Begærnaturen skal overvindes
På trods af fortidens vaner kan det anbefales, at man skiller sig af med de partikler, der kræver de urene ting. Gradvis vil man føle, at legemet forandrer sine vaner og endda afskyr selv lugten af de ting, som det før holdt så meget af. Den virkelige vanskelighed ved forandringen ligger i astrallegemet – ikke i det fysiske legeme. Følelserne protesterer, og man ønsker ikke rigtigt at gennemføre forandringen. Hvis det var tilfældet, ville man gøre det. Derfor finder de fleste ofte på undskyldninger: ”Det er ikke så vigtigt – jeg har ingen psykiske evner, og jeg er ikke langt nok i min udvikling til, at det gør en forskel”. Men man vil aldrig komme videre i sin udvikling, hvis man ikke forsøger at leve på en måde, så man kan nå det højeste, for det ligger altid inden for rækkevidde, hvis man ikke tillader begærnaturen at stille sig i vejen for de åndelige fremskridt.
Måske siger man: ”Hvor ville jeg ønske, at jeg var i besiddelse af astralt syn, så at jeg kunne foretage spændende astralrejser” – men når det kommer til stykket, foretrækker man en god middag med en god vin. Hvis belønningen for at give afkald på den forkerte føde i et år var en million kroner, ville langt de fleste være i stand til at overkomme vanskelighederne og opretholde livet i legemet uden at spise kød og drikke vin! Men når det ”kun” er det åndelige livs uvurderlige skatte, der tilbydes, er vanskelighederne uovervindelige for de fleste.
Hvis et menneske virkelig ønskede, hvad det påstår, det ønsker, ville der ske meget hurtigere forandringer. Men de fleste lader bare, som om de mener det alvorligt, og det gør de så godt, at de til sidst bilder sig selv det samme ind. De vender tilbage i den ene inkarnation efter den anden for at leve på samme måde uden at gøre fremskridt – og i en eller flere af inkarnationerne forstår de ikke, hvorfor de ikke gør fremskridt, og hvorfor andre har gjort hurtige fremskridt i en enkelt inkarnation, mens de selv intet gør. Det menneske, der mener det alvorligt − ikke af og til, men med urokkelig vedholdenhed − kan gøre alle de fremskridt, det ønsker, mens det menneske, der barer lader som om, vil gentage det samme negative kredsløb i mange fremtidige inkarnationer.
Renselse af det fysiske redskab – bevidsthedens laveste redskab – er en nødvendig forberedelse til al åndelig udvikling. Det er ganske vist ikke hele den nødvendige forberedelse, men det udgør en væsentlig del, og det er det første skridt.
|