Sjette måned

Da den syvende måned nærmede sig, kunne man se en bemærkelsesværdig aktivitetsforøgelse på alle planer. Alle de tidligere processer blev speedet op, og sjælen sendte endnu mere energi ned til legemerne. Sjælsbevidsthedens fokusering havde bevæget sig gennem det mentale legeme og ned i det astrale, som det kort efter forlod for at blive forankret i det æteriske. På dette tidspunkt var astrallegemet i uudstrakt grad i stand til at tjene sjælen som legeme til modtagelse af indtryk fra astralplanet. Vibrationshastigheden og bevidsthedens bevægelse gennem de klart afgrænsede organiske funktioner og chakraerne begyndte at blive klart synlige.

Sjælen selv blev mere levende og modtagelig for ydre indtryk på dets eget plan. Det blev meget lettere at få kontakt til det og at opnå en vis grad af respons. De positive fremskridt i opbygningen og væksten af de nye legemer så ud til at gøre sjælen friere til at kontakte livet på de kausale underplaner.

Den sjæl, hvis inkarnation blev overvåget her, havde et bestemt særpræg, en smuk karakter og viljestyrke. Den menneskelige form, idealiseret til højeste grad, kunne skelnes på det kausale niveau. Ansigtet og øjnene lyste og strålede af kærlighed og venlighed og kraft. Den kausale form, sådan som iagttageren registrerede den i sin fysiske hjerne, var ikke så meget en fuld menneskelig form, som det var et smukt ansigt og øjne − et udtryk for ”Gud i det indre”.

Den tættere kontakt med sjælen, som det var muligt at se på dette trin, gjorde det muligt i nogen grad at iagttage de tilstande, der fulgte med den nye inkarnation. Hovedindtrykket var som at se en, der vågner fra en lang og forfriskende søvn og føler sig fuldstændig udhvilet og stråler af friskhed, vitalitet og energi.

Sjælen, der var vågnet på denne måde, havde udstrakt sig til sin fulde størrelse, og stod ivrigt på tærsklen til sin nye inkarnationscyklus − hele atmosfæren var som en smuk forårsmorgen med solopgang. Store håb var knyttet til denne fødsel. Planer var modnet i den himmelske hviles lange stilhed. Bevidstheden arbejdede ihærdigt med store planer og egnede metoder til selvudfoldelse – ligesom en kunstner, inden der tages fat på et nyt billede, som skal give udtryk for kunstmalerens kunstneriske stræben.

Mangfoldigheden af bevidsthedens evner på det kausale niveau trådte ofte tydeligt frem i forbindelse med iagttagelserne. Kontakten til den, påvirkede på ingen måde den koncentration af kraft, der var rettet mod opbygningen af de nye legemer. Den lysstråle, der tidligere er henvist til, som forbandt sjælen med fosteret, udgik fra et punkt inde i kausallegemet, der svarede til solar plexus i den menneskelige form. Herfra passerede den ind i mentallegemet øverst oppe og til sidst ind i det fysiske foster som en tragtformet lysstråle.

Da der var gået seks og en halv måned, var denne stråle omkring 15 centimeter på det mentale og astrale plan og 10 centimeter på det æteriske og fysiske plan. Sjælens liv og kraft strømmede i glimt op og ned ad denne stråle, som udover dens funktion som kommunikationslinje mellem sjælen og det fysiske legeme også skulle holde personlighedens fire legemer i et perfekt forhold til hinanden. Hjernebevidsthedens begrænsninger afholdt iagttageren fra at fortolke de fire legemers nøjagtige relationer til hinanden og de forløb, som strålen havde. Legemerne kan bedst illustreres som et diagram, der viser lysstrålen som en snor med perler, der fulgte efter hinanden og gik ind øverst oppe og ud nederst i hvert legeme og derefter ned i det næste, indtil det fysiske legeme var nået. Denne beskrivelse kan være skematisk korrekt, men ikke helt korrekt i virkeligheden, for selvom det virkede, som om legemerne indtog positioner over hinanden, så finder der også en vis overlapning sted af det højere legeme på det lavere, som om den øverste halvdel af et legeme optager plads i den nederste halvdel af det, der befinder sig ovenfor. Måske er det ikke en nøjagtig tredimensional beskrivelse af de faktiske forhold, men det er det nærmeste, det er muligt at komme det i hjernebevidstheden. Da dette fænomen blev iagttaget med de højere planers syn og bevidsthed, gav det indtryk af, at opfattelsen af det var fuldt dækkende.

Gennemstrømningen af lysstrålen i mentallegemet, der nu var næsten fuldt udvokset, opretholdt magnetiseringsprocessen inde i det. Hele mentallegemet var meget større og mere lysende, end tilfældet var for en måned siden. Det var på nuværende tidspunkt omkring 1,25 meter langt.

