”Demon est Deus inversus” er et kabbalistisk aksiom, som bogstaveligt betyder, at: ”Djævlen er Guds modsætning”. Rigtigt forstået betyder det, at der hverken findes ondt eller godt. Men kirken påstår, at djævelen er mørke, men i Bibelen (Jobs Bog, 1,6), kaldes han ”Guds søn”, og hos Esajas (14,12), er han den lysende morgenstjerne, Lucifer. Der ligger en del filosofi og dogmatisk manipulation bag årsagen til, at den første ærkeengel, der tonede frem af kaos’ dybder, blev kaldt Lux (lys) eller Lucifer, som ”morgenrødens lysende søn” – dvs. det manvantariske daggry. Kirken har forvandlet ham til Lucifer eller Satan, fordi han er højere og ældre end Jehovah, og derfor skulle han ofres for det nye dogme.

I Johannesevangeliet står der: ”Og lyset skinner i mørket, og mørket begreb det ikke”,[1] men kirken vil ikke indse, at der med ordet ”mørke” ikke er tænkt på menneskets åndelige synssans, men på ”Det Absolutte mørke”, der ikke begriber (ikke kan opfatte) lyset, fordi det er et forgængeligt fænomen, uanset hvor transcendent det er for menneskets øjne.

”Mørket er fader-moder, og lyset er deres søn” – sådan lyder ordene i et gammelt østerlandsk ordsprog. Lyset er ufatteligt, undtagen hvis man forestiller sig, at det er en virkning, som stammer fra en eller anden kilde, der er årsag til lyset. Og fordi kilden til urlyset er ukendt – selv om fornuft og logik påstår, at den må være der − kaldes den ”mørke” ud fra et intellektuelt synspunkt.

_________________________________

[1] Joh 1, 1-14. I testamentet står der: ”Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det”, men sidste sætning kan også oversættes sådan: ”− og mørket begreb det ikke”.

_________________________________