Efter et øjebliks hvil gik neofytten fremad, bøjede sig ind under stenen og fortsatte ind i den lave gang. I samme øjeblik faldt stenen ned bag neofytten med et brag og lukkede for tilbagetoget. Neofytten gik videre et langt stykke frem gennem gangen og var lige ved at falde, da et stort trin nedad pludselig gjorde gangen højere. Neofytten trådte ned og mærkede, at nu var det muligt at stå oprejst. Efter endnu et par skridt frem, og efter at have løftet et forhæng til side, trådte neofytten ind i en mørk sal. (Da Jesus udåndede på korset blev forhænget ind til det allerhelligste i templet flået i to stykker. Det er et symbol på synet ind til de åndelige verdener).

I hjørnerne af salen brændte et par svage lamper. I den ene væg var der bygget en niche i flere etager som en tronhimmel. På et højsæde i nichen sad en skikkelse, hvis ansigt det var umuligt at skelne. Det, der nu udspillede sig, havde form af et forhør og en domfældelse. Gådefulde stemmer lød fra væggene og vidnede imod neofytten. De gjorde status over alle neofyttens menneskelige svagheder og ironiserede over dem, fordi neofytten på trods af alle sine fejl vovede at forsøge at få en indvielse i de hemmeligste og mest skjulte mysterier. Og den mystiske skikkelse på dommersædet i nichen gentog anklagerne.