Dirigenten Herbert von Karajan blev engang bedt om at definere et stort orkester. Han sammenlignede orkestret med en flok trækfugle, der tydeligvis flyver med én vilje mod det samme mål. ”Pludselig”, sagde han, ”– oplever musikerne en flugt i fantasien, som løfter musikken op på et helt andet plan”. I hans øjne ”– kan det ikke ske i et almindeligt orkester, hvor man har hundrede virtuose musikere, men hvor hver især koncentrerer sig om egne noder og musikkens teknikaliteter”. Naturligvis er både noder og teknik vigtige. I et stort orkester kan alle musikerne spille. De øver sig, og de er ivrige efter at blive bedre og gøre fremskridt, men de ved, at noder, teknik og øvelse ikke er de magiske ingredienser, der gør orkestret ”stort”. De magiske ingredienser består i evnen til at arbejde som én suppleret med den kollektive, kreative og intuitive fortolkning af musikken.

Herbert von Karajans definition er et genialt billede på esoterisk gruppearbejde. For hvad er det, der løfter den esoteriske gruppe op i en dimension, hvor den kan være til gavn for Hierarkiets mestre? Hvis de enkelte gruppemedlemmer er opslugt af personlige åndelige fremskridt og studier, og er indhyllet i forståelse af den åndelige udviklingsvej tekniske aspekter, bliver bidraget til gruppens liv og tjenestearbejde periferisk. Flid, viden og udholdenhed i meditation, studier og praktisk tjenestearbejde er vigtige egenskaber hos disciplen, men selv om egenskaberne er grundlaget for gruppens indsats, er det ikke dem, der løfter gruppen op i triadens lys. Det er den vækkede bevidsthed hos de studerende, som er i stand til at opleve gruppens indre kærligheds- og lysniveau, der er opbygget i tidens løb, og som gør planen levende i gruppemedlemmernes dagsbevidsthed. Derfor bliver de inspireret til at yde deres bedste. Den skabende, kreative, intuitive opfattelse løfter gruppens samlede indsats.