Man kan dø på tre måder
Man kan dø af andet end sygdom. Lægevidenskaben fortæller, at mennesket faktisk kun kan dø på tre måder:
1. Pludselig død
2. Iltmangel
3. Vitale organers sammenbrud
Caravaggio - Begravelsen af Sct. Lucy
1. Pludselig død
Pludselig bevidstløshed eller død forekommer på mange måder. Man hører om utallige, der omkommer i biluheld. Man hører om soldater, der dræbes i krig. Man hører om overfald, hvor offeret slås ned og dræbes. Om mennesker, der styrter ned og kvæstes til døde. Om mennesker, der rammes af lynet. Det sker ikke ofte, men det sker … osv.
Disse begivenheder medfører, at personen bliver "knocked out". "Knock out" er faktisk et udmærket udtryk, for personen bliver bogstaveligt talt "knocked out" – altså "slået ud" af kroppen – for begivenhederne skal ses fra bevidsthedens synsvinkel. Ikke fra kroppens.
Bevidstløshed betyder, at bevidstheden har forladt den fysiske hjerne. Det fysiske menneske er "bevidst-løs" – altså uden bevidsthed. Når man er uden bevidsthed, er man ude af stand til at registrere smerte. Og døden er intet andet end en permanent bevidstløshed i den fysiske hjerne.
Som et elektrisk stød
Den tibetanske mester Djwhal Khul bekræfter, at selv i tilfælde af en voldsom og pludselig død, får man intet andet end et kort øjebliks følelse af fare, der kan sammenlignes med et elektrisk stød. Det er alt. Man behøver derfor ikke frygte en pludselig død, for den er næsten smertefri. Der er ingen oplevelse af smerter, for bevidstheden er ikke til stede i kroppen, og man kan derfor ikke registrere smerterne.
Det bekræftes af den amerikanske læge Raymond A. Moody, der har forsket i nær-død-oplevelser. En af hans patienter – en mand, som ved en ulykke pådrog sig en alvorlig kranieskade, og hvor man ikke kunne se tegn på liv – fortalte efter genoplivningen:
"I skadesøjeblikket kom der et øjebliks smerte, men så forsvandt al smerten. Jeg havde en følelse af at svæve i et mørkt rum. Dagen var bittert kold, og dog var det eneste, jeg følte, mens jeg befandt mig i det mørke, varme og det største behag, jeg nogensinde har oplevet … Jeg husker at jeg tænkte: ›Jeg må være død.‹"
Raymond A. Moody: Livet efter livet, s. 31
En anden patient "døde" af sår, han havde fået i Vietnam-krigen, og han fortæller om øjeblikket, hvor han blev ramt:
"En stor bølge af lettelse. Der var ingen smerter,
og jeg har aldrig følt mig så afslappet.
Jeg følte velvære, og alt var godt."
Raymond A. Moody: Livet efter livet, s. 32
2. Iltmangel
Den anden dødsårsag er iltmangel. Lægerne kalder det:
" – tab af bevidsthed på grund af
utilstrækkelig iltning af blodet".
Man kan dø af iltmangel på mange måder – eksempelvis ved drukning. Nogle nåede så langt i drukneprocessen, at de blev erklæret døde. Da de blev genoplivet, og bagefter kunne fortælle om oplevelsen, var de selvfølgelig kun det, naturvidenskaben kalder "nær-døde".
Alle mennesker, der har oplevet druknedøden påstår, at det var en utrolig behagelig oplevelse. Hvad foregår der? Under vandet er man som bekendt forhindret i at indånde ilt. Der er dog samtidig en naturligt og stærk trang til at ånde ind, men trangen modarbejdes af musklerne, som kæmper for at holde vandet ude. Flere gange forsøger den druknende at ånde ind, men i stedet slippes der luftbobler ud.
Tænk engang på, hvor ofte man udskifter luften i lungerne – eller hvor kort tid man er i stand til at holde vejret. Så får man en fornemmelse af, hvor ofte kroppen kræver frisk ilt. Lungernes celler tømmes derfor lynhurtigt for ilt, og den druknende bliver næsten omgående bevidstløs. Musklerne slapper af, og først da lukkes der vand ind i lungerne. Den druknende oplever altså ikke denne ubehagelige fase.
Hvis man har set, hvordan en person kæmper og bliver blå i hovedet af iltmangel, er det svært at forstå, at det skulle være behageligt. Men naturvidenskabens forskere forsikrer, at ophobningen af kultveilte i lungerne hurtigt forgifter kroppen og bedøver den. Kroppen bliver simpelthen følelsesløs. Iltmangel er derfor en hurtig og stort set smertefri død, som ingen bør frygte.
De fysiologiske processer i forbindelse med druknedøden er identiske med dødsprocesser forårsaget af andre former for iltmangel – f.eks. gasforgiftning. Gasforgiftning sker en smule langsommere end drukning, fordi gas ofte indeholder en smule ilt. Men processen er stadig meget hurtig. Dødsårsagen er den samme, for når ilttilførslen afskæres af vand, gas eller andet, lammes musklerne i kroppen.
Man oplever princippet i et lille, indelukket mødelokale med mange mennesker. Når ilten er ved at være brugt op, begynder folk at blive tunge og døsige. Musklerne mangler ilt og begynder at slappe af. Hvis man åbner vinduerne og lukker frisk luft ind, liver alle op igen.
3. Vitale organers sammenbrud
Her er den hyppigste dødsårsag. På grund af sygdom eller slid begynder vitale organer at fungere dårligt, og til sidst bryder de helt sammen. Hvilke organer, der bryder sammen, er individuelt. Lægevidenskaben fortæller, at hvis et menneske har en god, sund, afbalanceret krop, hvor alle organer er nogenlunde lige stærke, vil leveren være den første til at bryde sammen. Herefter følger det ene organ efter det andet indtil døden indtræffer.
Når et menneske dør på grund af et eller flere vitale organers sammenbrud, er der smerte forbundet med processen, fordi det døende organ kæmper for at overleve. Denne kamp kaldes sygdom, og sygdom giver smerte. Men lægevidenskaben fortæller, at smerten som regel ikke tiltager frem til dødstidspunktet. Til sidst bliver smerten faktisk mindre og mindre indtil den til slut helt ophører. I nogle tilfælde ophører smerten pludselig.
Men manglende smerter er ikke ensbetydende med helbredelse. Årsagen til de aftagende smerter er nemlig den samme som ved iltmangel – forgiftning af kroppen. Når vitale organer ophører med at fungere, er kroppen ikke i stand til at rense blodet, som derfor transporterer mere og mere gift rundt i kroppen, og denne gift virker som en slags narkose. Den døende bedøves og gøres følelsesløs over for smerterne.
Eksempel: Dødskramper
En engelsk læge dr. Robert McKenna[1] fortalte, at han engang havde oplevet en døende kvinde på kun 28 år, og hun havde de værste dødskramper, han nogensinde havde oplevet. I dødskampens smerter fortrak kvindens ansigt sig på den mest uhyggelige og lidende måde. Da krampeanfaldet var forbi, vendte patienten tilbage til bevidsthed. Hun åbnede øjnene og sagde med et smil: "Hvor har jeg dog sovet dejligt".
De vitale organers sammenbrud, og deres kamp for overlevelse er en proces, der udelukkende er forbundet med den fysiske krop. Derfor er sygdom og smerte en del af det fysiske liv – ikke selve døden. Der er ikke grund til at frygte selve døden.
_________________________________
[1] Charles Hampton: The Transition called Death, p. 42
_________________________________
|