2. kapitel

DØDEN I ESOTERISK BELYSNING

Forskellige opfattelser af døden

og dødsprocessen

Åndsvidenskabens informationer

om døden og dødsprocessen

adskiller sig fundamentalt

fra samfundets generelle opfattelse.

Anne-Louis Girodet-Trioson: “Atalas begravelse”.

Der er stor uoverensstemmelse mellem naturvidenskabens og åndsvidenskabens opfattelse af døden og dødsprocessen. Det fremgår blandt andet af disse citater:

"Vores tanker om døden har været fejlagtige. Den er betragtet som den store og endelige rædsel, mens den i virkeligheden er den store redning – en indtræden i et rigere liv – den er livets udfrielse fra det krystalliserede legeme og en utilstrækkelig form."

Alice A. Bailey: Death: The Great Adventure, p. xi

I Alice A. Baileys bøger fortæller den tibetanske mester Djwhal Khul, at der skal vendes op og ned på forestillingerne om døden. I det fysiske liv fejres fødslen som en glædelig begivenhed, på trods af at den reelt medfører, at bevidstheden spærres inde i en begrænset form og muligheden for livsudfoldelse reduceres betydeligt. Døden, som frygtes og beklages, er en fødsel ind i en højere, lysere og friere dimension.

I stedet burde man betragte døden som det, den i virkeligheden er – en fantastisk smuk begivenhed – en opstandelse og tilbagevenden til lysets og åndens riger.

"Det udstrålende lyspunkt, der steg ned, stiger nu op …

Mennesket kalder det død, men sjælen kalder det liv."

Alice A. Bailey: Death: The Great Adventure, p. xii

Citatet afslører problemet. Døden betragtes fra personlighedens synspunkt – ikke fra sjælens. Personligheden oplever, at den dør, men sjælen ved, at den lever.

Sjælen dør ikke, for den trækker blot livet

ind i en anden og højere form.

"Hvorfor ikke byde overgangen velkommen?

Lær at nyde oplevelsen som er den víse alderdoms gave,

og se frem til det store eventyr, der venter."

Alice A. Bailey: Death: The Great Adventure, p. 16

Man går i skole for at lære bestemte lektier, og når skoleåret er slut, får man ferie. Man skal slappe af, samle kræfter og integrere den viden, man har tilegnet sig. Det er svært at forstå, at når man inkarnerer, går man i livets skole, og når man dør, har man gennemført "det store skoleår". Man trækker sig tilbage for at integrere den viden, man har erhvervet i livets løb og gøre sig klar til næste "skoleår", som byder på nye udfordringer og nye udviklingsmuligheder. Man skal derfor både glæde sig over den viden, man har fået mulighed for at erhverve sig, og over den "ferie", man nu får lov til at holde i lysets riger, når den fysiske død indtræffer.

For de fleste mennesker er dødsprocessen den mest dominerende begivenhed i det fysiske liv – men glem ikke, at den er en del af selve det fysiske liv. Børn kan ikke forholde sig til døden, men før eller senere i livet begynder voksne mennesker at blive bevidste om, at livet uundgåeligt får en slutning. Måske forsøger man at fortrænge døden, men kulturen tillader det ikke. Utallige begivenheder i livet kræver, at man tager stilling til døden. Døden har nemlig været det faste tema i menneskets lange kulturhistorie. Overalt dukker det op. Man møder det i litteraturen. Man kender det fra skuespilkunsten. Fra opera til rock synges der om døden. Og i nutiden ser man dødens tema gentaget igen og igen af filmindustrien.