Menneskets legemer eller stofformer, som det udtrykker sig igennem, og som er udtryk for dets karakter, svinger på forskellige frekvenser, og de fleste er selv i stand til at opleve og erkende disse frekvenser i samspillet med andre mennesker. Men når psykologer beskriver disse forskelle, kalder man dem for menneskets natur, karakter, egenskaber og kvaliteter, på trods af at forskellene med stor præcision kan beskrives som frekvenser i stofformer.

I samspillet med andre vurderer alle mennesker hele tiden andre menneskers karakter, for de kategoriseres konstant efter deres egenskaber og kvaliteter. Andre mennesker puttes i imaginære kasser afhængig af, om de bedømmes som gode eller mindre gode, kloge eller mindre kloge, højere eller lavere udviklede osv. Og efterhånden som mennesker lærer hinanden at kende, bliver vurderingen gradvis mere nuanceret. Summen af et menneskes egenskaber samles til en helhed, der opfattes som et menneskes samlede identitet eller natur.

Hvis man er i stand til at etablere en vis grad af upersonlighed i forholdet til sin egen natur, er det muligt at foretage den samme analyse af sig selv. Efterhånden som livet og erfaringerne tegner et mønster, kan man få en fornemmelse af, hvordan det samlede mønster ser ud, og dermed kommer man tættere på at afdække, hvem man i virkeligheden er. Med denne indsigt kan man gradvis blive sig selv, og det kan føre til det næste og vigtige skridt, at man bliver sit Selv – dvs. at man bliver den, man inderst inde er – sin sjæl. Og det er den dybere hensigt med inkarnationen.

Inkarnationen har to primære formål. Den ene er karmisk afvikling, og den anden er at udtrykke det energimønster eller den bestemte kvalitet, som sjælen har udvalgt til den aktuelle inkarnation. Kendskab til stråleopbygningen giver derfor en vigtig nøgle til forståelse af den udvikling, der er planlagt af sjælen i det aktuelle liv, for sjælen tilrettelægger inkarnationen ved at udvælge strålerne.

Åndsvidenskaben oplyser, at sjælen udvælger nogle få, men vigtige karaktersvagheder, som skal bearbejdes i inkarnationen. Samtidig beskrives det, hvordan sjælen udvælger den del af sin natur, som den ønsker at bearbejde. Sjælen udvælger bestemte stråler til bestemte legemer, og derved vil de ønskede egenskaber uundgåeligt komme til udtryk. En bearbejdning af de ønskede karakterområder vil derfor være naturlig i den pågældende inkarnation. Når man ved, at det er den metode, sjælen anvender, tegner der sig samtidig en metode til en effektiv selvanalyse og mulighed for selvrealisering.

Set i relation til den overordnede planetariske udvikling, forekommer det enkelte menneske naturligvis ubetydeligt, men planeten som et livsvæsen består af summen af alle levende væsener. Planeten − som mennesket er en vigtig del af − skal selv realisere sin overordnede opgave i Solsystemet. Derfor er det indlysende, at hvert enkelt menneske har stor betydning for planetens samlede udvikling.

Desuden er det forkert at betragte mennesket som adskilt fra naturen og planeten. Summen af menneskeheden og de øvrige naturriger udgør tilsammen planeten som en livsenhed. Menneskeheden er en vigtig del af det arbejde, som planeten som helhed har til hensigt at realisere, og det sker ved, at det enkelte menneske realiserer sig selv – dvs. at det enkelte menneske bliver den, det inderst inde er, og derved finder det sin plads i den planetariske helhed.

At finde sig selv og arbejde i overensstemmelse med sjælens hensigt betyder bl.a., at man finder sin livsopgave. Livsopgaven er det tjenestearbejde, der giver mulighed for at realisere sjælens hensigt. Et tjenestearbejde indebærer derfor ikke opofrelse, og det er heller ikke udtryk for selvoptagethed. Formålet med tjenestearbejdet er at udvikle sjælens egne egenskaber for sjælens egen skyld – men til gavn for helheden.