Den sande dåb

Det er bevidst, at der siges, at kandidaten modtager kraft, for uanset hvor klar den intellektuelle overbevisning har været, så opnås der ikke den sikkerhed, som stammer fra direkte erkendelse, før kandidaten har haft oplevelsen af et glimt af buddhisk bevidsthed, for det er en del af ritualet i 1. indvielse − portalen til hellighedens vej. I det buddhiske glimt, uanset hvor kortvarigt det er, opnår kandidaten ikke alene en enorm vækst i sin indsigt, som forandrer hele synet på naturen, men kandidaten får desuden en relation til sin mester, der er langt mere oprigtig end noget, der tidligere er blevet erfaret. Og i glimtet og kontakten modtager kandidaten en meget virkelig dåb, for ind i kandidatens sjæl strømmer der en kraft af visdom og kærlighed, som øjeblikkeligt giver kræfter til at klare udfordringer, der tidligere forekom uovervindelige. Mesterens følelse eller holdning har ikke forandret sig, men kandidaten har udviklet en ny egenskab. Kandidaten er blevet i stand til at se mere realistisk på sig selv, og er mere modtagelig over for mesteren.

Den 1. store indvielse er derfor ”en dåb til frigørelse fra synder”. Den dåb, som man giver små børn kort efter deres fødsel, er reelt kun et symbol på indvielsen og et varsel om den. Det er en ceremoni, der var tænkt som en slags helligholdelse af det nye liv, som dedikeres til at begynde på udviklingsvejen. Kort tid efter at den materialiserende tendens begyndte at virke, blev dåbens sande betydning mørklagt, og derfor var det nødvendigt at opfinde en grund til dåbshandlingen. Der eksisterer stadig en rest af traditionen om dåbens forbindelse med fjernelse af eller frigørelse fra synd, for selv for en kirkefader var det indlysende, at et nyfødt barn nok ikke havde begået alvorlige overtrædelser, og derfor opfandt man den underlige lære om ”arvesynden”, som har været årsag til utrolig meget skade overalt i verden.