Mangler dækkende ord

Åndsvidenskaben fortæller, at astralplanet, som man træder ind på efter den fysiske død, har fire dimensioner. Denne esoteriske kendsgerning skaber sproglige problemer, når de firedimensionale oplevelser skal oversættes til beskrivelser og forklaringer, man kan forholde sig til med en tredimensional hjerne, der forsøger at relatere oplevelserne til den tredimensionale fysiske verden. Oplevelserne ligger ganske enkelt uden for det fysiske menneskes fælles erfaringssum. Derfor beklagede mange sig over, at de manglede ord, der kunne beskrive oplevelsen. En kvinde udtrykte det sådan:

"Se, jeg har virkelig et problem, når jeg forsøger at fortælle dig dette, for alle de ord jeg kender, er tredimensionale. Mens jeg gennemgik det, tænkte jeg hele tiden: ›Ja, da jeg læste geometri, fik jeg altid at vide, at der kun var tre dimensioner, og det accepterede jeg simpelthen. Men de tog fejl. Der er flere.‹ Og selvfølgelig er den fysiske verden – den vi lever i nu – tredimensional, men det er den næste bestemt ikke. Og derfor er det svært at fortælle dig dette. Jeg må beskrive det for dig med ord, der er tredimensionale. Det er det nærmeste, jeg kan komme, men det er ikke rigtig dækkende. Jeg kan faktisk ikke give dig en fuldstændig beskrivelse."

Raymond A. Moody, Livet efter livet, s. 29

Mange har fortalt om, at de har overværet lægernes kamp for at redde deres liv. Fra en position uden for kroppen har de kunnet følge slagets gang som en slags tilskuere. De har iagttaget alle tilstedeværende. De har hørt, hvad de sagde til hinanden. Og de har hørt lægen erklære dem for døde.

En kvinde fortæller:

"Mit hjerte gik i stå. Jeg hørte den røntgenlæge, der tog sig af mig, gå hen til telefonen, og jeg hørte meget tydeligt, at han drejede et nummer. Jeg hørte ham sige: ›Dr. James, jeg har slået Deres patient, fru Martin, ihjel.‹ Og jeg vidste, at jeg ikke var død. Jeg forsøgte at bevæge mig eller gøre dem opmærksom på det, men jeg kunne ikke. Da de prøvede at genoplive mig, kunne jeg høre dem sige, hvor mange cm3, jeg skulle have af et eller andet, men jeg mærkede ikke nålestikkene. Jeg følte slet ingenting, da de rørte ved mig."

Raymond A. Moody, Livet efter livet, s. 30

Mange nær-døde fortæller om en karakteristisk lydfornemmelse, som opstår lige før døden eller samtidig med at de forlader kroppen. Nogle oplever denne lyd som ubehagelig, mens andre beskriver den som en behagelig musikagtig oplevelse. De individuelle forskelle i lydoplevelsen, og problemet med at finde en nøjagtig fysisk lyd at sammenligne med, medfører, at lyden beskrives meget forskelligt – f.eks. som:

• susen
• blæst
• summen
• en fløjten
• en ringen
• et klik
• et brøl
• et brag
• musik
• og lignende lyde

En mand, der blev erklæret død ved ankomsten til hospitalet, blev genoplivet, og han fortalte om lyden af fjerne klokker. Han sagde:

"Jeg hørte noget, der lød

som ringende klokker langt borte,

som om vinden førte lyden med.

Det lød som japanske vindklokker …

Det var til tider den eneste lyd, jeg kunne høre."

Raymond A. Moody, Livet efter livet, s. 33

En kvinde, der "døde" af indre blødninger efter en blodprop, hørte smuk musik. Hun beskrev oplevelsen med disse ord:

"Jeg begyndte at høre musik af en slags

– en majestætisk, virkelig smuk slags musik."

Raymond A. Moody, Livet efter livet, s. 33