Utallige stærkt farvede småpartikler skabte et glitrende farvespil på overfladen. Udseendet af mentallegemets overflade lignede meget de virkninger, der opstår i en prisme, når snekrystaller bliver udsat for stærkt sollys. Det var afgjort tættere i konstruktionen, end det var for en måned siden. De farvede partikler var mere jævnt fordelt, og legemet virkede mere homogent.

Den menneskelige form var mere afgrænset, og det mentale menneske begyndte at vise en tydelig grad af selvbevidsthed. Den samme harmoniske atmosfære af friskhed og oprindelig renhed, som var tilfældet på kausalplanet, var også et udpræget træk på mentalplanet.

Omkring den syvende måned var sjælens aktivitet koncentreret omkring astrallegemet. Metoden – den benyttede – var den samme som den, der er beskrevet i forbindelse med mentallegemet, selvom stoffet her var langt mindre modtageligt. Der var en rund åbning i toppen af astrallegemet. Kanten af åbningen var klart formet som en krone af blomster med en antydning af kronblade, og at den lå fladt omkring astrallegemet og fulgte dets ovale form kunne tydeligt ses.

Lysstrålen strømmede ned gennem den runde åbning, der skulle vise sig at være det begyndende brahmananda chakra. Set fra oven lignede det en stor morgenfrue. Lysstrålen passerede gennem ”blomstens” centrale hjerte, der var omkring 5 centimeter i diameter, mens størrelsen på hele blomsten var mindst 15 centimeter. Kronbladene krummede nedefter og indefter mod midten og passerede i form af en forlænget stilk gennem toppen af hovedet på astrallegemet og ind til dets center, hvor der var et punkt med en stråleglans, der glitrede med et gyldent lys. Fra dette punkt strømmede den nedstrømmende kraft ud i fire korsformede stråler, som fulgte den fysiske hjerneskals fire sammenføjningslinjer. Hovedstrømmen af sjælskraften gled videre ned gennem halscentret, hvorfra en koncentration af kraft strømmede ind til hjertet og ned til solar plexus. Disse tre kraftcentre var synlige i fosteret.

På dette trin beskæftigede sjælen sig stadig med astrallegemet oppe fra, mere end inde fra. Der var ingen eller kun ringe selvbevidsthed til stede. Astrallegemet optog på dette stadie rummet mellem moderens skulder og knæ og var næsten opretstående med en svag hældning fra den venstre skulder til det højre knæ. Moderens aura var stadig udvidet, så den kunne rumme barnets aura. Forskellen og adskillelsen mellem de to auraer var stadig iøjnefaldende.

Det ”astrale” barn befandt sig i en drømmelignende søvn. De forskellige bevidsthedsændringer kunne man se som svage farveskift, der gled hen over og gennem astrallegemet. ”Barnet” blev af og til vækket fra denne bevidsthedstilstand af impulser fra sjælen, der med en let berøring vækkede det halvt. Den generelle virkning på astrallegemet kan sammenlignes med de langsomme farveændringer på himlen ved solnedgang. Denne virkning blev forøget ved selve astrallegemets nærværelse, som skinnede med en svævende stråleglans, der bedst kan sammenlignes med det farvespil, Solen skaber, når den står lavt i horisonten.

Det fysiske foster skulle tilsyneladende være et støttepunkt eller et anker for sjælen. Den direkte kontakt mellem det fysiske foster og sjælen havde en stabiliserende virkning på de finere legemer, så de blev fastholdt på linje og under sjælens kontrol. Det fysiske foster oplevede de påvirkninger, der kom fra de højere planers kræfter, som gav en konstant impuls til bevægelse.

Den fysiske, æteriske og astrale bevidsthed var en enhed på dette udviklingstrin, sådan at den indre og ydre opmærksomhed, som denne enhed besad, i det store og hele foregik på det astrale plan.

På det fysiske plan var den kraftstrøm, der repræsenterede sjælens bevidsthed koncentreret på og i fosterets hoved, hvorfra den bevægede sig ned langs rygsøjlen som et lysegult eller næsten hvidt lys. Det var interessant at observere forskellen mellem denne proces og den strøm af sjælskraft og livskraft, som bevægede sig fra astrallegemet og ind i hovedet og videre ned gennem hals og hjerte for til sidst at ende i solar plexus. Denne sidstnævnte strøm, som var klart synlig i fosteret, flød med rygsøjlens hjerne-rygrads-cirkulation, som de begge strømmede ned til. Under dette niveau fulgte de to strømme forskellige retninger.

Man kunne se blodet pulsere i takt med hjerteslaget i det fysiske foster, som tilsyneladende også havde en svag fornemmelse af et varmt og døsigt behag. Den egentlige belivning forekommer, når den bevidste sjælsimpuls, efter at have passeret gennem mentallegemet og astrallegemet, berører det fysiske foster første gang. Den fysiske inkarnation ser ud til at begynde på dette tidspunkt, for det er her, sjælen har sin første bevidste kontakt med det nye fysiske legeme.