Hvordan er det at dø?

Hvordan er det at dø? Dette spørgsmål har mennesket stillet til alle tider og i alle kulturer. Svaret finder man aldrig, så længe menneskeheden anser den fysiske verden for at være den eneste, der eksisterer. Problemet er selvsagt, at de mennesker, der dør, ikke vender tilbage og fortæller om oplevelsen efter døden. Og hvis de gør det, accepterer naturvidenskaben dem ikke som døde, men kalder dem "nær-døde" eller "næsten-døde". En lang række forskere har undersøgt utallige nær-død-oplevelser, og denne forskning vil blive studeret nærmere, for den lægger et stadig større pres på naturvidenskabens materialistiske teorier og påstande om liv og død.

Døden er den absolut sikreste del af livet. Den kommer til alle uden undtagelse. Døden har derfor altid været menneskets tro følgesvend, og derfor kan det undre, at emnet ikke diskuteres og udforskes frit og åbent i stil med andre væsentlige emner i menneskelivet, men de fleste har åbenbart vanskeligt ved at tale om døden. Ja – mange har nærmest en panisk angst for døden.

Det er der flere grunde til, men de vigtigste er givetvis psykologiske og kulturelle. Nutidens kultur giver ikke noget håb for det døende menneske, og hvis man taler om døden, konfronteres man direkte eller indirekte med muligheden for, at man selv en dag skal dø. At tale om døden gør den ubehageligt nærværende og virkelig. Og selv når man taler om andres død, konfronteres man uundgåeligt med tanken om, at det også vil ske for én selv på et eller andet tidspunkt.

Selvom døden behandles på et teoretisk og psykologisk niveau, er det klart, at man samtidig indirekte beskæftiger sig med sin egen død. Man vælger altså at forholde sig til dette tabuemne og dermed til at se sin egen død i øjnene – i modsætning til de fleste mennesker, der foretrækker at undgå emnet mest muligt.

En anden årsag til at det er vanskeligt at diskutere døden stammer fra sproget. Sproget henviser til ting, man kan erfare med sine fysiske sanser. Dødens oplevelser befinder sig hinsides de fysiske sanser, og derfor står man uden personlige erfaringer. Der er ingen referencerammer.

For at kunne udtrykke sine tanker om døden, sammenligner man derfor med ting, man kender. Man siger, at et menneske, der dør, "sover hen". Man sammenligner altså døden med noget man kender – at falde i søvn. Det er kun sproglige nuancer, der adskiller livet og døden, for man mener noget helt forskelligt, når man siger, at en af de nærmeste "sover hen", og når man siger, at det samme menneske "lægger sig hen for at sove". I det ene tilfælde vender bevidstheden ikke tilbage til kroppen. I det andet vender den tilbage efter en kort periode. Iflg. åndsvidenskaben er der et nært slægtskab mellem søvnen og døden, som beskrives senere.

Mange sammenligner døden med "glemsel". Den døende glider ind i glemslen, siger man. Hermed mener man, at man i døden glemmer livets mange sorger, lidelser, skuffelser, sygdom og savn. Samtidig bekræfter man, at man accepterer teorien om, at menneskets bevidsthed udslettes i dødsprocessen. Og man ignorerer, at det uundgåeligt medfører, at livets positive, kærlige, varme, glade og succesrige oplevelser også udslettes.

Alle livets opslidende kampe for at ændre dårlige karakteregenskaber til gode er spildt arbejde. Alle gode egenskaber og evner er borte i samme øjeblik døden indtræffer. Den teoretiske og praktiske lærdom, som man møjsommeligt erhvervede sig, er pludselig væk. De vanskelige fremskridt, et menneske har tilkæmpet sig i livets løb, er tabt for evigt. Det virker skræmmende og ubegribeligt for de fleste, og derfor må den døende sædvanligvis kæmpe sig gennem nogle negative psykologiske stadier, inden den endelige accept eller overgivelse til døden.

Den grundlæggende årsag til at de fleste mennesker i Vesten frygter døden, findes i de parallelle udviklingstendenser, der har præget den vestlige verden. På den ene side er man præget af naturvidenskabens forklaringer på liv og død. På den anden side har man den kristne kirkes dogmer.

William Adolphe Bouguereau: “Dante og Virgil i Helvede”.