|
|||
Niveau : Begynder Du er her : Esoterisk Litteratur » GRATIS E-BØGER » Esoterisk filosofi » Døden Side : 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | næste |
|||
|
|||
Tankeoverføring
På sjælens vegne kommunikerer skytsenglen med den afdøde. Der er dog tale om en helt speciel form for kommunikation, for alle nær-døde understreger, at de ikke hører en fysisk stemme eller andre lyde fra lysvæsenet. Og de svarer heller ikke selv med hørlige ord. Tværtimod finder der en direkte og uhindret tankeoverføring sted. Telepatien er så klar, at der ikke er den mindste mulighed for at misforstå eller manipulere med lysvæsenet. Man forstår alt fuldstændigt og øjeblikkeligt.
"Mit sind fyldtes af tanken: ›Elsker du mig?‹ Det var ikke præcis i form af et spørgsmål, men jeg vil tro, at betydningen af hvad lyset sagde var: ›Hvis du elsker mig, så vend tilbage og fuldfør det, du har begyndt i dit liv.‹ Og under alt dette følte jeg det, som om jeg var omgivet af en overvældende kærlighed og barmhjertighed."Raymond A. Moody: Livet efter livet, s. 61
Flere hører spørgsmålet: "Er du parat til at dø?" eller "Hvad har du gjort med dit liv, som du kan vise mig?" Alle er enige om, at lysvæsenet ikke stiller spørgsmålet for at anklage eller true – eller for at få noget at vide, for lysvæsenet kan tydeligvis se hele personens liv for sig. Det stiller snarere spørgsmålet for at få den døde til selv at tænke over sit liv. Og i denne forbindelse præsenterer lysvæsenet et panoramisk tilbageblik. Den fysiske død er fremkaldt af sjælen, og idet mennesket træder ind i sit astrallegeme, vender sjælen sin opmærksomhed direkte mod den bevidste personlighed i astrallegemet, og i næste øjeblik aktiveres tilbageblikket. Utallige mennesker har oplevet livet "passere revy" i en nær-død-oplevelse, og denne begivenhed er en mulighed for at bedømme begivenhederne i det fysiske liv. Dette tilbageblik sker i det kærlige nærvær fra lysvæsenet, og det giver styrke til at blive konfronteret med livets begivenheder på godt og ondt.
Øjeblikkelig erindringTilbageblikket præsenteres som en speciel form for erindring. Den sker usædvanligt hurtigt, og når den nær-døde efter genoplivningen skal forklare oplevelsen, må erindringerne beskrives i en tidsmæssig rækkefølge i kronologisk orden, men reelt er erindringen øjeblikkelig. Alle livsøjeblikke opfattes med ét eneste mentalt blik. Der er tale om utroligt levende og virkelige visuelle billeder, med livfulde, tredimensionale farver – og billederne bevæger sig. Man genkender både hvert enkelt billede og de følelser og stemninger, der var forbundet med situationerne. Nogle nær-døde husker, at alt var med i tilbageblikket – enhver begivenhed fra den mest betydningsløse til den mest betydningsfulde. Andre forklarer, at de kun blev præsenteret for livets højdepunkter. Lysvæsenet ser ud til navnlig at lægge vægt på to ting: Evnen til at elske andre og evnen til at tilegne sig viden.
"Da lyset dukkede op, var det første, det sagde til mig: ›Hvad har du at vise mig, som du har gjort med dit liv‹, eller noget med samme mening. Og så var det, disse tilbageblik begyndte. Jeg tænkte: ›Hov – hvad er det, der foregår?‹, for pludselig var jeg tilbage i min tidlige barndom. Og fra da af var det, som om jeg bevægede mig fra begyndelsen af liv og frem gennem hvert eneste år af mit liv lige til nutiden … De ting, der kom tilbage i glimt, kom i samme orden som mit liv, og de var så levende. Scenerne var præcis som hvis man gik udenfor og så dem helt tredimensionale og i farver. Og de bevægede sig."Raymond A. Moody: Livet efter livet, s. 64
Livet set udefraMan oplever sit liv i en udvidet bevidsthedstilstand, hvor alle detaljer opfattes, men det væsentlige er, at man ser livet, som omgivelserne oplevede det. Man får altså lejlighed til at se sig selv udefra. Når man oplever, hvilke virkninger handlingerne har haft på andre mennesker, har man naturligvis en enestående mulighed for at erkende de fejl, der har begået, og allerede her vækkes et intenst ønske om at vende tilbage og rette op på de mange fejltrin. Det gælder dog ikke alle. Et menneske, der er opslugt af had eller er totalt indhyllet i sit eget blændværk, vil hverken fortryde eller nå til selverkendelse. Reaktionen vil derfor ofte være desperation. Her har man det helvede, som Kirken har truet de troende med i generationer. Der venter hverken en svovlpøl, plagsomme djævle eller evige lidelser. Det eneste man møder, er sig selv. Ikke som man troede, man var, men sådan som man virkelig var. Men det kan også være slemt nok. Hvis man har efterladt sig et kaotisk liv, med brudte løfter, sårede mennesker, følelsesmæssige forviklinger, egoistiske og ondskabsfulde handlinger eller andre fejltrin, er det kun muligt at udholde denne totale afsløring, fordi man står i lysvæsenets kærlige nærvær. Heldigvis præsenteres man også for inkarnationens mange positive virkninger. Mange af de ting man tænkte, følte eller gjorde, som man troede var ligegyldige eller nytteløse, åbenbarer sig nu som inspiration og skjulte kræfter, der resulterede i ukendte succeser. Tilbageblikket er sandhedens time, som alle uden undtagelse kommer til at opleve. Det er forklaringen på, at alle store religioner fortæller om "dommens hal" eller "dommens dag". Tilbageblikket er en domsafsigelse, men alt bedømmes i kærlighedens lys. Alt betragtes som erfaringer på vejen, og ethvert fejltrin er et led i en uddannelse, hvor man lærer at skelne mellem livets lyse og mørke aspekter – eller hvad der gavner, og hvad der skader. Forberedelse til næste liv – de tre "fremtidsfrø"I tilbageblikket vises livets nøgleepisoder, og her uddrages livets væsentlige tendenser. Og de rummer nøglen til næste inkarnation. Livets tanker, følelser og handlinger udkrystalliserer sig i tre "fremtidsfrø", som skaber grundlaget for det næste liv. De fysiske handlinger skaber grundlaget for næste livs fysiske/æteriske legeme og for de fysiske omgivelser. Følelseslivet i det afsluttede liv skaber grundlaget for de følelsesmæssige tilbøjeligheder og menneskelige relationer i det næste. Og tankelivet skaber fundamentet for livsværdier og interesseområder. Heraf kan man se, at menneskets utallige inkarnationer udgør et stort og sammenhængende forløb. Man kan også se, at man i dette liv bevidst og aktivt kan skabe forudsætningerne for det næste liv. Mennesket er konstant skaber af sin egen skæbne på godt og ondt. |
|||
Side : 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | næste | |||
"Artikler på Visdomsnettet.dk udtrykker ikke nødvendigvis VisdomsNettets holdninger, men er alene forfatterens.” ”Denne artikel må distribueres videre over Internettet og udprintes uden forfatterens tilladelse. Anden brug, herunder print i medier og anden form for distribution, eller brug af denne artikel, eller dele heraf, kræver ophavsretindehaverens tilladelse." |