Indre eksistensplaner
Mens neofyttens fysiske legeme lå i sarkofagen, var bevidstheden – sjælen – bevidst til stede på indre eksistensplaner. Neofytten passerede ind på astralplanet, og talte med astralverdens beboere. Den indre rejse fortsatte gennem højere bevidsthedsplaner og helt frem til grænsen af den tilstand, som buddhisterne kalder nirvana. Efter at have oplevet de indre eksistensplaner ét for ét og efter bevidst at have integreret planernes energier i sin natur, vendte neofytten tilbage til sit fysiske legeme med et uudsletteligt indtryk af de indre verdeners natur, og med krystalklar bevidsthed om disse dybere sjælelige realiteter. Disse erkendelser forlod aldrig senere neofytten. Den indviede havde reelt oplevet enhed med Gud. Ånden havde taget sin sjæl i besiddelse, og derved var det sjælen, der blev den retmæssige hersker over personligheden.
Det var den symbolske betydning af kongekronen og purpurkåben, som neofytten blev iført (og som Jesus også blev iført). Den indviede var blevet konge i et rige, som ikke var af denne verden.
På tredje dag
På tredje dag kom indvielsespræsterne ind i kammeret for at modtage neofytten, som nu vendte tilbage til sit fysiske legeme. Præsterne døbte neofytten med "livets vand", og i dåben fik neofytten sit nye navn som tegn på den bevidsthedsmæssige forandring, der var sket, for der var i sandhed tale om et nyt menneske med ny indsigt og ny forståelse. Derefter fik neofytten rene, hvide klæder og medikamenter, der skulle hjælpe med at genvinde de fysiske kræfter efter de tre døgn uden vådt eller tørt. Præsterne badede, klædte og salvede neofytten, som derefter blev ført gennem forværelset ud på det høje trin øverst i det store galleri. Udsigten var skjult af et enormt forhæng, der hang ned fra loftet lige foran trinet. På et tegn blev forhænget trukket til side, og den nyindviede så nu en blændende oplyst sal, hvor lyset strålede i de blankpolerede vægge. Langs begge vægge stod tidligere indviede i hver sin udhuggede fordybning i smukke røde og gyldne dragter, og de hilste den nyindviede ved at råbe hans nye navn. Hele pyramiden gav genlyd af sølvbasunernes toner.
Da der igen blev ro i salen, holdt neofytten fra det øverste af galleriet en tale til de forsamlede indviede. Talen omhandlede de nye erfaringer, og neofytten beskrev de særlige indtryk, de havde gjort på bevidstheden. Neofytten var herefter optaget blandt de indviede og var som en af deres.
|