I beskrivelsen af kosmogoniens første faser står der ”tohu wa-bohu” i Første Mosebog, og det oversættes med: ”Jorden var tom og uden form”. Det var den oprindelige tomhed og formløshed, som gik forud for skabelsen eller rettere genfødslen af Universet efter pralaya (hviletilstanden). Den åndelige, tomme, formløse og ubegrænsede tilstand, der eksisterede før skabelsen af Universet eller Jorden, er ”intet, der rummer alt”.

Det er i høj grad et paradoks, for det er en tilstand, man ikke kan forestille sig, for det ville kræve, at der er én, der forestiller sig noget, og derfor vil der ikke være tomhed eller intethed. I intetheden er der intet at forestille sig, og der er ingen, der kan forestille sig noget. Mennesket kan skabe på grundlag af det, der allerede er skabt. Evnen til at skabe på grundlag af absolut intet er guddommelig. Det, der kaldes lys, er et fænomen – en manifestation – noget, der er skabt. Lys er skabt fra en kilde, og derfor bliver mørket symbol på den usynlige kosmiske ånd.