For at en gruppe kan fungere harmonisk og fuldføre sit tjenestearbejde for planen (for det er meningen med gruppens eksistens), skal den være baseret på princippet om samstemmighed og altid benytte dette princip. Det er et af de vanskeligste mål, og det indebærer en af de hårdeste prøver både for det enkelte gruppemedlem og for selve gruppen. Man kan alt for let blive fristet til at prøve at skabe samstemmighed ved at motivere eller presse andre til at indtage ens egne synspunkter, og til at overholde det, som man selv er sikker på, er rigtigt og sandt.

Det er denne form for samstemmighed, der er resultatet af misbrug af 1. stråle energi. Det er det, diktatorer og totalitære regimer har prøvet og stadig prøver at påtvinge deres undersåtter. De fleste forsøg er mislykket, og flere er dømt til at mislykkes, fordi de krænker loven om frihed for menneskesjælen. Den rigtige form for samstemmighed er vanskelig at opnå, fordi den er baseret på enhed i mangfoldighed. Behovet for mangfoldighed har Djwhal Khul forklaret meget tydeligt:

"Har I nogensinde erkendt (jeg forsøger her at få jer til at tænke og ræsonnere), at en gruppe, som udelukkende består af personer på den samme stråle, og som desuden befinder sig på nøjagtigt samme udviklingstrin, vil være relativ nytteløs og uanvendelig? En sådan gruppe vil mangle dynamik – den dynamik, der kommer til udtryk, når flere og forskellige strålekvaliteter mødes og kombineres."

Alice A. Bailey: Discipelskab i den Nye Tidsalder, II, s. 128

Et harmonisk samarbejde mellem medarbejdere, der er på forskellige stråler, er et af de mest interessante problemer, som ikke alene menneskeheden, men også de højere udviklede bevidstheder og grupper står overfor.

Der findes en teknik, som Hierarkiet benytter, når mestrene har behov for at forenes i en bestemt handling. Denne teknik beskriver, hvor nødvendigt det er, at alle engagerer sig med dyb eftertænksomhed og bruger den nødvendige tid og energi til at løse den opgave, der går ud på at opnå en samstemmende beslutning. Den tibetanske mester har beskrevet teknikken på denne måde:

"Mestrene – der indleder deres arbejde på et af den åndelige triades planer i stedet for på mentalplanet, som deres disciple gør – koncentrerer sig i en periode over tre fuldmåner om det "tema", de har under overvejelse. Derefter mødes de i et konklave, og de giver hver et bidrag til løsning af det fælles problem. Det samme gør Kristus og på kritiske tidspunkter medlemmerne i Sanat Kumaras rådskammer. På grundlag af forslagene og efter udførlig analyse og debat overføres den fælles beslutning ved inspiration til indviede og disciple i ashramerne og fra dem videre ud til verden."

Alice A. Bailey: Discipelskab i den Nye Tidsalder, II, s. 171-172