Samtidig kæmper modstandskræfterne en indædt kamp for at bremse manifestationen af Den Nye Tidsalder. De arbejder for en gentagelse af Månefiaskoen og de mørke kræfters magt over datidens atlantider. Det var denne situation, der resulterede i Atlantis-katastrofen, hvor kontinentet sank i havet. Denne begivenhed omtales i alle hellige bøger som syndfloder, og Annie Besant og C.W. Leadbeater beskriver Atlantis-katastrofen i detaljer i bogen om deres forskning. Ingen traditionelle historikere har mulighed for at verificere deres iagttagelser, for det kræver højt udviklede clairvoyante evner. Men det er denne kamp, hele planeten befinder sig i. Alle uden undtagelse er direkte eller indirekte involveret i kampen i kraft af de holdninger og handlinger, man praktiserer. Og Månefiaskoen må ikke gentage sig!

Problemet er, at langt størstedelen af menneskeheden ikke individualiserede på Månen men på planeten Jorden. Det skete for mange millioner år siden (i den lemuriske periode for ca. 18½ millioner år siden), og menneskehedens kollektive udvikling har været hæmmet af alle de problemer, der skyldes Månefiaskoen og de forkert individualiserede mennesker. I kraft af deres hensynsløshed, har de ofte taget magten som herskere, konger og klanledere. De har ingen moralske skrupler, ligesom de fleste andre i deres folk. Derfor underkaster folket sig og adlyder. På den baggrund er folket ofte blevet tvunget ud i krige, der medførte lidelser og død.

Tænk blot på Tyskland – en gammel kulturnation, der på grund af en enkelt mands syge tanker og demagogiske evner forførte en hel befolkning til at bakke op om en forskruet forestilling om, at tyskerne skulle være "overmennesker", mens alle andre var "undermennesker". Idéen om at der findes "udvalgte folk", eksisterer i øvrigt den dag i dag. Tyskernes skelneevne svigtede totalt, og nazisternes ideologi lagde Tyskland i ruiner. Gammel karma blev imidlertid afviklet under de to verdenskrige, som mestrene kalder for en post-atlantisk krig.