Et glimt af en mægtig plan

Det er indlysende, at aktiviteten bevæger sig og konstant har bevæget sig i retning af differentiering − individualisering så at sige − men det er lige så sandsynligt, at virkningen af den anden store udstrømning vil være at skabe forskellige nye kombinationsevner, der går tilbage igen imod en højere enhed. Derfor har man noget, som ved første øjekast ser ud til at ligne uoverensstemmelse mellem de to store kræfters funktion.

Som før sagt er det imidlertid indlysende, at mennesket har et yderst fragmentarisk kendskab til den slags fænomener, og desuden er der den store ulempe, at det hele betragtes fra et meget lavt plan. Mennesket iagttager alle virkninger nedefra i stedet for ovenfra. Derfor vil ethvert begreb, som selv de mest intelligente kan fatte vedr. det egentlige arbejde i relation til den store evolutionsplan, nødvendigvis blive så ufuldstændigt, at det nemt kan blive håbløst misvisende. Og hvis det ikke præsenteres med største forsigtighed og beskedenhed, er det sandsynligt, at det bliver direkte blasfemisk. Alligevel er det erfaringen, at man − selv i forbindelse med de undersøgelser, der overhovedet er mulige af evolutionens mangfoldighed – af og til får glimt af en del af planen. Det er glimt, som kan kontrolleres ved at bruge dem i forhold til de forskellige stadier af udviklingsprocessen.

Der er eksempelvis et tydeligt hovedprincip. Hovedprincippet er først og fremmest, at der skabes bestemte grupper af elementer, og de udstyres med så megen stabilitet og individualitet, at de under alle normale temperatur- og trykforhold bevarer deres stilling som adskilte enheder. På et senere og tydeligvis højere stadie af deres udvikling udvikler de evnen til og ønsket om forening. Ved det grove omrids af evolution i mineralriget er det utroligt, hvis man ikke tænker på påstanden om, at selv Logos kun blev manifesteret, for at der kunne udstråles en ufattelig mangfoldighed af individer fra Ham. Og når de er blevet tilstrækkeligt adskilt til hver for sig at fungere som et levende og kraftfuldt center, skal de igen stige op imod fuldkommen forening for at virkeliggøre deres enhed i Logos.

Selv når man begynder at undersøge menneskets individuelle udvikling, kan man stadig se det samme princip. Efter at mennesket definitivt er blevet skabt som et individ med et kausallegeme (sjælslegeme), er alle omgivelsernes kraft rettet mod at udvikle tankesindet. Det er den logiske, skelnende og adskillende tænkeevne, der i mennesket i mikrokosmos tydeligt svarer til Mahat − det universelle tankesind eller Helligånden i makrokosmos. Langt senere kommer udviklingen af den intuitive visdom – dvs. evnen til at kombinere og forene, der på mange måder kan betragtes som svarende til Logos’ 2. aspekt i den højere verden.

Den gamle tekst som fortæller, at mennesket er skabt i Guds billede − en fantastisk og smuk sandhed − kan ses i diagram I, hvor menneskets sjæls triade sammenlignes med Treenigheden i manifestation oven over. Her kan man se, at den ene afspejler den anden nøjagtigt. På samme måde ses tre aspekter af det guddommelige på syvende plan. Og åndens guddommelige gnist i mennesket er tilsvarende tredobbelt på femte plan. I begge tilfælde er 2. aspekt i stand til at stige ét plan længere ned og iklæde sig det lavere plans stof. Og i begge tilfælde er 3. aspekt i stand til at stige to planer længere ned og gentage processen. I begge tilfælde er der en treenighed i enhed. Den er adskilt i sine manifestationer, men i den grundlæggende virkelighed er den én.

Uanset hvor ufattelig påstanden opleves, og uanset hvor håbløst ethvert forsøg på at forklare den vil være, så er det sandt, at de principper i mennesket, som kaldes ånd, intuition, intelligens, ikke alene svarer til – ja ikke engang bare er genspejlinger af eller stråler fra Logos’ tre store aspekter − for de er i virkeligheden Faderen, Sønnen og Helligånden.

Det er den samme lov, der gælder i verdensevolutionens forskellige stadier. Her har virkningen også indtil nu hovedsageligt været skabende og adskillende. Den har hovedsageligt beskæftiget sig med udviklingen af intelligensen, og menneskeheden er knap nok nået til begyndelsen af udfoldelsen af den intuitive visdom − den store forenende kraft − der i sandhed er Kristus i mennesket.

Sporadisk kan man se enkelte mennesker, der viser en lille smule af intuitionens indflydelse. Af og til kan man se svage antydninger af, hvad der er på vej. Det iagttages af mennesker der ved, hvordan de skal læse tidens tegn. Ja − det kan endog ses i at nogle af de frygteligste forhold i de sociale tilstande − uanset hvor onde konsekvenserne af dem er, og hvor onde organisationerne bag dem er, fordi de udtrykker egoisme, grådighed og uvidenhed (og blindt had til alle, der er mere intelligente og dygtigere end dem selv). De svage antydninger af, at noget nyt er på vej, ses hos de mennesker, der udløser reaktionerne hos de uvidende. Selv bag den egoistiske adfærd er der et uklart genskær af håb. Muligvis kan det være den første manifestation af en kraft, der presser sig på bag den negative og fejlagtige famlen hos de uvidende efter den sande enhed, som en dag skal komme til udtryk, selv om det vil ske med midler, der er de stik modsatte af dem, der benyttes i øjeblikket.

Glem ikke at menneskeheden først lige har passeret vendepunktet i evolutionssystemet. Menneskeheden er først lige begyndt på den lange opadgående udvikling, der skal ende i guddommelighed. Menneskeheden befinder sig stadig på den fjerde rejse rundt i planetkæden − den runde, som i virkeligheden er dedikeret til udviklingen af astrallegemet. At mennesket i det hele taget har udviklet intelligens på det nuværende stadie, skyldes stort set udelukkende den hjælp og impuls, der blev givet ved Flammeherrernes ankomst på et tidspunkt, der evolutionsmæssigt set ikke ligger så forfærdelig langt tilbage. Den fulde udvikling af intelligensen skulle ikke finde sted før i næste runde. Selv den mindste forsmag på den intuitive visdoms kolossale kraft er alt, hvad mennesket overhovedet kan forvente i lang tid fremover.

Alligevel bevæger naturen sig langsomt fremad hen imod det intuitive udviklingsniveau, og fremtiden tilhører de mennesker, der allerede nu erkender det som et faktum og arbejder for det. Det er mennesker, som på alle mulige måder vil stræbe efter at stimulere det forenende princip. De arbejder for at nedbryde de barrierer af mistillid og had, der desværre så ofte findes mellem forskellige grupper og mellem forskellige nationer. Det er et ægte åndsvidenskabeligt tjenestearbejde. Det er mestrenes arbejde. Det er et tjenestearbejde, der er det største privilegium at deltage i – uanset hvor lidt man kan yde, og hvor begrænset egenskaberne er.