Aksemagterne

1) Adolf Hitler, Heinrich Himmler, Joachim von Ribbentrop.
2) Joseph Goebbels, Hermann Göring, Rudolf Hess.
3) Julius Streicher, Benito Mussolini og Hideki Tojo.

Den tibetanske mester Djwhal Khul beskriver i Hierarkiets Fremtræden (The Externalisation of the Hierarchy), hvordan modstandskræfterne besatte ondsindede mennesker i Tyskland, Japan og Italien. Især fremhæves det, at hovedpersonerne var Adolf Hitler, Heinrich Himmler, Rudolf von Ribbentrop, Joseph Goebbels, Hermann Göring, Rudolf Hess og Julius Streicher, der udgjorde en tysk syvfoldighed.[1] Derefter blev Japans premierminister Hideki Tojo og Italiens diktator Benito Mussolini også besat af modstandskræfterne, for dermed kunne de tre lande danne aksemagternes destruktive triangel. Den tibetanske mester understreger, at modstandskræfterne via aksemagterne gjorde store anstrengelser for at vinde slaget om atomkraften og verdensherredømmet, og var det lykkedes, havde det medført en endnu større planetarisk katastrofe. Han skriver:

"− de onde kræfter var tættere på succes end nogen af jer har drømt om. Deres hensigt var så nær ved at lykkes i 1942, at der var fire måneder, hvor medlemmer af Hierarkiet gjorde alle mulige forberedelser til at trække sig tilbage fra kontakt til menneskeheden for en ubestemt og uforudset periode. Planerne for nærmere kontakt med evolutionsprocessen i de tre verdener og bestræbelsen på at blande og forene de to guddommelige centre − Hierarkiet og menneskeheden − til en samarbejdende helhed, så ud til at være dømt til undergang".

Alice A. Bailey: Hierarkiet Fremtræden, s. 488

Han tilføjer at de tekniske forskere, der arbejdede for de allierede, fik en særlig hjælp fra Den Indre Verdensstyrelse. Hierarkiet sænkede en form for intellektuel begrænsning ned over aksemagternes forskere og aksemagternes øverste militære ledelse, så de mentalt blev afskåret fra fornuftige og afgørende beslutninger.

Afslutningen på dette planetariske drama var imidlertid ikke uden alvorlige efterspil og fortsatte globale problemer. Modstandskræfternes intelligente evne til at omgruppere og udvikle nye planer var og er stor. I april 1948 meddelte Djwhal Khul, at modstandskræfternes to primære fokuspunkter herefter var Sovjetunionens oligarki (fåmandsvælde) og den zionistiske bevægelse, og at deres separatistiske handlinger ville skabe ufred og opildne til aggressioner i fremtiden.

Sovjetunionens umenneskelige regime under Stalin og Israels konstante konflikter med de arabiske naboer udgjorde – og sidstnævnte udgør stadig − menneskehedens mest alvorlige problemer. "Den kolde krig" mellem USSR og USA repræsenterer den mest farefulde spænding i tiden efter verdenskrigenes afslutning, og modstandskræfterne har lige siden satset på, at grundlæggelsen på det nye globale verdenssamfund skulle ende i kaos. Mange af de åndelige projekter, der var planlagt efter Anden Verdenskrig, måtte sættes på "standby", indtil "den kolde krig" var overstået.

_________________________________

[1] Alice A. Bailey: Hierarkiet Fremtræden, s. 258

_________________________________