De evige love, der fungerer i kosmos, Universets helligdom, skulle overføres til det jordiske tempel. Den lovmæssighed, som de gamle egyptere fandt i hele Universets bygning, blev først og fremmest repræsenteret af zodiakens dyrekreds. Zodiaken blev templets bærende konstruktionssystem, det vil sige tolvkantkonstruktionen. Det er i forbindelse med denne tolvkantkonstruktion at templets orientering finder sted, og himmelhvælvingens to største og mærkeligste stjernekonstellationer omtales gentagne gange i tempelteksterne på en sådan måde, at de uden tvivl har haft en afgørende betydning ved orienteringen af tempelakserne. Det er sydhimlens store stjernebillede Sahu (Orion) og navnlig nordhimlens lige så bemærkelsesværdige stjernebillede Masxet (Store Bjørn/Ursa Major), som stadig går igen. "Em sah er Masxet" er teksternes udtryk for "fra syd til nord".

At orienteringen blev udført ved at pege mod Masxet, er der ingen tvivl om, men teksterne fortæller ikke klart, hvordan selve handlingen foregik. Masxets stjernebillede strækker sig jo over adskillige breddegrader og over endnu flere længdegrader, og det må derfor have været en bestemt stjerne eller et bestemt punkt i stjernebilledet, der blev benyttet under orienteringen. Nu ligger Sahus stjernebillede, som også strækker sig over flere bredde- og længdegrader, stort set netop sådan, at en linje fra Sahus billede til himmelhvælvingens nordpol og en linje derfra til Masxet danner en ret vinkel eller 90°.

Spørgsmålet bliver derfor, om der findes en stjerne eller et punkt i Masxet, som står nøjagtig i ret vinkel til en stjerne eller et punkt i Sahu, når nordpolen er den rette vinkels toppunkt. Det må være betingelsen for at disse stjernebilleder kan have relation til den rette vinkel mellem tempelakserne. Så vidt vides findes disse stjerner ikke, i hvert fald ikke i nutiden. Man har imidlertid fundet ud af, at når man trækker en linje mellem Masxets α og γ og mellem β og δ, og når man derefter trækker en linje mellem Sahus α og β, og mellem γ og x, så vil de to skæringspunkter, som derved opstår, og som man kan kalde henholdsvis X og Y, ligge nøjagtig i den rette vinkel gennem himlens nordpol. Dvs. at der er nøjagtig 6 timers forskel mellem disse punkters kulmination. Se planche III, fig. 1 og planche IX, fig. 10 og 11). Punkt X i Masxet ligger på 172° L. og 58° N. Br. og Sahus punkt Y ligger på 82° L. og o°, 30' S. Br.

Planche III

Planche-III-PÆLESLAGNING

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover.

Planche IX

Planche-IX-PÆLESLAGNING

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover.

I denne forbindelse skal det allerede her bemærkes, at der mellem punkterne X og Y er et ganske interessant forhold. Afstanden fra X til nordpolen (32°) forholder sig til afstanden fra Y til nordpolen (90°, 30') som 1:2 √ 2 eller 1:2,828 (planche III, fig. 3) – et forholdstal, som der senere skal vendes tilbage til under beskrivelsen af tempelkonstruktionen. I tempelteksternes sprog ville den mindste afstand kunne betegnes som "sexex" (sechech) og den største som "ka".

Nogen vil måske indvende, at stjernebillederne forandrer sig i tidernes løb, men de forandringer, der er sket i disse to stjernebilleder i løbet af et tidsrum på ca. 5.000 år, er så forsvindende lille, at det ikke spiller nogen rolle for det aktuelle problem.