enestående muligheder for gætterier og teoridannelser. Men alle var midtpunkt for ceremonier, mysteriespil eller religiøse fester, som var dedikeret til transformation af det fysiske liv.