Måne-evolutionen
Jordens nuværende Måne er et planetarisk lig. Månen er de fysiske rester fra Jordens tidligere inkarnation. Dengang der var biologisk liv på Månen, fik disse deva-væsener alt for stor magt over den daværende menneskehed, og det medførte grusomheder og seksuel afsporing. Deres magt over og misbrug af elementale kræfter overskred alle grænser og resulterede i, at Sollogos brat måtte afbryde Måne-evolutionen.
Denne dramatiske planetariske katastrofe medførte, at den planlagte evolution på Jorden blev sat tilbage, og det er den direkte årsag til, at udviklingen på Jorden er domineret af lidelse og smerte. Det er også årsagen til, at seksualiteten i dens mange afvigelser − herunder sadisme og utilsigtede blandinger mellem dyr og mennesker − skabte utallige problemer for den samlede udvikling. Mange af disse problemer plager stadig menneskeheden.
Den sorte loge
Virkningerne af den alvorlige karma fra Måne-fiaskoen ramte især menneskeheden i den atlantiske civilisation, for her var der fokus på udviklingen af følelseslivet og dermed begærlivet. Denne situation udnyttede stoffets mestre til at skabe et koncentreret felt af mørk energi, og dermed dannede de det, der i den esoteriske litteratur kaldes den sorte loge. Fra dette bevidsthedsmæssige fokuspunkt infiltrerede de den atlantiske civilisation, og de udnyttede magtsyge og ambitiøse ledere, som blev deres marionetter − ofte uden at lederne anede det. Det førte til utallige krige, som skabte frygt og had − nøjagtig det bevidsthedsmæssige miljø, som disse destruktive kræfter havde brug for. De store menneskemasser blev på denne måde viljesløse redskaber i deres mørke magtspil.
|