2. Eliminationsfasen

Fjernelse

William Blake: Det guddommelige drama.

Den afdøde vågner herefter op i den astrale verden – i sit astrallegeme eller følelseslegeme. Mennesket går derfor ind i den anden fase, som kaldes elimination – "afkastning af de indre legemer".

Mennesket dør altså flere gange. Hver gang man aflægger et legeme, gennemlever man i virkeligheden en død. På de indre planer afkaster man først astrallegemet eller følelseslegemet‚ senere mentallegemet eller tankelegemet. Og endelig ved integrationen med sjælen trækker mennesket sig helt ind i kausallegemet eller sjælens legeme, og bliver "hel" som sjæl betragtet. Hvordan det sker, er individuelt. Det afhænger af hvordan man er – dvs. hvilket udviklingstrin man har nået i årmillionernes løb.

Meget følelsesbetonede mennesker, som i den fysiske tilværelse er helt opslugt af materielle interesser og kun bruger tankelivet på at tilfredsstille deres begær ved at skrabe så meget som muligt sammen, vil efter døden være voldsomt forvirrede. Ofte vil de være helt ud af stand til at forstå døden, fordi den materialistiske overbevisning om at døden var afslutningen på alt, nu mødes med en oplevelse, der er helt i modstrid med den faste overbevisning.

De voldsomme begær efter sanseoplevelser som seksualitet, madbegær, store huse, hurtige biler o.l., dør gradvis ud som følge af en proces, der kaldes udsultning eller nedslidning.

William Blake: Begær

Det afdøde menneske ankommer fyldt med begær til astralplanet – følelsernes og begærenes egen verden. Men her har man ikke et fysisk legeme til at tilfredsstille begærene. Man modtager derfor ikke længere de impulser fra det fysiske sanseliv, der aktiverede begærene. Det fører uundgåeligt til større eller mindre frustration i en kortere eller længere periode. Men på et eller andet tidspunkt dør begærene ud, for begærene skal stimuleres gennem impulser, hvis de skal holdes i live. Når impulserne udebliver, udsultes begærene gradvist og toner til sidst helt ud. Hvor lang tid processen varer, afhænger af begærets kraft. For almindelige, følelsesbetonede mennesker vil denne udsultningsproces vare mange år, men til slut vil den trods alt være gennemlevet, og astrallegemet kan afkastes.

Det almindelige, følelsesstyrede menneske vil hurtigt afkaste mentallegemet, for hvis følelseslivet har været dominerende, vil tankelivet ikke være særlig udviklet. Følelseslivet har stort set styret tankelivet, for det var altid begærene, der aktiverede tankeprocesserne. Tankerne blev derfor udelukkende brugt i begærenes tjeneste. Har man ikke haft et aktivt tankeliv, der fungerer uafhængigt af begærlivet, får man det ikke pludselig, bare fordi man dør.

Almindelige, følelsesbetonede mennesker har derfor et forholdsvis inaktivt mentallegeme, som hurtigt kan afkastes – og sjælen kan derfor trække bevidstheden direkte ind i kausallegemet. Denne proces gælder som sagt for almindelige, følelsesbetonede mennesker.

Hvis man nu i stedet iagttager et menneske, der stadig er overvejende materialistisk, men som har kontakt med den mere filosofiske side af sig selv – altså et menneske, der tænker mere over tilværelsen og dagligdagen – så vil det, mens det lever, være mere fokuseret i de indre legemer eller det indre liv. En stor del af bearbejdningsprocessen foretages derfor i det fysiske liv. Efter døden er det ikke en større overraskelse at befinde sig på astralplanet.

Som døde er mennesket mere bevidst på astralplanet, end det var på det fysiske plan, for al den energi, der blev brugt til at sætte det fysiske nervesystem i svingninger, er nu til rådighed for det indre bevidsthedsliv. Følelserne er befriet for sine grove materielle impulser, og tankerne er befriet for den fysiske hjernes begrænsninger.

Det betyder, at udsultningsperioden er kortere. Det indre liv er mere kreativt, og man er ikke nær så fokuseret på begærene. Derfor afkastes astrallegemet efter en væsentlig kortere udsultningsperiode.

Til gengæld får mennesket en længere mental periode – ofte i hundreder eller endog i tusinder af år. Det er en udbytterig periode, for man bearbejder det filosofiske og uselviske indhold af tankelivet, og uddrager essensen af det. Det tager tid, og det er en lykkelig tilstand. Denne efterlivsoplevelse gælder det tænkende menneske.

Endelig er der det såkaldt åndelige menneske – et menneske, der bevidst er gået ind i en accelererende åndelig udvikling gennem de metoder, der er anvist i åndsvidenskaben. Det åndelige menneske har i sin fysiske tilværelse ikke ret mange materielle interesser tilbage. Det er simpelthen opslugt af sit samfundsengagement. Det betyder, at begærene næsten er udsultede, og de mentale erfaringer bearbejdes, mens de opstår, fordi der er en stor bevidsthed om, hvad der foregår, og hvilke konsekvenser det har.

Det betyder, at meget af det arbejde, der normalt foregår efter døden, allerede er udført, når dette menneske dør. Derfor er processen hurtig. I den korte periode, mennesket opholder sig på astralplanet, fortsættes det tjenestearbejde for menneskeheden, som det allerede udførte under søvnen. Begge legemer afkastes ret hurtigt, og det åndelige menneske når hurtigt tilbage til sjælens egen verden på kausalplanet.